Dꜳse, m. 1. Daase. I Rbg. Dos (aab. o), f. (Isl. dós).
Dꜳse, m. 2. Praas, tyndt Lys. (Isl. dás).
dꜳtt, sup. af døy, s. døya.
dꜳtt, adv. (el. adj.), hastigt, pludseligt; ogsaa heftigt (Isl. dátt). Sogn, Nhl. Han fekk da so dꜳtt. Eg vart so dꜳtt mæ: jeg blev saa overrasket, angreben (af Skræk eller Forbauselse).
dꜳttlege, og dꜳttele’, adv. pludselig, uforvarende. Hard. Sdm. Han kom so dꜳttele fram i dæ. (Sdm.).
Dꜳvr, n. Afkræftelse; Anfald af Mathed og Svimmel. Sdm. (Jf. davra).
de, see did, og deg.
Ded (aab. e), el. De: Død. Kun i adskillige Eder, f. Ex. Bitter Ded!
deda (aab. e), adv. derfra. Sdm. (mest i Forbindelsen: heda ꜳ deda). G. N. þaðan.
deg (lukt e), Objekt af du: dig. Formen deg hersker i Sogn, Rbg. Tell.; ellers hedder det: de (Hall. Vald. Gbr. Sdm. Ndm. Ørk.); dæg og dæ (vestenfjelds og ved Trondhjem).
degg, dunkel; s. døkk.
deggja, v. a. (-gje, -gde), vande, bedugge (især unge Planter). B. Stift (nogle St. døggja). Af Dogg. (Isl. döggva). — degd’, part. vandet, dugget. Jf. ꜳvdegna.
Degning, f. Dagning, Daggry. B. Stift.
dei, pron. (3 Person, plur.), 1) de. Ligt i alle Kjøn. G. N. þeir, þær, þau. Ogsaa adjektivisk, som Artikel; f. Ex. dei Daganne. dei store Hestanne. 2) man (naar der tænkes paa en ubestemt Fleerhed); jf. ein. Dei seie dæ han skal koma ɔ: man siger at han skal komme. Dei bruka dæ nꜳr dei fiska. — De forskjellige Former af Ordet er: dei (mest alm.), di (Helg. og fl.), dæm (Tr. Stift), døm (Gbr. Hdm.), dom (Buskerud). Subjekt og Objekt ere, saavidt vides, lige. Genitiv hedder: deira; nogle St. deiras, deirast, dæres. (Ogsaa: dæms, døms, doms). G. N. þeirra.
Deia (el. Deigja), f. Kvindfolk som er sat til et vist Arbeide. Sammensat i: Budeia, Sæterdeia (mange St.), Agtardeie, Rakstadeie (Sdm.), Reiddeia ɔ: Opvarterske (Helg.). Eenligt findes det kun sjelden; saaledes i Sdm. Ho vild’ ikje gaa dær som ei Deie fyre dei ɔ: hun vilde ikke gaae der som en Tjenestepige (eller Opvarterske) for dem. (I gammel Norsk findes ogsaa: deigja, men Betydningen er noget ubestemt).
Deig, f. Dei. (Sjelden; s. Grjon og Knoda).
Deigla, f. Smeltedigel. Nhl. og fl. Ellers; Digle, m. (Isl. deigla).
Deil, m. Deel. Søndre Berg. og fl. Ellers: Deild, og Del; men oftere: Lut, Part.
deila, v. a. (e—te), dele, uddele. Søndre Berg. (G. N. deila). Oftere: skifta, byta, etla.
deila, v. n. (e—te), 1) trætte, kives. deile um ein Ting. Rbg. (G. N. deila). 2) skjende, irettesætte En. deila pꜳ ein. noko te deile fyre (noget at skjende for). Guldbr. Sdm. Sfj. og fl. Heraf Deiling, f.
Deild, f. 1) Deel. Mest i Sammensætning, som Øvre-deild’a, Neredeild’a, Tvodeild’a (⅔). 2) Skjel, Grændseskjel. Rbg. Tell. Hall. og fl. I Ag. Stift ogsaa: Dele, n. Ellers: Byte, Merkje. Te flykja Deildinne (Rbg.): at flytte Skjelstenene. (G. N. deild, Deling).
Deildegast, m. et Spøgelse som fordum troedes at opholde sig paa de Steder, hvor Skjelstene vare flyttede. Rbg.
Deildestein, m. Skjelsteen (= Bytestein).
Deildestreng, m. Grændselinie mellem to Gaardes Marker. Rbg.
Deilsmꜳl, n. Skjenden, Irettesættese. Sdm.
deira, deres; see dei.
Deis, m. Skjødesløshed, Sløserie. Dæ gjekk pꜳ ein Deis ɔ: det gik noget skjødesløst til.
deisa v. n. (e—te), 1) gynge, slingre, som et Skib. Stavanger A. 2) tumle, fare skjødesløst afsted; ødsle med noget. B. Stift.
Deka, f. s. Dike. — deka, see dikke.
Dekk, f. og Dekker, s. Dokk.
Dekk, n. Dæk paa et Fartøi.
dekk, dunkel, mørk; s. døkk.
Dekkja, f. et Dække, f. Ex. af Snee. Sjelden. (Jf. Dokk). — dekkje, v. a. (e—te), dække. Sjelden.
Dekn, m. Kirkesanger (Degn). Rbg. I Mandal: Degn. Ellers Klokkar.
Demba (Dæmbe), f. Uklarhed i Luften; Skyer der see ud som et Dække af Støv. Nordre Berg. (Ellers: Hima, Tꜳme og fl.). Jf. Dumba.
demben, adj. om Luften: uklar, opfyldt af Dunster (uden egentlige Skyer).
dempa, v. a. (a—a), dæmpe. (Lidet brugeligt).
den, pron. see dan.
dengja, v. a. (e—de), 1) banke, bearbeide ved Bankning. Hall. Gbr. dængje
