di-likt, deslige; ligt dermed (likt di). slikt ꜳ dilikt ɔ: saadant og lignende.
dilla, v. n. (a—a), dingle, hænge og slænge; ogsaa i Spot: følge efter, hænge ved. Nordre Berg. Sdm. og fl. (Isl. dindla). Dæ heng’ ꜳ dilla. Ogsaa v. a. f. Ex. om Hunden: han dilla Rumpꜳ: den logrer med Halen. — Subst. Dill, m. bruges i Spøg; saaledes: Tausedill, En som altid vil være hos Pigerne.
Dim (aab. i), n. Tusmørke; den mørkeste Deel af Natten om SOmmeren. Meget brugl. i B. Stift, især Nordre Berg. Da sto Dim’e ɔ: Tusmørket var begyndt. I myrkaste Dima: ved Midnat (om Sommeren).
dim (aab. i), adj. dunkel, noget mørk. Temmelig alm., men hedder tildeels: dym og dum (Jæd. Gbr. Ørk.). Isl. dimmr. Om Øine: svækkede, som ikke see godt. Om Glas og Briller: uklare, ikke ret blanke.
Dima (Dimma), f. Dunkelhed i Luften, Uklarhed, Mørke. Helg. I Nordmør: Dymme. (Isl. dimma). Jf. Demba.
dimast (dimmest), v. n. dunkles, blive dunkel. I Gbr. og Ørk. dymmest. Han dimdest pꜳ Synd’a (Sdm.): han svækkedes paa Synet. dimmyld’, adj. om Ager, som kun bestaaer af Myrjord eller sort Muld. B. Stift.
dim-øygd, adj. svagsynet, som ikke seer godt. Helg. og fl. Ogsaa: dimsynt.
din, pron. din. Hedder i masc. din (dinn), f. di (alm.), n. ditt (aab. i), pl. dine. Dativ tildeels: dine og dinꜳ.
dingla, v. n. dingle. Oftere: dangla, dilla og fl.
Dings, n. Tingest; noget vedhængende, f. Ex. Ringer eller Løv paa en Krone.
Dining, s. Dyning.
dinna (dinna-ne o. s. v.), s. denne.
Dipel (aab. i), m. 1) en liden Slump Vand. Tell. (s. Dape). 2) Dynd, s. Depel.
dirla, v. n. rokke, hænge løs, s. darla.
dirra, v. n. (a—a), dirre, bæve, ryste. I Sdm. dere (lukt e), at skjelve. (Jf. dissa). Etsteds i Ag. Stift: darra. (Sv. darra).
disa (aab. i), v. n. sladre, fisle. B. Stift. Ogsaa tisa, bisa, kvisa. — Disar, m. og Diseltut, m. Sladrer, Øretuder.
dishelder, og dismeir; s. dess.
Dism, n. Solrøg; s. Moe.
dissa, v. n. (a—a), bævre, ryste, skjælve. Alm. vestenfjelds og Tr. Stift; ogs. Gbr. og fl. Dæ dissa i Myrenne, — om Sumpjord som er saa blød at den gynger eller bæver naar man træder paa den. Han skolv, so han dissa (ɔ: rystede). Ogsaa v. a. dissa seg, gynge, duve (Tr. Stift).
Dissa, f. en Gynge (= Huska, Riga). Sjelden.
dissa (dissane, dissinne), s. desse og denne.
dit, s. didt. — ditta, s. denne.
djerv (jerv’e), adj. djærv, dristig, modig.
djervast, v. n. blive mere dristig.
Djevel, m. Djævel. Ogsaa: Devel, Jevel, Djekel, Dekel; ligesaa: Bøvel, Bøker, Poker, Faker, Dunder og fl.
Djoke, f. en liden Pige. Sdm. (hos de Gamle).
Djup (Jup), n. et Dyb, dybt Vand.
djup (jup’e), adj. dyb (G. N. djúpr); figurl.: dybsindig, ikke let at forstaae. (Paa de fleste Steder udtales dj kun som j). Heraf: dypast, Dypt.
Djup-ꜳl, m. en dyb Rende i Bunden (i Elve og Sunde). I Djupꜳlen: i den dybeste Rende.
djupgjengd, adj. dybtgaaende. (Sjeld.).
djuplendt (juplænt), adj. om Ager, som har dyb Jord. Modsat: grunnlendt. Almindl.
djupna, v. n. blive dybere. Ogs. dypest.
djupsjøa, om et Sted, hvor Søen er dyb.
Djupsogn (Jupsꜳgn), f. Fiskesnor med Lod og Krog, at bruge i dybt Vand. Nogle Steder: Jupsꜳng; i Helg. Juksꜳng. Oprindelsen er tvivlsom; maaskee af Agn.
djuptenkt, adj. dybtænkende, dybsindig.
Djuv, n. en Huulning, Fordybning i Jorden; ogsaa en Hule eller Bjergkløft. Meget udbredt. I Sdm. Dju’; i Nhl. Ju; søndenfjelds Juv (som formodentlig er samme Ord).
djuvet (juvut), adj. fuldt af Huulninger eller Huler. Dær æ so djuet’ ꜳ dalette (Sdm.).
do (ɔ: døde), og doe, s. døya.
Dogg, f. 1) Dug. (G. N. dögg; Sv. dagg). 2) Taar, Draabe. Kvar ei Dogg: hver en Draabe. Kvar ei Dogg: hver en Draabe. ei lita Dogg. (Jf. Sope, Skvett, Vꜳtt).
dogga, v. a. dugge, bedugge (s. deggja).
Dogg-ꜳm, = Ꜳma. (Mandal).
Doggfall, n. Dugfald. Eit stort Doggfall: naar der falder megen Dug paa Græsset.
Doggløysa, f. Tørke, Mangel paa Dug.
doggslegjen, adj. fugtig af Dug. (Sjelden).
doggvꜳt, adj. vaad af Dug.
