egst, see eigast; jf. ekst.
ei (Artikel), 1) ved Femininer: en, een. Ei Mark, ei Elv o. s. v. (G. N. ein). 2) ved Talord: omtrent, henved. F. Ex. ei fem seks ɔ: omtrent 5 eller 6. Ei nie tie: 9 eller 10. — Vel egentlig eine, eller ein (n. pl.); jf. eine.
ei (negtende Partikel): ei, ikke. (G. N. eigi, ei). Bruges kun i følgende Tilfælde: 1) efter anten — elder, f. Ex. anten han vil elder ei. 2) i Bisætninger efter en Negtelse i Hovedsætningen, ligesom det danske: jo, f. Ex. Han ær inkje so sterk, at han ei trøyttast ɔ: han er ikke saa stærk, at han jo bliver træt. 3) i en Forsikring eller Ed, som begynder med nei; f. Ex. Nei men var dæ ei!
eia seg, jamre sig. Hard. (Isl. æa). — eie! interj. ak, ve! — Andre St. øye og jøye! i Lighed med Verbet: øya, el. jøya seg.
Eid (Ei), n. Jordtange, Landsnævring (G. N. eið); eller almindeligst: et Overgangspunkt, en Tværdal eller lav Strækning, hvor man bekvemt kan komme over fra en Fjord til en anden eller fra et Dalstrøg til et andet. Alm. — I Guldalen: E. (Sv. ed).
Eid (Ei), m. Ed, at sværge. (G. N. eiðr). Ein rang Ei(d): en falsk Ed. Ein svaren Eid: en frosen Ed. (Sdm.). gjera Ei(d)en sin: aflægge sin Ed.
eidfri, adj. aldeles fri, saa fri at man kan sværge derpaa.
eidsvør’, adj. i Sdm. omtr. = eidfri. Dæ va ikje reint eidsvørt: det var ikke ganske frit, man kan ikke ganske negte det.
Eiende, n. Kornspirer paa Ageren, nylig opspiret Korn (= Brodd). Sogn, Vald. Guldbr. I Hall. Eiend f.(?); i Buskerud: Jend eller Ind, f. Oprindelsen er uvis. (I svenske Dial. egel, æjæn, æjæln).
Eiendfall, n. Kornspirernes Ødelæggelse (af Frost eller Græsorm). Sogn, Gbr.
eiga, v. a. (eig’; ꜳtte; ꜳtt), 1) eie, have, besidde. Nogle St. ega, ege (aab. e). Imperf. ved Trondhj. ꜳgte (sjelden). G. N. eiga (á, átti); Sv. äga. Ogsaa: have til ægte, være gift med. Sdm. og fl. (sjelden). — 2) føde, faae Børn. eige Ba’n. Sdm. Guldbr. Sogn og fl. Heraf Barneign. „eiga eit Badn“, om Mandfolk, er derimod at være Fader til et Barn. — 3) skylde, Hall. Romsd. og fl. Han eig’ me(g) ei Mark: han skylder mig en Mark. (Ogsaa i svenske og danske Dial.).
Eiga, f. 1) Eie, Besiddelse. Mest i Sammensætning, som: Eineiga, Sameiga. 2) Eiendeel, Ting som man eier. Søndre Berg. (Sjelden). Jf. Ueiga. 3) Jord eller Skov som tilhører en Gaard. Guldbr.
eigande, adj. 1) eieværdig. Sjelden. 2) eiende; som Subst. Eier. Bꜳde eigande ꜳ leigande: baade Eier og Leier; ogsaa: baade Herre og Tjener, den Leiende og de leiede Folk.
Eigar, m. Eier, Eiermand.
eigast (mæ ein), befatte sig, indlade sig med En, især i Uvenskab. Sdm. o. fl. Sædvanlig kun i Formen: eigst, el. egst (præs.); f. Ex. han æ fꜳrle fyre den so egst mæ’nꜳ: han er farlig for den som indlader sig med ham, el. gjør ham vred. Isl. eigast við.
ei-gꜳng, s. Gꜳng.
Eigedom, m. Eiendom.
Eigje, n. Eie, det som man eier. Dæ finst ikje i mitt Eigje: det findes ikke hos mig.
ejgjen, adj. egen. I Sogn: eigen; ellers: eien; men Fl. eigne, eller egne. vera sin eigjen: være sin egen Herre (i Femin. si eigja, eigjꜳ, el. eigjæ). eigna Tide, s. Tid.
Eign, f. Eiendom; især Jordeiendom, Mark, Skov; ogsaa Markstrækning. — Jf. Vald, Leigemꜳl.
eigna (egne), v. a. (a—a), 1) med til: tilegne, tilkjende. Han eigna dæ til seg. Sjelden. 2) frede, omhægne, holde en Eng fri, saa at Kvæget ikke faaer græsse paa den. Valders (i Formen: egne).
eigna, adj. ypperlig, fortræffelig. Helg. eit eigna Ba’n: et meget elskværdigt Barn. eit eigna Ve’r: et ypperligt Veir. (Vel egentlig et Genitiv af Eign). Jf. einka.
Eigna-lut (aab. u), m. en Kostbarhed, en god Eiendeel. Nordre Berg. I Helg. Eigneting; i Sfj. Eignamun (?).
Eik, f. 1) Eeg; Egetræ. G. N. eik. 2) s. Eika. — Eikelauv, m. Egeløv. Eikenot (aab. o), f. Agern (s. Ꜳkonn). Eikestuv, m. Egestamme; ogs. Egestub.
Eika, f. den inderste Deel af et Traadnøgle (det som er vundet omkring Fingrene eller om en Spaan). Helg. Ellers Eik, i Tr. Stift, Sdm. og fl.
Eikert, m. Ege i et Hjul. Ag. Stift.
Eikja (Eikj’), f. en liden Pram eller Færge, sammenslaaet af nogle faa Fjele. Ørk. (G. N. eikja).
eikor, femin. af einkvar. — eikorleis: paa en eller anden Maade. B. Stift.
