eikor-stodꜳ (aab. o), for einkvarstad: paa et eller andet Sted. Sdm.
Eikværing, m. En fra Eger i Buskerud.
ei-leis (for einleides), nogenledes, paa en vis Maade. I Hall. eilein.
Eim, m. Lugt, kvalm Røg eller Damp af brændte og stærkt ophedede Ting. Næsten alm. Jf. Im, Ome, Gjeim, Sim. G. N. eimr. — I Tell. ogsaa om fugtig Damp; f. Ex. af hedt Vand. Jf. Gova.
eima, v. n. (a—a), dampe, lugte som af noget hedt eller brændt.
Eima, f. en Naal. Helg. Ellers ubekjendt.
Eimyrja, f. s. Eldmyrja.
ein, Talord, o. s. v. 1) een, en eneste. Hedder i masc. ein, el. einn; femin. ei; neutr. eitt (G. N. einn, ein, eitt). Jf. eine. Eenligt lyder det altid kort, som einn, men i Sammensætning langt. 2) Artikel: en. Ein Mann, ei Kꜳna, eit Badn. Da Betoningen her gaaer over paa det følgende Ord, bliver Vokalen i ein og eit utydelig, og man hører sædvanligst: en og et (aab. e). 3) en af de nærmeste eller sidste. Ved Tidsnavne, som da sættes i den bestemte Form. Ein Dagjen: en af de sidste Dage. Ligesaa: ei Natt’a, eitt Ꜳr’e, ein Kvelden. 4) en vis, nogen. Dæ va ein, som sa’ d’ ɔ: der var nogen som sagde det. 5) man. Ein skal ikje tru alt ein høyre: man skal ikke tro alt hvad man hører. Alm.
ein-annan (einann), hinanden (om To); f. Ex. dei møtte einann. (Kr. Stift, Voss, Hall. og fl.). Ellers kvarannan.
einare (el. einar), adj. enkelt, eenlig, ublandet, kun af et eneste Slags. — einare Rug: ublandet Rug. Nfj. Sdm. Ndm.
einast(e), adv. alene, kun, blot. Nordre Trondhj. (Isl. einasta).
einaste, adj. eneste.
einauga, adj. s. einøygd.
Einbeite, n. Kjøreredskab for en eenlig Hest. Ørk. og fl. Jf. Tvibeite.
Einbenning (for -berning), m. eneste Barn eller Arving. Tell. I Shl. Einbydning (for -birning). Isl. einbirni.
einbent (for -bernt), adj. eenbaaren, eneste (Barn). Eit einbænt Ba’n. Ho va einbænt. Indr. Sdm. og flere. I Sogn: einbedla.
einbreidd (el. oftere: einbreia), adj. om Eng, som giver saa meget Hø, at den hele Vidde bliver dækket, naar Høet udspredes til Tørring. Tr. Stift. I Tell. sibreia. Ellers: fullbreidd, jambreidd.
Einbøle, n. en eenlig Gaard, hvorpaa kun een Familie boer. Kr. Stift, Sogn, Sdm.
einbølt, adj. eenlig og afsondret, om en Gaard. Mere alm.
Eindrætte, n. = Einbeite. (Sjelden).
eine, adj. 1) ene, den ene (af to eller flere). 2) nogle (et Slags Fleertal af ein). Kva for eine: hvilke. Dei fore som eine Fugla: som om det var Fugle. 3) alene (om to). Dei va tvo eine: de vare to sammen, kun to. — Ogsaa som adv. kun, alene. Han va ’kje anna godt eine: hans hele Væsen var godt, der var intet ondt i ham. B. Stift. Her mærkes Talemaaden: i eine (el. einne) ɔ: i eet væk, uophørlig; f. Eining.
Eine, m. Ener, Enebærtræ. Nordenfjelds, nordre Berg. Guldbr. Jæd. — G. N. einir. Ellers: Brakje og Sprakje (Søndre Berg.), Brisk (Tell. Hall. og fl.). — Hertil: Einebak, n. Afkog af Enerkviste at rense Kar med. Einebast, f. Enerbark. Einebær, n. Enebær (= Brakabær, Sprakabær, Briskebær). Einegar(d), m. Gjærde af Enebærtræ. Einekoll, m. Enerkvist (= Brakaflokje). Eineryde, s. Ryde. Einesmak, m. Enerens særegne Smag. Ein’oska, f. Eneraske.
Eineiga, f. Eiendom, som kun tilhører Een og er adskilt fra andre. Modsat Sameiga. — Søndenfjelds.
Ein-erving, m. eneste Arving.
Einestabb, s. Einstabbe.
einfalda, adj. som har kun een Fold, eller er ombøiet een Gang; modsat tvifalda. Skulde ogsaa betyde: enkelt, simpel; men er her fortrængt af andre Ord; i Betydn. eenfoldig bruges sædvanl. einfoldug.
einfør, adj. som reiser alene, eller er alene om en Udretning. Hall.
eingꜳdd, adj. som kan gaae alene (især om Børn). Helg.
eingꜳng, engang; s. Gꜳng.
eingjengd’, adj. (egentlig: som gaaer alene), om Traad: enkelt, ikke tvunden. B. Stift.
einhendt’, adj. eenhaandet. (Sjelden).
einhøg, adj. om Huse: een-etages, som kun bestaaer af eet Stokværk (modsat: tvihøg). Tell.
einige, adj. pl. enige (= samde).
Eining, (m.) kun med i: i Eining ɔ: i eet væk, stedse, uophørlig. Indr. Ellers: i Einingen (Ørk.), i Einingꜳ (Fosen), i Einingo (Sogn). Ellers hedder det: i eine, einne, og eino (Voss,
