(Eintrøding), Eintrø’ingje, m. et selvraadigt Menneske; En som kun gaaer sin egen Vei uden at høre Andres Raad. Hard.
eintynt’, adj. om en Gaard, som kun bestaaer af eet Brug, eller er indrettet for en enkelt Huusholdning. Sdm. Af Tun.
einvikt, adj. om en Hest, som jævnlig vil dreie til den ene Side. Tell.
einvis (ii), adj. selvviis, som ikke vil høre Andres Raad. (Sjelden).
einvorig (aab. o), adj. eenfoldig. Sogn.
einøygd, adj. eenøiet. Ogs. einauga.
Eir, n. Er, Kobberrust. (G. N. eir).
eira, v. n. blive eret (irres). I Rbg. hedder det ogsaa: eirka.
eira, v. a. fordøie, taale, have godt af. Han æt’e meir hell ’an kann eira. Nhl. Hard.
Eise, f. Ildsted, især paa aaben Mark. Tell. (s. Elta). Jf. Esja; ligesom dansk Esse og Svensk ässja, Arnested. — eisa er et af Ildens Navne i Skalda.
eismall, adj. eenlig, alene. Rbg. Tell. Hard. Sogn, Hall. Vald. Lyder ogsaa: eisemall’ (i femin. eisemoll), eisemadle, eisemadde. En Variation einsamall for einsaman (alene) findes i islandske Skrifter; men „eismall“ synes dog snarere at være et andet Ord.
Eista, n. Testikel. (Isl. eista). I Sdm. er Ordet femin. og bemærker: Testikelpungen.
eit, el. eitt: et; s. ein. — ’ti eitt: i eet væk, uophørlig; s. Eining. — eitt før: noget før, en Stund tidligere. Han torde eitt mindre: han turde lidt mindre, han var nok ikke saa dristig. (Stærk Betoning paa eitt). Nordre Berg.
eita, v. n. bruges i en stor Deel af Landet for: heita ɔ: hedda, kaldes. — Eite, n. — Navn, Benævnelse; s. Heite.
Eitel, m. Kjertel. Alm. I Helg. Eitꜳl. (G. N. eitill). Fleertal: Eitlar; nogle St. Esla, og Elsja. „Dæ trutna upp Eitlanne“, siges naar man føler Ømhed og Hævelse i Kjertlerne, især under Axlerne. — Eitlebrot, n. en Kjertelsygdom. Sdm.
eiten (adj.), bruges i Tell. omtrent ligesom „salig“, naar man nævner En som er død; f. Ex. Han Far eiten (min salig Fa’r). Han Olav eiten. Ho Mor eiti. I samme Betydning bruges eiten i en af de svenske Dialekter (Gotland). og ligesaa Isl. heitinn, som ellers betyder: nævnt eller kaldet.
ei-tid (ei-ti), en Tid, engang, fordum. Jf. eileis, einstad.
eitkvart, et eller andet. S. einkvar.
Eitr (Eit’er), n. Edder, Gift. G. N. eitr. sputra Eitr: sprude Edder (om Slanger). Hertil adv. eitrende, ligt Edder; f. Ex. eitrende kvast ɔ: skarpt som Edder.
Eitreblꜳsa, f. og Eitrepose, m. Benævnelse paa meget hidsige og arrige Dyr; undertiden ogsaa om Mennesker.
Eitremaur, m. et Slags Myre (Formica rubra), bekjendt af dens smertelige Stik.
Eitresmog (aab. o), et ondartet Udslæt i Ansigtet. Nordre Berg.
Eitresnø, m. haglformig eller kornet Snee. Sdm. (Som det synes, forestiller man sig Edder i Form af smaat Frø eller Pulver; man siger saaledes ogsaa: eitrende smꜳtt).
eit-slag (etslag), noget, et eller andet.
eit-tak (ettak), en Stund, noget længe. S. Tak.
Ekkja, f. Enke. S. Enkja.
Ekkje, n. Spor efter Kjøreredskaber, og efter Skier. Nordre Trondhj. A. Hjulekkje, Sleaekkje, Ski’ekkje. (Jf. Far, Lꜳm).
eksa, v. n. (e—te), skyde Ax. Byggjen ekse godt (skyder vakkre Ax). — Næsten almindeligt.
Eksing, m. Ax paa Byg og Rug.
ekst, adj. udskudt i Ax. Jf. storekst, smꜳekst. Ogsaa: modig, fyrig, heftig; (som maaskee egentl. er: egst, af eggja).
El (ee), n. Iling, Byge. G. N. él. Meget udbredt (Tell. Jæd. Sdm. Gbr), dog sjeldnere end Eling. — Att-i eit stort El kjem eit stort Upplysse (Sdm.): efter et stort Uveir kommer et meget godt Veir.
ela, v. n. (a—a), falde i Byger eller Ilinger. Dæ ela vest-yve: der viser sig en Iling i Vest. Jf. elsꜳr.
Elbjørsminne, s. Ølbyrsminne.
Eld, m. Ild. (Udtales nogle St. Ell). G. N. eldr. Jf. Verme og Ljos, som ofte bruges i samme Betydning. — sitja imillom tvo Eldar: være i en vanskelig Stilling, møde Uleilighed paa begge Sider.
elda, v. n. og a. (a—a; eller mest alm. e—e, og Imperativ eldt), 1) v. n. ilde, gjøre Ild, f. Ex. i en Ovn. 2) ophede eller bearbeide ved Ild. elde ein Ljꜳ: gjøre en Lee blødere ved Ildning. Undertiden ogsaa om at banke eller ælte. elde Leir (Sdm.).
elda, v. n. (e—e), grye, lysne af Dagen.
