Dæ elde fyre Dag (naar den allerførste Lysning af Dagen viser sig). Sdm. Isl. elda.
elda, v. n. (a—a), svie, smerte (om Halsbrynde, og Kvalme for Brystet). Ørk. Fosen. 2) plage, hænge ved (om Sygdom); vel egentlig ulme. Shl. (see alda).
Elda, f. Ælde, Alderdom. (Sjelden). Hertil: eldegamall, adj. ældgammel.
eldast, v. n. (pr. og impf. eldest), ældes.
Elde, n. 1. 1) Yngel, Afkom. Helg. Indr. Af ala, v. a. (Isl. eldi, Foster). 2) Art, Race, Slægt. Helg. S. Eldesfe. 3) Mængde, Mangfoldighed, stor Hob. Voss. I Hard. Old.
Elde, n. 2. Halsbrynde. Gulbr. Jf. elda og Elding.
elder (eldr), conj. 1) eller. Anten denne elder hin. Hedder ogsaa: elde Sdm. og fl.), eld, ell (Gbr.), helder, helde, helle, hell (i de sydlige Egne). G. N. eða, eðr. 2) end. F. Ex. Han æ større elde denne. Mere alm. end „enn". (G. N. enn).
Eldesfe, n. Kvæg som er tjenligt til at tillægge Yngel af. Oftere Eldeskryter, n. Ei go’ Eldesmærr: en Hoppe som har gode Føl. Ein go’ Eldessau’: et Faar som har trivelige Lam. Fosen, Helg.
Eldfan, f. Ildfnug, Falaske. Helg.
eldfim’ (aab. i), adj. let at tænde, som let fænger Ild. Søndre Berg. (Isl. eldfimr).
Eldfjom, n. Ildfnug; s. Fjom.
Eldføre, n. Fyrtøi. Sdm. og fl.
Eldgagn, n. (Fl. -gogn), Kogeredskab; Kjedel, Gryde. B. Stift. (Isl. eldsgögn).
Eldhus (Ellhus, Ellus), n. et Huus som kun er indrettet til Kogning og anden Brug af Ild. Jf. Størhus.
Elding, f. 1. Ildning; ogsaa = Eldsmꜳl.
Elding, f. 2. Halsbrynde, Kvalme for Brystet. Tell. i Formen: Elling, som ogsaa nærmer sig til elgja, v. n. I Gbr. Elde.
Elding, m. Lyn, Lynglimt. Helg. Ørk. Ndm. Sdm. Gbr. og fl. — (G. N. elding). Ellers Lysing, Byrting og fl.; s. Ljon.
Eldjarn (Elljønn), n. Ildstaal, Fykstaal.
Eldkvende, n. Spaaner til at tænde Ild med. Guldbr. S. Kvende.
Eldsmerkje, Dueurt (Epilobium). Østerd.
Eldmyrja, f. Emmer, hed Aske med Gløder; ogsaa Ildfnug eller let Aske paa brændte Sager. Temmelig alm., men hedder paa nogle St. Eimyrja (Sogn og fl.). Isl. eimyrja; Sv. eldmörja. Jf. Esja, og Falskje.
eldre, adj. (compar.), ældre. — Superl. eldst (elst). Jf. Alder, og Angels. ald, gammel.
Eldljos, n. Ildlys, kunstig Belysning; i Modsætning til Dagslyset. I Gbr. Eldsjos; i Ørked. Eldsjøs; i Sdm. Eldsljøs.
Eldsmꜳl, n. en Ilding; saa meget Ved som brændes paa een Gang. B. Stift. I Tell. Eldsmæle.
Eldstad, m. Ildsted; den Deel af Arnen, hvorpaa Ilden brænder. Jf. Bæd.
Eldsteiste, m. en Æske eller Kasse af Jern til at bære Ild eller Gløder i. B. Stift.
eleg’ (ee), adj. daarlig, slet, usel. Sdm. Dæ va so ele’ so dæ kunna (saa daarligt som det kunde være). Jf. Sv. elak.
elemillom, imellem Ilingerne.
Ele-ve’r (veer, vær), n. afvexlende Ilinger og Opholdsveir. I Tell. Elevæ. Elg (Ælj, Alg), m. Elsdyr. (G. N. elgr). — Elgukse, m. Han-Elg. Elgskolla (Elskolle), f. Hun-Elg. Østerd. Elgshud (Elshu), f. Hud af et Elsdyr.
elgja (elja), v. n. (a — a), væmmes, følge Kvalme, være nær ved at kaste op (= igla, ila). Nhl. — Isl. elgja.
elgjen (eljen), adj. vammel.
Elhove (ee, aab. o), n. et Stykke af en Regnbue (naar kun den ene Ende af Regnbuen viser sig). Stavanger.
Eling (ee), m. Iling, Byge med Regn eller Sneefald. Alm., men hedder i Tr. Stift Æling, hvilket i Ørk. ogsaa betyder: Stund, Tid, Overgang. Jf. Skur, Rid.
elja, v. n. see elgja.
Elje (eller Elgje), f. langt og tætvoxet Græs (især om stivnet Græs, som har staaet Vinteren over). Nordre Berg. Jf. Fonne.
ellest, adv. ellers. Nogle St. hellest, og helst. G. N. ellegar, ella. Sv. eljest. (Jf. annast).
elleve, Talord: elleve. Nogle St. øllove, ølløv; i Sæt. eggjuge. G. N. ellifu.
Elling, f. s. Elding.
El-rov (ee, aab. o), n. Opklaring, Skyernes Adspredelse efter en Iling. Sdm.
el-sꜳr, adj. regnsvanger (om Luften, naar en Iling viser sig i Horizonten). B. Stift.
elsblakk, adj. hvidgraa; s. ulvsblakk.
Elshud, og Elskolle; s. Elg.
Elsk (Ælsk), m. det at man elsker eller holder af noget. leggje Elsk pꜳ ien
