Ting: fatte Tilbøielighed til. Helg. Ogsaa i Ag. Stift.
elska (ælske), v. a. (a—a), have Lyst til, finde Behag i; ynde, elske.
elskjen, adj. som ynder eller finder Behag i noget. Især om Dyr, som holde sig til Menneskene og synes vel om deres Kjærtegn. Helg. Tr. Stift.
Elskug, el. Elskog (for Elskhug), m. Elskov. (Sjelden). — Elskuggꜳve (el. Elsko-gꜳve), f. Gaver som En giver sin Kjæreste. S. Fystegꜳve.
Elta (el. Eldta), f. Ildsted paa aaben Mark; Arnested imellem en Kreds af opreiste Stene. Sogn, Tell. (Maaskee for Eld-to).
elta, v. n. (e—e), 1) forfølge, løbe efter En. G. N. elta. Ogsaa: jage, drive bort. Rbg. Tell. 2) v. n. traske, gaae meget eller idelig. Ein bli sꜳ trøytt’ av dæ ein elter ꜳ gjeng’e. Rbg.
Elting, f. Jagen, Løben efter noget.
elut (el. elette, af El, n.), adj. om Veiret, naar Ilinger og Opholdsveir afvexle. Lidet brugl.
Elv, m. Alf, en af Ellefolket. Forekommer i Tell. med Fleertal Elvir, men hedder ellers: Alv. — hertil Elvabelte, n. og Elvanævr, f. Trøske-Lav (= Alvnævr). Sogn, Tell. Maaskee ogsaa Udtrykket: Elva Tøv ɔ: Fabel, urimelig Historie. (Voss).
Elv, f. (Fl. Elva, r), Aa, Flod. Mest i B. og Tr. Stift, hvor „Aa“ ikke bruges. Sv. elf. Hertil: Elvabar(d), m. Aabred. Elvafar, n. Flodleie, Aaløb. Elvaos, m. Elvemunding. Elvastraum, m. Aastrøm (ved Mundingen) og fl.
Elvakall, m. 1) et Slags Larver som ligge indhyllede i Sand i Elvene. Sdm. o. fl. 2) Strømstæren (Cinclus). Sogn og fl. Andre St. Fossekall.
Elvanekk, m. s. Nekk.
elva-røytt’ adj. om Skind, som er rødet i en Elv. See røyta.
Elvaskjæl, f. Flodmusling, Perlemusling.
Elvestø, f. Aabred. (Østd.). S. Stød.
Elvvokst (og Elvvoks), m. Vandflom, Elvenes Opvoxen. Guldbr.
Embær, m. Spand; s. Ambar.
embætta, v. n. (a—a), sysle, bestille eller have Tilsyn med noget. B. Stift. 2) give Kvæget Foder; ogs. malke. Nhl. Yttresogn, Sfj. hvor det ogsaa hedder: ambætte. Isl. embætta (jf. ambátt, Tjenestepige).
Embætte, n. 1) Syssel, huuslig Forretning; Tilsyn (især i Gjæstebude). — 2) Embede, offentlig Bestilling. Nogle St. Ambætte. G. N. embætti.
Embættesfolk, n. Bestillingsfolk; de som have Tilsynet eller Opvartningen i et Gjæstebud, især i et Bryllup (Brudesvende, Brudepiger o. s. v.). B. Stift, Tellemarken.
embætteslaus, adj. fri, uden Bestilling.
Embætting, f. Tilsyn; Kvægets Fodring o. s. v. see embætta.
Emmel (Æmmel), m. (Fl. Emla), Strimmel, Kant, paa Klæder. Nhl.
emmen, s. æmen.
emna, v. n. (a—a), samle Materiale og tilberede samme, tildanne et Emne. (Isl. efna). Han emna paa et Hjul: han tilhuggede Træer til et Hjul. I Sdm. ømna.
Emne, n. Stof, Materiale; det hvoraf noget bliver gjort. Alm. Hedder ogsaa: Ebne (ved Bergen), og Ømne (Sdm.). Sv. ämne; G. N. efni. Stav-emne: et Stykke Træ at gjøre en Stav (Stok) af. Knivsemne: Jern til en Kniv. Jf. Leivsemne, Bestemne, Huveemne. Ogsaa om Dyr og Mennesker med Hentydning til hvad de kunne blive; saaledes: Hest-emne og Øykjemne (om et Føl), Mannsemne (om en Dreng), Kꜳneemne (om en Pige). Med Betydning af: Kræfter, Anlæg, Evne, — hedder det sædvanlig: Evne.
Emneløysa, f. Mangel paa Emne.
Emne-tre, n. og Emnevid (-ve), m. Gavntømmer, Træ hvoraf enkelte Redskaber kan gjøres.
emnevand, adj. kræsen med Hensyn til Emne.
emse, s. imis (imse).
en, s. enn og ein.
enda, v. n. (a—a), ende, holde op med noget. (Sjelden). Heraf part. enda: endt, sluttet. endast, v. n. slutte, faae Ende.
enda, adv. (el. en Kasus af Ende), overende, omkuld. Hard. Han datt enda (faldt omkuld), kanta enda. S. ende.
endꜳ, see under: enn.
ende, adv. ret, lige. Søndenfjelds. Han sprang ende fram ɔ: han løb lige frem, ret fremad. Gbr. (Jf. att-ende). Da sto ende upp i Luft’i: ret opad. Tell. (Sv. ända).
Ende (Ænde, Ænne), m. 1) Ende, Slutning, Ophør. 2) yderste Deel, Spids, Ende. 3) Stump, Stykke; f. Ex. Tog-ende, Fjøl-ende, Kjepp-ende. — Ꜳ Ende: paa Enden, opreist, op og ned. Hꜳr’a sto ꜳ Ende: Haarene havde reist sig. Derimod: Hus’e sto ꜳ
