Ende: Huset var ganske forstyrret (som om det var endevendt). Sdm. — Fyre Ende (for Ende): efter Rad, heelt igjennem, uden Undtagelse. Gbr. Sdm. — Til Endes: til Ende. (Forudsætter den gamle Form: endir).
enbdebogjen (aab. o), bøiet i Enden.
endelangt, adv. heelt igjennem, fra den ene Ende til den anden. Rbg. I Hard. og Voss: endelangs (-lꜳngs).
endelaus, adj. uendelig. — endelaust, adv. om en overordentlig Langvarighed; f. Ex. Han bidde so endelaust lengje.
endelege (-le), adv. 1) endelig, omsider. (Sjelden). 2) nødvendigt, uomgjængeligt. Du mꜳ endele’ koma.
Endelykt, m. Ende, Udfald. Hard. Shl. Sdm. og fl. (G. N. endalykt). Af det forældede luka, at slutte.
Endeløysa, f. 1) Uendelighed; overordentlig Længde; 2) Noget som er overmaade langt; saaledes om en Vise, som altid faaer nye Tillæg, saa at man ikke veed Ende paa den. Kaldes ogsaa „Endelause-Visa“. (Sogn og fl.).
Endemerkje, n. det Punkt eller Maal hvortil en Ting strækker sig.
endereisa, v. a. sætte paa Enden.
endestøyta, v. a. støde noget afsted med Enden eller Spidsen foran.
endig’, aj. flittig, travl, som vil have det snart færdigt. Sdm. Jf. onnig.
Endr (Ænd’er, Ænd’re), s. Ꜳnd.
endr (ænder), om en Gjentagelse til visse Tider. (G. N. endr, atter). Bruges i Helg. Sdm. Shl. Tell. og fl. i følgende Talemaader: „endr ꜳ ein“ ɔ: en og anden, nu en og nu en anden. Sdm. Ligesaa: endr ꜳ einkvann. Helg. — „endr ꜳ Gꜳng“: en og anden Gang. Gbr. (I Sdm. ogs. enders ꜳ Gꜳng). „endr ꜳ dꜳ“: af og til, en og anden Gang. Shl. Tell. (Jf. Isl. endr og sinnum).
Endskap, m. Slutning; endelig Afgjørelse.
Eng, f. (Fl. Engja, r), Eng. I B. og Tr. Stift kun om den gode og dyrkede Eng nærmest ved Husene; andre Steder om den indhægnede Mark i Almindelighed (= Bø, Jore). Nogle St. i Sammensætn. Engja, som: Engjagras, n. nogle af de almindeligste Græsarter, især af Agrostis og Poa. Engjahævre, f. Bunke (Aira). Sdm. Engjakall, m. Skjaller (Rhinanthus). Hard. Tell.
Engjel, m. (Fl. Engla, r), Engel.
Engslætte, n. Høslæt paa den meest dyrkede og græsrige Eng. B. Stift.
Engspretta (og Engjasprette), f. Græshoppe. Hard. Sdm. og fl. Ellers: Grashopp, Slipar.
enka, udmærket; s. einka.
enkel, adj. enkelt. Bedre einfald.
Enkja (Ænkje), f. Enke. I Sogn, søndre Berg. og Ryfylke hedder det: Ekkja. G. N. ekkja. (Vel egentl. Einka).
Enkjemann (Ekkjemann), Enkemand. — Enkjemanns-høve, n. Kvindfolk som passer for en Enkemand; en Pige som er noget til Aars. Ligesaa: Enkjehøve, om Mandfolk.
Enkjesæte (Ekkjesæte), n. Enkesæde.
enn (en), conj. og adv. 1) end (i Sammenligning). Han æ større enn hin. — Hedder paa mange Steder: elder, elde, ell, hell. (G. N. enn). 2) endnu, endda; f. Ex. Enn har ikj’ eg set han (endnu har jeg ikke seet ham). Helg. 3) end, hvad, men hvad (i en Paamindelse om noget som ikke har været omtalt). „Enn han dꜳ?“ men han da, hvad skal man sige om ham? — „Enn um eg fekk inkje“: hvad om jeg nu intet fik, sæt at jeg fik intet. Alm. Det gamle enn betyder men.
enndꜳ (endꜳ), 1) endda, endnu. Nogle St. ennꜳ; i Voss: endꜳne. (Isl. ennþá). 2) endog, endskjønt. Han æ stærk’, endꜳ han æ liten. (Ellers: fyre di; um endꜳ, og fl.). 3) endog, endogsaa.
Enne, n. Pande, Forhoved. Hall. (G. N. enni). Ellers: Skalle.
enten (entel), s. anten.
Eple, n. 1) Æble. G. N. epli. Hertil: Æpleblom, m. Abildblomst. Eplehagje, m. Æblehave. Eple-tre, m. Æbletræ (s. Apall). — 2) for Jor-eple ɔ: Poteter. Kr. Stift, Hall. Vald. Gbr. Hertil: Epleꜳkr (Potetager), Epleflus (Potetskal), Eplegras, Eplekjellar og flere.
erga (ærge), v. a. (a—a), ærgre, opirre. erga seg: ærgre sig. Af arg.
ergast, v. n. ærgre sig, harmes. Nogle St. argast.
ergeleg (ærgele), adj. ærgerlig, fortrædelig (om Begivenheder, ikke om Personer).
Ergelse (Ærgels), n. Ærgrelse.
Erkn (Ærk’en), n. en Art store Sælhunde, som kun træffes yderst ved Havet. Haverkn. (Sdm. og fl.). I Nordlandene forekommer Formen Ertne, el. Ært’en. (G. N. erkn, orkn). Ogsaa om en uhyggelig, vranten Person. Eit gamalt Ærkn.
Erla (Ærle), f. Erle (Fugl). I Tell.
