Lin-erle. Et andet Navn er Ringla (Indr.).
Erm (Ærm), f. Ærme. Fleertal: Erma, -r (dog ikke alm.). — ermeskjorta (ærmesjortꜳ), adv. med bare Skjorteærmer, uden Trøie.
Ermekragje, m. Linning paa Ærmer.
Ermestaup, n. Ærmehul, Ærmegabet eller Skuldersømmen paa Klæder. Nordre Berg. og Tr. Stift.
erta (ærte), v. a. (a — a; eller: e — e), drille, tirre, gjøre vred. I Tell. ørte. Jf. reita, øle, øva. (G. N. erta).
Ertar, m. en Driller, En som gjerne tirrer og ophidser Andre. Ogsaa: Ertekjepp, m. og Ertestikka, f.
erten, adj. drillende, tilbøielig til at tirre og ophidse. (G. N. ertinn).
Erter (Ært’er, Ærtr), f. (Fl. Ertre, el. Ert’er), en Ert. Nogle St. Ært, Ætr, Ætt’r. (G. N. ert). Ertreblom, m. Erteblomst. Ertreskolma, f. Ertebælg.
Ertn, s. Erkn.
Erv (Ærv), m. Jærv, Fielfras. Voss, Tell. og fl. I Voss oftere: Bjønn-erv, Bjønsærv. Andre St. Jarv.
erva (ærve), v. a. (e — de), 1) arve, faae i Arv. G. N. erfa. 2) gjemme, huse i lang Tid; især om at mindes Fornærmelser længe, nære Had imod En. B. Stift. Han ærve da længie, nꜳr ein ha’ gjort han noke til ɔ: han glemmer det ikke saa snart, naar En har fornærmet ham.
Erve, n. Sammenkomst i Anledning af Et Dødsfald; Arveøl, Gravøl. Nhl. (G. N. erfi).
Ervedrykkja, f. og Erveøl, n. Gravøl, Gjæstebud efter Ens Jordefærd. Nhl. Jf. Sjaund, Likveitsla.
Erving, m. Arving. G. N. erfingi.
Esja, f. 2. Aske med Gløder (= Eldmyrja). Jæd. (Maaskee Eskja?). — Jf. det tellemarkiske Eise; dansk Esse, Sv. ässja, Arne.
Esja, f. 3. a) en Steenart, som let lader sig tilhugge og kløve i Skiver. Hard. b) en meget blød og tildeels fedtagtig Steenart, som især bruges til Ovnsrør og til Blæserør i Smedjer (Avl). Helg. I Namd. Hesja, Hisje. Hertil: Esjeberg, n. Klippe af denne Steenart. Esjerøyr, Ovnsrør af samme. Til det hardangerske Esja hører: Esjumark, f. Jord, som er opfyldt af hiin Steenart, og som derfor skal være meget fruktbar.
esja, v. n. (a—a), gjæres, opsvulme ved Gjæring. Shl. Nhl. Ellers: æsa.
Esjeberg (i to Betydn.), s. Esja, 3.
Esl, n. s. Etl. — esle, v. s. etla.
Esp, f. s. Osp.
Ess, m. Esset i Kort; ogsaa S (Bogstav).
eta (æte), v. n. (et’; ꜳt; ete, eller ite), 1) æde, spise. Almindeligt, ligesaavel om Mennesker som om Dyr. Eg sat ꜳ ꜳt. Eg heve ete (el. ite, med aab. i). G. N. eta. 2) tære, grave, udhule; f. Ex om Vandet. 3) gnave, skrabe, krille (som grove Klæder, Haar, Insekter). — Infinitiv hedder mest alm. eta (med lukt e); i B. Stift: æta og æte; i Ørk. øtꜳ; ellers i Ørk. og Indre. ꜳtꜳ (hvilket forudsætter aab. e i eta). Heraf: Ꜳt, Ꜳta.
etande, adj. spiselig, som kan ædes.
Etar, m. 1) spiser; f. Ex. ein liten Etar ɔ: En som spiser lidet; 2) en Æder, Fraadser.
eten, adj. 1) spisende. I Sammens. som: storeten, snareten, seineten. 2) partic. spiist, opædt. Hedder ogsaa deels æten, deels iten (med aab. i).
Eting (Æting), f. Spiisning, Æden.
Etl, n. Krop eller Aadsel, som udlægges til Lokkemad for Rovdyr. Hedder: Etl, el. Ett’l (i de sydvestlige Distr.), Esl (nogle St. søndenfjelds), Eltj eller Elst (nordenfjelds). Maaskee egentlig: Etsel. (Jf. Ꜳt).
etla (esle, elsje), v. a. (a — a), 1) bestemme, beslutte, agte at gjøre noget. Eg hadde etla meg dit: jeg havde bestemt mig did. Eg etla meg te gꜳ: jeg agtede at gaae. Næsten alm. (G. N. ætla). 2) tilstaae, tiltænke, bestemme noget for En. Han hadde etla meg dæ: han havde tiltænkt mig det. 3) dele, uddele, især Mad. Meget udbredt. Paa Jæderen siges „atla“ om at uddele Foder til Kvæget.
Etla-vor (oo), m. en Portion, en bestemt Deel, især af Mad. Sogn. S. Vor.
Etling (Elsjing), f. 1) Bestemmelse; 2) Uddeling; 3) en bestemt Deel.
ette, præp. (med Dativ), efter. Nogle St. søndenfjelds: etter; men mest alm. itte (med aab. i). G. N. eftir. (Jf. att, og atte). Bruges med Begreb af: 1) en Følge i Rum eller Tid (efter Verberne ganga, fylgja, koma og fl.). Som conj. efterat, siden. — 2) en Lettelse, Gunst, Føielighed. Dæ halla ette: det hælder nedad, det tyngste er forbi. Jf. skuva, giva, lꜳta ette. — 3) en Læmpning, Efterligning, Overeenstemmelse. laga seg ette: læmpe
