Skjær ved Havkanten. Berg. og Tr. Stift.
fallig, adj. bekvem, passende. Nhl.
Fallreip, n. Faldreb (paa Fartøier).
Fallve’r, n. s. Fellever.
falma (bedre falna), s. folna.
falsk’, adj. falsk. (Femin. i Sætersd. folsk).
falska, v. a. (a — a), forfalske.
Falskje, m. Fnug, Falaske; den lette og støvagtige Aske som ligger tilbage efter nylig brændte Sager, og som let lader sig bortblæse. Shl. og Stav. Amt. Hedder ellers: Falkje (Shl.), Foskje, og Fꜳskje (Tell. Rbg.), Fausk (Hard.); derimod Fal (ved Kristiania), Fan (Tr. Stift), Fꜳn (Gbr.), Fjom (Sdm. Sfj.), Fjukr (Sogn). Jf. Sv. falnor; Isl. fölskvi, föl og funi.
Famn, m. (Fl. famne, r), Favn, især som Maal. (Jf. Fang). Heraf femna.
Famnemꜳl, n. Favnemaal (til Ved).
Famnevid (-ve), m. Ved som udsælges favneviis. Jf. Knippevid.
Fan, f. et tyndt Dække af Fnug, Støv, Riim eller Snee. Helg. Især Fnug, Falaske paa Kul. Ørk. Ndm.
fana, v. n. udstrøes, udsprede sig, ligesom Støv; især om Sneen, naar den falder meget tyndt. Helg.
Fanar, m. Hornkvæg, Storfæ. Nhl. Paa Helg. derimod: Fana, m. om baade Storfæ og Smaafæ. — I Ørk. Fana, kun om Smaafæ. Ligesaa: Fænar, i Mandal; og Fænꜳr i Rbg. om Smaafæ (Faar, Gjeder). Det nordhordlehnske Fanar faaer i Sammensætning et tilføiet a, saaledes: Fanara-beist, n. en Ko eller Oxe. Det helgelandske Fana bøies som svagt Maskul. og faaer altsaa i Dativ o, f. Ex. ꜳt Fano, mæ Fano (i Vefsen). Vel egentlig en Variation af Fenad.
fanast, v. n. blive til Støv eller Fnug. Helg. Dæ fanast burt.
Fan’en (Fan’), Fanden. (G. N. fiandinn). Andre Navne ere: Bøvel, Poker, Tykjen og fl.
Fang, n. 1. 1) Favn, Arme (forsaavidt noget indesluttes i samme). Alm. men hedder i B. Stift Fꜳng. taka i Fangj’e: tage i Favnen, gribe om. giva ein Fangj’e: omfavne En. 2) Skjød. Ho tok Ba’ne pꜳ Fangj’e. (Isl. fáng). 3) en Favnfuld, s. Fangan. — Den abstrakte Betydning: Omgriben, Omarmelse, — forekommer sjelden; f. Ex. Han fekk eit godt Fang.
Fang, n. 2. Forraad, Materialier. Husfang, Gjærefang, Byggjefang (Søndenfjelds). Ogsaa: Redskaber. Kun i Sammensætning. Trefang, Jarnfang (Jønnfang); jf. Tilfang. Mere alm. I B. Stift: Fꜳng. (Isl. föng). Jf. Verkje.
Fang, n. 3. faldende Syge, Slag. Søndenfjelds. I B. og Tr. Stift: Nedfallsott, i B. Stift ogsaa: Begaving.
fanga, v. a. (a — a), 1) gribe eller omfatte med Armene. Helg. og fl. fanga Høy: samle Hø ved at optage det i Favnen. 2) fange, tage fast. I Berg. Stift: fꜳnga. Heraf adj. fanga’: fangen, fastsat.
Fangan, n. et Byrde, Favnfuld, saa meget som man kan bære i Favnen; f. Ex. af Ved eller Hø. Ordet er almindeligt, men har oftest en anden Form, nemlig Fang (i Kr. Stift og flere St.), Fꜳng (i søndre Berg. og Sogn), Fꜳngan (Sfj. og Sdm.), Fanga, n. (Vald. Guldbr. og fl.). Isl. fáng; Sv. fång. Formen Fanga har i Fleertal: Fango (ligt de Neutrer som ende paa a).
Fangehus (Fꜳngahus), n. Fængsel.
Fangje (Fꜳngje), m. en Fange.
Fangskinn, n. Skjødskind.
Fangtak, n. Bryden, Kamp, hvori de Stridende holde Hænderne omkring Ryggen paa hinanden. Alm. (I B. Stift: Fꜳngetak).
fangtakast, v. n. omarme hinanden; brydes i en saadan Stilling.
Fann, f. Sneemasse; s. Fonn.
fannende, adv. som Snee. fannende kvitt: sneehvidt. (B. Stift).
Fannfar, n. Spor efter et Fjeldskred. Smf. Ogsaa: Fonnfar, s. Fonn.
Fant, m. 1) en fremmed Person, et Mandfolk med fremmed Klædedragt og Sprog. Jf. Fenta, f. Mest i Fjeldbygderne søndenfjelds. I Tell. og Hall. ogsaa om fornemme Folk el. Byfolk i Almindelighed; men sjelden om fremmede Folk i Bondedragt. — 2) en Landstryger, forløben Karl; især om Tatere eller lignende omstreifende Folk. Alm. I B. Stift: Fante. — Ogsaa ofte: en forarmet, ruineret Person, en Prakker. Han vert upp i Fant (B. Stift): han bliver til en Prakker. — 3) en Skalk, et listigt, mistænkelig Menneske. Deels med et stærkere Begreb af Ondskab; deels ogsaa (især i B. Stift) om en Pudsmager, en lystig Skalk; jf. fantast og Fanteri. I Gammel Norsk betyder fantr en Ærindsvend eller Tjener; lignende Betydning har ogsaa det Frisiske fent; hvorimod det hollandske
