til Skriftsprogets Vokalforhold, at man vanskelig vil erkjende saadanne Lyd, som afvige derfra. Imidlertid maa det dog bemærkes, at ogsaa Skriftsproget ofte har et Slags Mellemlyd, f. Ex. i de Ord: Sted, net, Skib, Skin, give, Føle, doven, love, Hul, dum, Skyl, Nytte, styrke, og flere, hvilke vi her i Landet udtale med en mere eller mindre aaben Lyd. Naar det nu gaaer an at skrive Skin og Tin (istedetfor Skjen og Ten), da maa det ogsaa gaae an at skrive Bin (Ben) og Sin (Sene); naar vi skrive Kid, og ikke Kjed, da kunde vi jo ogsaa skrive: Lid, Vid, Frid o. s. v. Ligesaavel som man kan skrive: brøsten og fløppen, kunde man ogsaa skrive: boren, storen, stolen. Det er ellers ikke nogen ubrugelig Form, som her er antagen, da nemlig det her opstillede Vokalsystem netop er det, som virkelig bruges i en stor Deel af Landet, især i Bergens og Kristianssands Stift. Betragter man enkelte af disse Dialekter, f. Ex. den tellemarkiske, sognske eler søndmørske, da vil man finde, at Mellemlyden adskiller sig tydelig fra den nærmeste bredere Vokal; Ordet lesa (læse) adskiller sig fra læsa (tillaase), ligesaa Leta fra Læta, Gota fra Gaata, Mose fra Maase, Stul fra Stol, Yl fra Øl, fyre fra føre. Dette er et af Sprogets store Fortrin, som ikke burde opgives; det er herved, at det rette Forhold ved de afledede Ord og Former kan angives, saaledes at Ordets Rodvokal allerede viser, til hvilken Slægt det nærmest er at henføre. Desuden er det jo dette Lydforhold, som stemmer overeens med vort gamle Sprog og med de andre beslægtede gamle Sprog. Det er kun de nyere og mere forvanskede Sprog, hvort de bredere Vokaler have faaet Overvægten, og hvor Ordenes Slægtskab ved Aflyd og Omlyd altsaa er blevet ukjendeligt.
Da der saaledes ere nogle Vokaler, som have to Slags Lyd, blev det i visse Tilfælde nødvendigt at angive, hvilken af disse Lyd et Ord skal have; og dette er i denne Bog skeet ved en kort Antydning ved Siden af Ordet, f. Ex. Dyr (yy) et Dyr, og Dyr (aab. y) en Dør; det forste betegner da, at y skal læses med sin bekjendte lukte Lyd; det sidste betegner, at y skal læses med en aaben Udtale, saa at det nærmer sig noget til ø, uden at gaae over til denne Lyd. Det er her mest nødvendigt at angive den aabne Lyd, og det især i de lange Stavelser, hvor man nu, efter Vanen fra Skriftsproget, er saa tilbøielig til at bruge den lukte Lyd. Skriver jeg, for Exempel, det Ord „biten“, ɔ: bidt, da ville de Fleste uden Tvivl læse det med lukt i (bitten), og det bliver da et andet Ord, som nemlig betyder bidst. Lignende Exempler ere: lita, liva, Lin, Ris, Nøt, Rot, tøra, Lut, Skut, Skur, — hvor nemlig de Allerfleste ville først falde paa at læse Vokalen med den lukte Lyd, som den har i Alfabetet og i Stavningen. Det skulde derfor være høist ønskeligt at have en Accent eller et vist Tegn for den aabne Lyd, nemlig i de Tilfælde, hvor den lettest kan forvexles med den lukte Lyd. Et saadant Tegn havde jeg ogsaa tænkt at bruge, som man kan see af den føromtalte Plan for Ordbogen. Denne Betegningsmaade har imidlertid en stor Hindring imod sig, nemlig den, at der i Udgaverne af de gamle Skrifter bruges en ganske modsat Betegningsmaade, da der nemlig kun sættes Accent over den lukte Vokal, f. Ex. rótin ɔ: Roden, til Forskjel fra rotinn ɔ: raadden. (Efter min Plan skulde det sidste skrives ròten eller rŏten). Denne nye Plan vilde altsaa findes besværlig ved Sammenligningen med det gamle Sprog, og den er derfor indtil videre blevet opgiven. — Man vilde her raade til at antage den Betegning, som bruges i det gamle Sprog; men dette synes dog ikke at være tjenligt. For det Første vilde det ikke være saa nødvendigt at angive den lukte Lyd, og der er kun nogle faa Tilfælde, hvori dette vilde være til virkelig Fordeel, saasam ved de Ord: for (foer), sett (seet) og vist (viist). Dernæst
