fos (oo), adj. løs, svampagtig, porøs. Sogn. Hedder ogsaa: fosen (jf. posen, hosen, roven). Hertil føse, v. n.
Foskje, m. s. Falskje.
Foss, m. 1) Fos, Vandfald. Nogle Steder: Fors (Helg. Sdm.). G. N. fors. — 2) Strøm, skummende Bølger. Dæ sto Fossen fyre Bꜳt’a: Baaden gik, saa at Bølgerne skummede for den.
fossa, v. n. (a—a), strømme, bruse og skumme som en Fos. I Helg. forsa.
Fossekall, m. Strøm-Stær (Cinclus), en Fugl som sædvanlig opholder sig ved Elvene og Vandfaldene. Hedder ogsaa: Ꜳkall, Elvakall, Straumhest (Voss), Tussefugl (Sogn).
Fosshogg, m. en liden Fos. Tell.
fossut (fossette, forsꜳt), adj. fuld af Fosser.
Fosta, f. see Fasta.
foste mæ, s. fꜳst. — fost-i, s. fꜳst.
Fostova, s. Fotstøa.
Fostr (Fost’er), n. 1) Fodring, Vinterfodring (= Fodr). Nordre Berg. og fl. 2) Opfostring. (Sjelden). 3) et Foster. G. N. fóstr. I Begrebet Opfostring bruges det mest i Sammensætning og har da almindeligst Formen Foste (oo); saaledes: Fostesꜳn (Fostersøn, Pleiesøn); Fostedotter, ogs. Fostegjenta, og i Tr. Stift Fostvækj(e), ɔ: Pleiedatter. Ligesaa: Fostemor, el. Fostmor: Pleiemoder.
fostra, v. a. (a—a), opfostre; pleie; ogsaa: fodre, give Vinterfoder. Fostra, f. i Betydn. Pleierinde, kun i det sammensatte: Barnsfostra (Bansfostre).
Fostring (oo), f. Opfostring; Fodring.
Fot (oo), m. (Fl. Føt’er), Fod (deels om den egentlig Fod, deels ogsaa om det hele Lem indtil Hofterne). — vera pꜳ Fotom (el. Fotꜳ): være oppe, paafode. Dæ fell’e dær ꜳ Føt’e, ɔ: det bliver der nedlagt; det anvendes eller ødelægges der paa Stedet. Sdm. Te Fots (tefoss): til fods. Han tok te Fotanne, ɔ: han begyndte at løbe, tog til at skynde sig. B. Stift. (Den sidste Form er et gammelt Fleertals Genitiv).
fota, v. a. (a—a), faae Fødder under. — fota seg: faae Fodfæste, komme til at bruge Fødderne. Dæ va slik Is, at ein kunna ikje fote seg.
fota, adj. fodet (jf. føtt). Han æ godt fota: han staaer stadigt (Ørk. og fl.); ogsaa: han har gode Fødder.
fota (aab. o), adj. klædt, bedækket; især paa Fødderne. Tell. (s. fata). Hertil Skofot. G. N. fot el. föt, Klæder.
Fota (aab. o), f. s. Kollfota.
Fotbunad, m. Fodtøi, Sko og Strømper.
Fotefar, n. Fodspor.
Fotefeste, (el. Fotfeste), n. Fodfæste.
Fotefrost, n. Frost paa Fødderne.
Fotefær, f. den Maade hvorpaa man bevæger Fødderne. Kaldes ogsaa Fotebur (aab. u), m. (Isl. fótaferð, fótaburðr).
Fotfjøl (og Fotafjøl), f. Fodblad. Ørk.
fothar, adj. stærk til at løbe. Gbr.
Fothyr, n. Fodtøi. Helg. (S. Hyr).
Fotlag, n. s. Fotefær.
fotmo, adj. træt, mat i Fødderne. Østerd. og fl. (for fotmod).
fotsid, adj. som rækker ned til Foden.
Fotskor (aab. o), f. Fodskammel. Nhl. G. N. fótskör.
Fotslag, n. taktmæssig Gang. „halde Fotslag mæ ein“: holde Skridt med En, gaae efter samme Takt, ligesom i Marsch. (Meget udbredt).
Fotspenne, n. den nederste Ende af en Seng; Fodbræt.
Fotstøa, f. Stavnrum i en Baad; Rummet imellem Stavnen og det nærmeste Knæ eller Tværbaand i Baaden. Helg. Tr. Stift. I Sdm. Fostove (aab. o). sitje i Fostovinne: sidde ved Stavnen. Da det paa andre Steder hedder: Rꜳng, betegner det vel nærmest Tværbaandet; altsaa for Fotstod.
fottlaus (el. fotlaus, aab. o), adj. eenfoldig, tungnemmet. Jæderen.
Fragt, f. Fragt. (Nyere Ord).
frak, adj. fortrinlig, dygtig, som er i god Stand. Helg. og Tr. Stift. Mest med en Negtelse, f. Ex. Dæm æ int frake: de ere ikke synderlig gode. I andre Dial. hedder det: frakk’ (Sdm. og fl.), flakk (Guldbr.), fræk’ (Sogn, Shl.), fræg, el. freg (Nhl.), og spræk (ved Stavanger).
Fraknꜳ, pl. Fregner; s. Frukne.
Fraktor (oo), pl. n. Skrift som ligner trykte Bogstaver (Fraktur). — fraktora, v. n. skrive med saadan Skrift.
fram, adv. frem, fremad; forud. Sædvanlig korttonet, som framm (G. N. framm; Sv. fram). Jf. fremre. Sammensat med Præpositioner betegner det ogsaa: fremme, paa et forud beliggende Punkt; f. Ex. fram mæ Stamnen: forud ved Stavnen. (Jf. att, burt, inn, ut). — Andre afvigende Betydninger ere: a) til et ønsket eller forventet Maal. fꜳ fram, hava fram, sleppa el. koma fram. b) pꜳ Land. setja fram Baaten. c) opad fra Søen eller fra Bygdens Middelpunkt. Meget
