skal det betegne en egen Art Ørred, som kun findes i færsk Vand. Formod. af Agn og eta, v. a.
Agnhald, n. Hage paa en Fiskekrog, bestemt til at holde Madingen fast. S. Agnor.
Agnor, (oo), f. Hage, tilbagevendt Spids paa Siden af Fiskekroge og lignende Redskaber. Mest brug. i Tr. Stift. I Guldbr. Angmor. — Eenstydigt er: Holvor (Tell.) og Agnhald (B. Stift). G. N. agnor (jf. or el. ör, som betyder: Piil).
agnut (agnette), adj. avnet, fuld af Avner.
Agt, f. 1) Agt, Opmærksomhed. 2) Tilsyn, især Kvægets Fodring og Pleie. (= Sti, Stulling, Ambætting). D’æ Agt’a so give Magt’a (Sdm.): det er Fodret som giver Styrken, god Fodring gjør triveligt Kvæg.
agta, v. a. (a-a), 1) vogte, tage i Agt. (Sv. akta). agta seg, vogte sig. agta Badn’e (Nhl.): vogt Barnet! — 2) see til, have Opsyn med (Isl. agta). Tell. og fl. I Særdeleshed: pleie Kreaturene med Foder til bestemte Tider. Sdm. Guldbr. Tr. Stift. Ellers: stia, stjodna, ambætta (B. Stift), stulla, studra, etla (Kr. Stift), stelle, stille, vakte (Ag. Stift). — 3) agte, ændse, skjøtte om. Agta da inkje (Berg.): ænds det ikke. Ogsaa: agte, sætte Priis paa, have Agtelse for. (Sjelden).
agtande(-s), adj. 1) gyldig, efterrettelig. Dæ va ikje agtandes, ɔ: det var ikke at rette sig efter. — 2) om Personer: agtværdig, som man bør agte. Ein agtandes Mann ɔ: en brav, paalidelig Mand.
Agtar-deie, f. Kvindfolk som røgter og fodrer Kvæget. Sdm. og fl.
Agtar-mund, n. den Tid da Kvæget skal have Foder. Tr. Stift.
agtig, adj. omhyggelig, agtsom. I Tell. ogtig; nogle St. passug.
ailet (i Sæt.), s. anderleis.
aire, s. andre. — airesta, s. anderstade.
aka, v. a. (æk; ok [l. ook]; ekje, el. ikje; — dog ogsaa svagt: a-a), 1) flytte, bevæge, skyde fremad; især om en ubetydelig Flytning af tunge Sager. Isl. aka. — aka ein Stein. Han ok seg upp aat Veggjen (Hard.). I Sogn: oka (aab. o); jf. tokka. — 2) kjøre (især paa Slæde). Hall. Vald. Østerd. — 3) skride paa Kjælke. Ag. Stift. Ellers: renna (Tr.), skreia, sigla (B. Stift). løypa, skri’a (Kr.). Heraf: Akar, m. Aking, f. Akebakke, Akeføre o. fl.
Ak-bende, n. Nagle i en Slæde. (Sogn). S. Stavband.
Ake-tre, n. Stang, Kjæp, hvormed tunge Sager flyttes tilside. Ellers: Vaag, Brut.
akjan (atten), s. attan.
Akkeleie (fremmedt Ord), i Hard. Eng-Ranunkel; i Sdm. Aakande (Nymphæa).
Akkjer, s. Ankjer.
akokjert, adv. forkeert, ubeleiligt, hinderligt. Indre Sogn. Uvis Oprindelse.
Aks, n. (Fl. Oks), Ax. Heraf: eksa, Eksing, aveksa, storekst o. fl.
Aksl (Aksel), f. (Fl. Akslar), 1) Axel, Skulder (= Hær). Mange Steder: Øksl (Isl. öxl). — 2) en Bjergknold, Forhøining paa en Fjeldside. Ørk. o. fl.
aksla, v. a. (a-a), 1) tage paa sig, løfte op paa Skuldrene. Tr. Stift (Isl. axla). 2) aksla seg: trække paa Skuldrene. Nhl. (Sv. axla sig).
Al, m. see Adel og Ar.
Al, f. s. Aln.
Al, n. Opfostring (af ala); ogsaa: ungt Kvæg, som skal opfostres (= Elde, Økl).
ala (ale, aalaa), v. a. (æl’; ol; ale), 1) nære, føde, opfostre. Næsten alm. (G. N. ala). Supin. hedder ogsaa: ile, med aab. i. (Sdm. og fl.), ele og æle (Tr. Stift). 2) avle, faae Afkom. Tr. Stift. Dæm ol inga Bonn ɔ: de fik ikke Børn. (Ørk). ala til (ale te), opfostre, lægge til. ala upp, opdrage. (Hertil: Uppal, uppalen).
alande, adj. som fortjener at opfostres.
alast, (ꜳlꜳs), v. n. (ælst; olst; alest, el. elest), formeres, voxe til (om Dyr).
Albog, s. Olbogje. — Albork, s. Alm.
alda, v. n. hænge ved, vedvare. I Sogn om en Sygdom eller Skade. Han ha faatt eit Mein, so vil alda han, mæ han live (han har faaet et Meen, som vil hænge ved ham, saalænge han lever). I Shl. hedder det: elda. Maaskee egentlig: ulme, som Ild. (Jf. Isl. elda).
Alda, f. 1. Bølge (helst om de store og langsomt fremskridende Havbølger). S. Berg. og Nordlandene. I nordre Tr. Øll’, Ølla (for Olda). Isl. alda. Jf. Tungalda, Vaag, Baara. Hertil: Aldedal (Alldal), m. Rummet imellem to Bølger (= Baaredal). Helg. Aldetopp, m. Bølgetop.
Alda, f. 2. Træfrugter, Havefrugter, (Æbler, Kirsebær). Hard. (Islandsk aldin, n.) — Hertil: Aldegar (Aldugar), m. Frugthave (Isl. aldingardr). Aldehagje, m. d. samme. Aldetre (Aldutre), n. Frugttræ. Gram. § 190.
