igner Fnat. Valders. (Udtales Ælveld). 2) Skab og Saar paa Hornkvæget. Nordre Berg. og Sdm. (Samme Betydn. har Isl. álfabruni).
Alvgust, f. en Sygdom, som yttrer sig ved meget smaa Blegner eller Finner paa Huden, og som fordum troedes foraarsaget af Alfernes Pust eller Aande. B. Stift. Hedder ogsaa: Trollblꜳster (Helg.), Ælveld (Vald.). Jf. Gust.
Alvnævr (Alnævr), f. en vis Mosart (Trøske-Lav, Peltigera aphthosa), som har været anvendt til at fordrive Alvgust. I Sogn: Elvanævr, og i Indr. Ølnævr.
Alvskot (Alskot), n. 1) Been-Edder, et Slags Bylder, som foraarsages af Beenskade. Shl. (Ellers: Flisma, Frisma). 2) et Slags Bræk eller Skade indvendig i Lemmerne paa Dyr, hvilket man fordum troede foraarsaget af Alfens Skud. Sfj. Sdm. — Paa Helg. Overgskot.
Alvskot-bein, n. fine naaleformige Been, som undertiden findes afsondrede i Dyrenes Kjød. Voss.
Am (langt a), n. Gnidning, et Saar frembragt ved Gniden. Sogn. (= Gnag, Nogg).
ama, v. a. 1. (a - a), gnide, skure, saare ved Gnidning. Sogn. (= nyggja, skura).
ama, v. a. 2. (a - a), drive, anstrenge, opbyde, sætte i Bevægelse. (Mange Steder, men ikke meget brugeligt). ama seg, anstrenge sig, gjøre sig Møie, udmatte sig. (Shl. Hard. Vald. Øst.). ama upp ein, holde En idelig til Arbeide. (Hard.). ama te, ama pꜳ ein, skynde paa En, faae ham til at gjøre sig Flid. (Tell.). Jf. anna, masa, naukra, trøyta.
ama, v. a. 3. (a - a), amme, opamme.
Ama, f. Amme; Barnepige.
Ambar, m. Spand, Mælkespand, forsynet med Laag og sædvanlig med Hank paa Laaget. Næsten almindeligt (s. Dall), men hedder i Hard. Æmbar, og i Ag. Stift: Æmbær (hvilket i Østerd. betegner et Spand med kun eet Øre). Sv. ämbar. Ang. amber.
Ambo, m. Redskaber, Værktøi. (B. Stift, Gbr. Ndm. o. fl.). I Sogn ogsaa: Hambo, og Handbogje (i Sfj. Andbog, eft. Jensens Glosebog). Isl. ambod, n. Gam. Sv. ambud, andbud.
ambætta, v. n. sysle i Huset; især fodre og malke Køerne. Nhl. Sogn. See embætta.
Ambætte, s. Embætte.
amla, v. n. (a - a), arbeide, slæbe, anstrenge sig med noget (især uden Held). Nhl.
Amling, f. Slæb, Anstrengelse (især frugtesløs).
ampast, v. n. (med: mæ), være besværet, have Møie med noget.
Ampe, m. Besvær, Uleilighed; noget som man er bunden til, eller som man idelig maa see til og sysle med, — især smaa Børn. Ho heve Ampe, siges om en Kone, som har et spædt Barn. Næsten alm. (mangler i de nordligste Egne).
ampe-bunden (bunda, f.), adj. som har et Barn at pleie.
ampelaus, adj. fri, uhindret; som ikke har Børn at pleie. Heraf Ampeløysa, f.
amper (læs amp’r), adj. 1. 1) vanskelig, som volder Møie eller kræver ideligt Tilsyn (om Børn). Ag. Stift. Ogsaa: vrangvillig, egensindig, som sætter sig imod Andres Villie. Guldbr. Ndm. — 2) stolt, overmodig. Sogn. — 3) i neutr. ampert: net, kunstigt, behændigt. Fosen, Inderøen. Jf. meint, sløgt.
amper (amp’r), adj. 2. skarp, bitter af Smag. Sogn. — Sv. amper. Isl. apr. I danske Dial. hamper.
ampesam, adj. om Børn: urolig, vanskelig, som kræver ideligt Tilsyn.
and, en Partikel, som betyder: imod, — bruges kun i Sammensætning; s. nedenfor.
And, f. 1) Aande, Aandedræt. Kun nogle St. i Talemaader som: drage And’a, halde And’a. Ellers Ande. 2) Aand, Sjæl; f. Ex. ei vond And. Isl. önd. Sv. ande.
And (Fugl), s. Ꜳnd.
anda, v. n. (a - a), aande, drage Aande, — anda paa, beaande.
Andadrꜳtt, m. og Andadrag, n. Aandedræt. (Isl. andardráttr).
andast, v. om Døende: udaande, opgive Aanden. (Mindre omfattende end det gamle andast ɔ: døe). Jf. sælast.
Andatak, n. Stønnen, besværligt Aandedræt (i Sygdom). Sdm.
andbært, adj. n. om den Tilstand i Luften, at Aanden eller Uddunstningen viser sig tydelig som en Røg eller Taage. Inderøen.
Ande, m. Aande. (Isl. andi). Vind-ande, et svagt Vindpust.
anderes (ee), adv. bagvendt, forkeert. Voss. Jf. andhæres, og Andøre.
