have gjort. (See anna ovenfor). — Andre Dagjen: den anden Dag (ligesaa: andre Natt’a, andre Aar’e o. s. v.). Dæ høve kvart aurꜳ (Sdm.): det ene passer til det andet. D’æ mangt auro likt (Helg.): der er mangt, som ligner et andet. aurꜳstodꜳ: andensteds, s. anderstade. Jf. anderleis, andersinne.
annan-kvar (i fem. onnorkvar, n. annakvart), hver anden. (Isl. annarrhvörr). S. kvar.
annast, adv. ellers. Han visste da væl, annast hadd’ikje han sagt da. Sogn, søndre Berg. Mere alm. ellest (hellest). Isl. og Sv. annars.
annast, conj. inden, førend, før. (Søndmør). Dæ ver’e længje, annast han kjem’e. Annast han gjore dæ, so va han væl hart nøydd’e, ɔ: naar han kunde bekvemme sig dertil, da maatte Nøden vist være stor.
annast, adj. (?) bruges i Ørkd. i Talemaaden: Han vart annast mæ, ɔ: han kom i en Bevægelse, han ble opskræmt, forskrækket. Jf. ann, adj. og anna, v.
Annegle, s. Andnegle.
annen, s. annan.
Annes, s. Andnes.
annig’, adj. 1) flittig, arbeidsom, travl. 2) skyndsom, iilfærdig, som haster med noget. Voss. Hard. Hall. — Ellers: onnig (Tell. Jæd. og fl.), endig (Sdm.). Jf. anna, v. n.
annsam, adj. 1) flittig, travl; ogsaa meget beskjæftiget, som har meget at udrette. Han va so annsam. (Hall. Vald. Guldbr. og fl.). Eg ha dæ so annsamt: jeg havde det saa travlt. (Kr. St.). 2) besværlig, vanskelig at komme tilrette med; ogsaa: egensindig, tvær, vranten. Guldbr. Valders.
Annsemd, f. Beskjæftigelse; Travlhed, mange Forretninger. Nhl. Sogn. Sdm. Da va slik ei Annsæmd paa han. D’æ so mꜳnge Annsæmdinne (Sdm.): man har saa mange Ting at udrette.
Annsæme, f. Omsorg, Omhu. Ørkd.
anpust, s. andpusten.
Ans, n. Opmærksomhed. gjeva Ans paa, lægge Mærke til. Gulbr. o. fl.
ansa, v. a. (a - a), ændse, lægge Mærke til. (Isl. ansa). I Sdm. ogsaa: ansløgte, hvis Oprindelse er uvis.
ans-imillom, af og til, en og anden Gang, leilighedsviis. Tr. Stift; i Nfj. ansimyllꜳ. Vel egentlig: annars imillom (mellem andre Ting); jf. dessimillom.
Anskop, s. Andskap.
ansleis, s. anderleis.
ansløgte (ændse), s. ansa.
Ansrom, s. Andsrom.
ansvævd, s. andsvævd.
ant, nødvendigt; travlt; hastende, s. ann.
anten, conj. enten. Hedder ogs. antan (Hard.), antin (Vald.), ankjen (Ørkedalen); ellers: enten og (nogle St.) entel. (Sv. antingen; i gam. Norsk: annat tveggja).
Anver, s. Andver.
Ap (langt a), n. Drillerie, Gjækkerie; ogsaa et Spil af Skjæbnen, en Række af Skuffelser eller besynderlige Tilfælde. Berg. Stift. Kaldes ogsaa: Aperi (Apri), n.
apa, v. a. og n. (a - a), 1) apa ette: efterabe. (Sjelden). 2) drille, gjække, drive Gjæk med. (Isl. apa). D’æ alle so apa, ꜳ ingjen so skapa (Ordsprog): Alle vil spotte, Ingen vil forbedre. B. Stift og videre; i Ørkd. ꜳpꜳ. — ape se(g) inn paa ein (Sdm.): tirre, udfordre En ved Drillerie.
apa (ꜳpꜳ), v. n. gaae tilbage. S. hopa.
Apall, m. (Fl. Apla, og Apallar), Abild, Æbletræ (= Epletre). I Yttre-Sogn: Apald; i Hard. Aple; deraf: Apla-blom Æbleblomster; Apla-gar Æblehave. Sv. apel. Isl. apaldr.
aparta, og aparto (fremmede Ord), ypperlig, udmærket.
apast, v. gjækkes, drille hinanden.
Apekatt, m. 1) Abekat; ogs. Abe (som er lidet bekjendt). 2) en Gjæk, Spottefugl; ogsaa en Efteraber, en Modegjæk.
apen, og apesam, adj. drillende, udfordrende, tilbøielig til Gjækkerie.
Apeskap, m. Gjækkerie, Narrestreger.
apeslege, adv. underligt, besynderligt, som ved et Gjækkerie. Dæ gjæng’e so apesle til. Sdm. See Ap.
Aple, s. Apall.
Ar, Ildsted, Arne; s. Ꜳre.
Ar (for Ard), m. Plov (mindre og af simplere Indretning end de almindelige, især skikket til Pløining i stenig Ager). Sogn, Voss, Hard. — Søndenfjelds mest om Hyppeplove (Al, Ahl). G. N. ardr.
ara (for arda), v. a. pløie med Ard; hyppe.
ara seg (are se), passe, tage sig ud. (Sdm. og nogle St. i Tr. Stift). Dæ ara se godt, ɔ: det seer ganske vakkert ud.
Ar-ꜳs, m. Plovaas, Den Deel af Ploven, hvori Drættet eller Skaglerne fæ-
