au, Diftong (der ogsaa kunde skrives: ou og eu), omvexler i enkelte Ord med aabent o (Østerdalen) og med ø. - au! er ogsaa Interjektion, som betegner Skræk eller pludselig Smerte. Omvexler med u!
au (aug), adv. ogsaa. S. og
aud’ (au’e, au), adj. blottet, som aldeles mangler eller savner en Ting; saaledes: a) om Steder: tom, øde, hvori intet er at finde; b) om Mennesker: lens, blottet, hos hvem intet findes. Næsten alm. og forbindes sædvanlig med: fyre (for), f. Ex. Gar’en var au(d’e) fyre Folk (dvs. der var intet Menneske paa Gaarden). Dar va audt fyre Fisk. Han æ reint au’e fyre Peng. Jf. øyden, fri, svør. - (Isl. audr, tom). Heraf: øyda, d.a. Øydna og fl.
audkjend’, adj. let at kjende, som lettelig gjenkjendes. Nordre Berg. Sdm. Ndm. (Ellers utkjend). Isl. audkendr. Den gamle Partikel aud, som betegner en Lethed, findes her kun i dette og et Par andre Ord.
Audn (eller Aun), f. Lykke, især med Kvægavlen. Sogn, Sfj. (= Hæming, i Sdm.). Isl. audna.
audna, v. n. blive tomt eller øde. Sjelden, s. øydast.
audsedd (ee), adj. øiensynlig, let at see. Sdm. Dæ va audsett: det kunde man let see. (Sjelden).
Audskap, m. Blottelse; fuldkommen Mangel.
audsleg (ausle), adj. om et Sted: stille, øde, tomt for Mennesker. I Tell. auskleg.
audvar’, adj. yderst forsigtig, som lægger Mærke til de mindste Smaating. Sdm.
audvis (vis’e), adj. eenfoldig, af liden Forstand. Sogn.
Aue, f., s. Auga. - Auer, s. Auger.
Auga, n. Øie (G. N. auga. Sv. öga). I Eental betegner det ogsaa et Hul eller noget som ligner et Øie (Kvennauga, Naalauga, Smørauga); i Fleertal ogsaa: Ansigtet, f. Ex. vaska seg i Augo; vera rein i Augo ell. Auaa (Nordre Berg. Helg. og fl.). Fleertal har altid Femininform: Augur (Tell.), Augo, Aue, Auaar (Helg.), Ugu (Ørkd.). Eental er ogsaa femin. i nogle Dial. (Nordre Berg. Sdm. Ndm. Ørkd.) hvor det sædv. hedder: Aue. I Sammensætning deels Auge (Aue, Aug), deels Augne. (Jf. Gram. § 78. 233).
Augbit (Aubet), n. Øiensvie, naar Øinene angribes af Røg eller af stærk Glands. Ndm.
Augelag, s. Augnelag.
augelaus, adj. øieløs (f. Ex. Naal).
Auger (el. Aug’ur), m. 1) Rødfisk, Hav-Aborre (Perca marina). Navnet Aug’er (Sogn og fl.) gaaer over til: Au’er (Sdm.), Auor (Helg.), Ugur, Uer, Uver, Ur (i Tr. St.). Ellers: Raudfisk, Raudfjør, Klokkar. 2) en lignende Fiskeart: Snarre (Gasterosteus Spinachia). Nordre Berg. Denne Art (hvortil Navnet bedst passer paa Grund af dens store Øine) kaldes ellers. Tindauger; og den forrige kaldes da: Storauger.
Augestyng, s. Styng.
Aug-kvite, m. den hvide Deel af Øiet. Valders, Toten og fl. (I Sdm. Kvitebikkje). Isl. augnahvíta.
Augleite (og Augløyte), n. den Strækning som man paa een Gang kan see eller overskue; ogsaa: Synskreds, Horizont; eller de Punkter og Strækninger som ligge yderst i Horizonten. Tell. Rbg. Jf. Leite, Himnaleite.
Augna-kro. s. Augnekraa.
Augne (i søndre Berg. Augna; i Tell. og Sdm. Øgne) er en Sammensætningsform af Auga (det gamle Genitiv i Fleertal: augna). Bruges eenligt i Talemaaden: ein Augne Grand, dvs. en liden Smule, en neppe synlig Forandring; ogs. et lidet Øieblik. Nordre Berg. og fl.
Augneblik, n. Øieblik. (Bedre Augneblink).
Augnebrun, f. Øienbryn. S. Brun.
Augne-fær, f. den Maade hvorpaa man seer eller bevæger Øinene. Tell.
Augnehaar, n. Øienhaar.
Augneklaade m. Kløe i Øinene.
Augnekraa (Augnakro, og i Tell. Ogne-ro), f. Øienkrog. S. Kraa.
Augnekvarm (Augkvarm), m. Øienlaagenes Kant eller Rand. Jf. Kvarm.
Augnelag, n. Øinenes Udseende eller Beskaffenhed, især forsaavidt de udtrykke et Sindelag eller et vist Anlæg. Alm. Nogle St. Augelag; i Tr. Stift: Aulag. (Isl. augnalag). Eit godt Augnelag: et godt Aasyn, Øine som antyde et godt Sindelag.
Augnelime, f. Øiensvaghed. Sdm.
Augnelok, n. Øienlaag.
Augnemaal, n. Øiemaal, omtrentlig Maal som tages ved Øiesyn. Tell. og fl.
Augnering, m. Huulheden i Ansigtet omkring Øinene.
