almenningr. 2) Menigmand, Almeenheden, Folket. Forekommer kun i nogle Talemaader, som: Ꜳlmennings Toll dvs. en almindelig Afgift, Told af hver Mand. (B. Stift). Ꜳlmennings Veg dvs. Alfarvei. (Søndenfhelds hedder det: Almann-Veg).
ꜳlment, adj. n. almindeligt, gjængs overalt. (G. N. alment).
Ꜳlmoe (og Ølmo), m. Solrøg, Dunster i varm Luft. Helg. Jf. Aalrøyk og Moe.
Ꜳlmose, s. Olmosa.
Ꜳlmugje, m. 1) Mængde, Hob, stor Forsamling af Folk; f. Ex. Ting-aalmugje, Kirkje-aalmugje. 2) Almue, Menighed. Hedder ogsaa: Ꜳlmogje (Nhl.), Almugje, Almug, Ælmug (Guldbr.), Ꜳlmue (Namd. Sdm. og fl.). Isl. almúgi. Sv. almoge.
ꜳ lofte, i en opløftet Stilling. "Dei ligg’ aa lofte", siges i Sdm. om Stene eller Planter som ligge tværs over andre, saa at der er et aabent Rum under samme. Jf. Loft-ur.
Ꜳloga (aab. o), f. et paalagt Stykke, især et nyt Blad paa en Øxe. Sogn, Hard. I Sdm. Fyreloge.
ꜳlrenne, v. n. spire, skyde Spirer (om Frugt, især Poteter). Sdm. og fl. S. Aal.
Ꜳlrøyk, m. Solrøg. Hall. Vald. I Helgeland Ꜳlmoe. Jf. Yl.
ꜳlsveitt’, adj. vaad overalt af Sved. Tell. Hall. Sdm. og fl.
ꜳltekt, adj. bedækket overalt, især af Snee. Voss, Hard. I Tell. ꜳtekt.
ꜳlut’ (aalette, aalaatt), adj. stribet langsad Ryggen (om Gjeder og Heste).
ꜳlvakjen, adj. 1) ganske vaagen, lys vaagen. Sogn og fl. I Ørkd. ꜳlvak. 2) om Havvind, naar den vedbliver at blæse om Natten. Nordre Berg. Ogsaa ꜳrvakjen.
ꜳlvaksen, ganske voxen. Sdm.
ꜳlvaat, adj. vaad overalt, gjennemvædet. I Sdm. olvaat. Isl. alvátr.
ꜳlvelt (el. ꜳlvelte), ganske omvælet, med Fødderne i Veiret. Hard. Nhl. I Sdm. ꜳvelte.
Ꜳlvore (aab. o), n. Alvor. Hedder ogsaa: Øllvore, Alvore, Ælvor. Isl. alvara.
ꜳlvorsam’, adj. alvorlig (af Karakteer), som ikke farer med Spøg.
ꜳlvorsleg, adj. alvorlig.
Ꜳlvor-snakk, n. alvorlig Tale. Modsat: Gamal, Spøk, Fantri.
ꜳlæten. s. aaleten.
Ꜳløkje, n. et meget stort og triveligt Dyr. Sdm. Jf. Løkje.
Ꜳm, m. s. Alm.
Ꜳma, f. Larve, Kaalorm, Maddike, især af de lodne eller børstede Arter. B. og Tr. Stift, Guldbr. — I Sdm. ogsaa Aume; i Mandal: Dogg-aam. (Findes ogsaa i svenske Dial.). Jf. Makk, Grasmakk.
ꜳma (for ovan), ovenfra. Tell. — ꜳmafe, s. ovafyre. ꜳma-te, s. ovantil.
ꜳmaala, v. n. bringe paa Bane, gjøre opmærksom paa noget. Skal bruges i Guldbr. I Sdm. ꜳmoge (aab. o), f. Ex. Han aamoga paa di jamt dvs. han paamindede jævnlig derom. Isl. ámálga.
Ꜳmebøle, n. Hob eller Klynge af Larver.
Ꜳmesykje, f. et Slags Bylder, som skal foraarsages ved Larven af et Insekt. B. Stift. I Tell. hedder det: Troll, Trollverk.
ꜳmoga, s. aamaala.
Ꜳ-mot, n. Sted hvor to Elve løbe sammen. (See Mot). Isl. ámót.
ꜳmuna (aab. u), v. a. forøge, lægge noget til (s. Mun). Tell.
Ꜳnd f. (Fl. Ænd’er), And (Søfugl). Hedder nogle St. And, i Vald. Ønd (egentl. Ond). Isl. önd (gen. andar, plur, endr). — Ꜳnda-egg, n. Andeæg. Ꜳndafjør, f. Andefjør. Ꜳndastegg, m. Han-And.
Ꜳnder (Ꜳnd’r), f. (Fl. Ꜳndra), Skie, at løbe med paa Sneen. Helg. Voss. I Indr. Ꜳndaar, om en Skie som er kortere end den anden og benyttes især ved Vending i Bakkerne. Isl. andr, andra.
ꜳndra, v. n. tumle, gaae blindt hen. Sdm.
ꜳnga, lugte; s. anga.
Ꜳngel, m. (Fl. Ꜳngla, -r), Angel, Medekrog. I Hard. Ꜳngle; i Ind. Ꜳngaal. Isl. aungull. Ikke alm. søndenfjelds; s. Krok, Fiskekrok.
Ꜳngelsmakk, Regnorm; s. Raudmakk.
Ꜳngje, Lugt; s. Angje.
ꜳngla, v. a. faae fast paa Angelen.
Ꜳnglebolk, m. den Deel af en Fiskeline, som er besat med Angler.
Ꜳnglemakar, m. 1) Anglemager; 2) en Havfugl, saa kaldet af dens Stemme, som ligner Ordet: Aangel. (Sdm.).
ꜳngra, s. angra.
Ꜳnk, n. Klage, Jamren. (Sjelden).
ꜳnka, v. a. 1) ꜳnka seg: jamre, give sig for Smerte. Søndre Berg. — 2) ynke, beklage En. Helg. I Sdm. ꜳnkaare. Jf. Isl. aumka.
ꜳnkaara, ynke, beklage; s. aanka.
Ꜳp, ꜳpen og fl.; s. Op, Open.
ꜳpaa, s. apa og hopa.