ganske et Barn endnu. b) gnieragtia. Han va so blꜳ te betale.
Blꜳ, n. Horizont, det yderste af Synskredsen, eller ogsaa: Afstanden fra det yderste Punkt som man kan øine i Horizonten. Sjelden. Østerd. og fl. I Hard. Blꜳtt. I Sdm. i Talemaaden: „ꜳver nie Blꜳ“, der kunde forklares som: ni Landkjendinger, eller maaskee Dagsreiser.
blꜳa, v. n. (a — a), være blaa, vise sig i en blaalig Farve. Dæ blꜳa i Fjell’e (Sdm.), el. Dæ blꜳr pꜳ Fjell’e (Ørk.): Fjeldet seer blaaligt ud (nemlig i lang Frastand). Meget brugeligt i de nordlige Egne, ligesom: blenkje, kvite, svorte, graae o. s. v.
Blꜳbride (-bree), m. gammel Snee; det ældste eller nederste Lag i en Sneemasse. Sdm.
Blꜳbær, n. Vaccinium Myrtillus. Blꜳbærlyng, n. Blaabærbuske.
Blꜳe, m. blaalig Farve; ogsaa et Sted eller Punkt som seer blaaligt ud.
blꜳflekkut, adj. blaaplettet.
blꜳgꜳ, v. flamme. S. blagda, og braga.
Blꜳgom (oo), m. en Art Læbefisk (Labrus Luscus). B. Stift. I Nhl. ogsaa Blꜳskolt og Blꜳgummer.
Blꜳgras, n. adskillige Arter Stargræs, især Carex panicea. I Nhl. Blꜳflis.
Blꜳhals, n. en Art Vildænder.
blꜳ-imet (e), blaaagtig stribet. Sdm.
Blꜳ-is, m. haard og blank Iis. Helg.
Blꜳklokka, en Urt: Campanula rotundifolia.
Blꜳkoll, m. Skabios (Plante). Hedder ellers: Blꜳknapp (Sogn), Blꜳhatt, Hattablom (Hard. Shl.).
blꜳkulut (-ette), adj. buglet af Slag eller Stød.
Blꜳlit (-let), m. Blaafarve. Ogs. Blꜳfargje, m.
blꜳmꜳla, adj. blaamalet.
blꜳmengd, adj. blaamænget (Farve); sædvanlig om en Blanding af hvidt og blaat.
Blꜳmyr, f. en Benævnelse paa Havet. Ut paa Blꜳmyr’a: ud paa Havet. — Ligesaa: Storemyr’a. Nordre Berg. og fl.
blꜳna, v. n. (a — a), blive blaa. Udtales sædvanlig kort, som blꜳnna.
Blꜳnda (for Blonda), f. see Blenda.
Blꜳnkestein, s. Blankstein.
blꜳrenda (el. rendut), adj. blaastribet.
blꜳrosa (og -rosut), adj. tegnet med blaa Figurer eller Blomster.
Blꜳsa (blꜳse), v. n. (blæs’; bles; blꜳse el. blise), at blæse. (bles har lukt e, blise aab. i). G. N. blása; Sv. blåsa. Bruges ogsaa i Betydningen: puste, aande stærkt (Guldbr. og fl.); ligesaa: hvile, udhvile sig lidt. blꜳsa upp, el. blꜳse ’ti: blæse op, tænde Ild. blꜳsa ut: udblæse, slukke (et Lys).
Blꜳsa, f. Blære, Urinblære. Sv. blåsa. Blꜳsehals, m. Blærens Munding.
blꜳsall, adj. vindig, stormende, om Veiret. Mest i de nordlige Egne. Ellers blaasen, og blaasande.
Blꜳserom, n. Pusterum.
Blꜳserøyr, f. Blæserør.
Blꜳsing, f. Blæsen, Pusten.
Blꜳskjæl, f. et Slags Musling, s. Krꜳkeskjæl.
Blꜳsmyss, Blasius-Messe (3die Februar).
Blꜳsn (el. Blꜳsen), n. Hvile; ogsaa et Stykke som man kan gaae uden at hvile. Hedemarken.
Blꜳ-soleie, s. Styvmorblom.
Blꜳspon, m. Blaaspaan, = Brissel.
Blꜳstr (Blaast’er), m. 1) Blæsen, Blæst (Isl. blástr). Ogsaa om Hudsygdomme, ligesom Gust. Alveblaastr. 2) Aanderør, Luftrør (paa Hvaler og andre Sødyr). Nogle St. Blæstr. Isl. blástr.
Blꜳstyde (og Blꜳstøe), f. Vandpytter i Sneen; Snee som er opfyldt af Vand. Sdm.
Blꜳtt, n. s. Blꜳ n.
Blꜳveis, Blaasippe (Anemone hepatica). Tell. og Ag. Stift.
blꜳvoren, adj. noget blaalig.
blꜳøygd, adj. blaaøiet.
Blegg, m. see Bløyg.
Bleia, f. 1) et Lagen, Sengelagen. (G. N. blæa). Tell. Rbg. I Ag. Stift: Bløye. Ordet hedder i Danm. Blee; Frisisk blæg. — 2) Dug, Tæppe, Dækken. Sogn, Tell. og fl. I Sogn fornemmelig om den Dug, som en Brud bærer paa Hænderne (Brurableia). I Betydn. af Dug findes blægia ogsaa i gamle Breve. — 3) Alter (forbi det er behængt med en Dug). Sdm. og Ndm. behængt med en Dug). Sdm. og Ndm. i Formen Blæje el. Blægje. Han sto inna mæ Blægjaa: oppe ved Alteret. (De andre Betydn. ere her ubekjendte). — 4) Kreds omkring Alteret; saa mange Kommunikanter som paa een Gang rummes ved Alteret. Dæ va tri Bleie mæ Altersfolk (tre Omgange). Lister og Helg. Ellers = Duk (Namd.), Knefall (Sdm. og fl.).
Bleik, f. blege og tynde Skyer. Berg. Stift.
