Bleik, n. Blegning af Tøi. leggja paa Bleik: lægge ud for at bleges.
bleik, adj. bleg (G. N. bleikr). Heraf Blik, blika, blikna.
bleikdæmt’, adj. blegladen (= bleikleitt). Hard. Jf. Daam og Dæme.
bleikhært, bleghaaret. (Sjelden).
bleikja, v. a. (kje, kte), blege (Tøi eller Garn). G. N. bleikja. Ogsaa v. n. see blika.
Bleikje, f. 1) Hvidling (Merlangus), en bekjendt Fisk. Nordre Berg. og Tr. Stift; ved Trondhj. hedder det: Bleik. Ellers Kviting. — 2) en Færskvandsfisk, et Slags lysvarvede Ørreder. Tell. Jf. Blika. (Efter Wille, i Sillejords Beskr., er Bleikje en Art af Karpeslægten: Cyprinus alburnus).
Bleikjevoll, m. Blegeplads.
bleikleitt, adj. blegladen, af bleg Ansigtsfarve. (Isl. bleikleitr). Alm.
bleiklita, adj. af blegagtig Farve
bleikna, v. n. blegne. Hedder paa mange Steder: blikna (aab. i). Isl. blikna.
bleikskya, adj. blegskyet.
bleikvoren, blegagtig, noget bleg.
bleisk, s. blesk. — bleiv, s. bliva.
Bleke, s. Blika, f.
Blekk, n. 2. Blik, Jernblik. Hertil: Blekkmakar, Blekkplata, Blekkrøyr, o.fl.
Blekk, m. 1. en Klap eller Smække hvorved man indfører Luften i en Bælg, eller Vandet i en Pumpe. Trondhj. Shl. og fl. Ellers Luka, og Klaffe. Jf. Blokka.
Blekk, m. 2. Pust, Luftstrøm, Viftning. Tell. Jf. blekkja, og blaka.
Blekk, m. 3. Hug eller Skaar; Mærke paa enkelte Træer i en Skov. Tell. og fl.
blekkja (e) v. n. 1. og a (e -te), 1) see blegt ud, vise sig i en blakket Farve. Af blakk. Dæ blekkje paa dæ. Ørk. og fl. 2) v. a. mærke Træer ved et Hug eller Indsnit. Tell. og fl. I Hard. blika; i Ag. Stift: blenkje.
blekkja, v. n. 2. (e-te), 1) vifte, svæve hid og did; om en Flamme eller et Lys. Nhl. (Isl. blaka). — 2) vifte med noget; opfriske Ilden ved at vifte med en Plade eller Skovl. Nhl. — 3) brænde Tjære af Rødder (da disse indlægges i en lukket Rende, hvor Ilden maa vedligeholdes ved Viftning). Shl. Tell. — Jf. blaka, blakra, Bloka.
blekkja, v. a. (e — te), forhindre, komme i Veien for. Sdm. (sjelden). Kva va so blekte ɔ: hvad var til Hinder? (Isl. blekkja, bedrage).
Blekkje, f. 1) et Blad (= Blokka). Tell. — 2) en Vifte, et Redskab til at opfriske Ilden med. Tell.
Blekkjegras, n. Urter som have mange Løv eller Blade. Tell.
blenda (blænde), v. a. (a — a), blande (s. blanda).
Blenda, f. en blandet Drik, især af Valle og Vand. Alm. men hedder paa mange Steder: Blenda; i Nhl. Blꜳnda. (Isl. blanda). Hertil: Blendekanna, Blendeskaal og fl.
Blending, m. Noget som er blandet af forskjellige Slags.
Bleng (Blæng), m. 1) Valle, som ikke er kogt. Tell. (Jf. blengje). 2) Kjernemælk. Nhl. (Ellers Saup). Ogsaa en Blanding af Kjærnemælk og Vand til at drikke. Helg. (I sidste Fald maaskee for: Blending).
blengje, v. a. (gje, -gde), oste, opvarme Mælken for at faae Osten af den. Sdm. (Ellers ysta). Hertil Blengjardag (Dag paa hvilken man oster), Blengjegryte og fl.
Blenk, m. Glimt; glindsende Punkt.
blenkja, v. n. og a. (e-te), 1) v. n. glindse, være blankt at see til; ogsaa: glimte, blinke, skinne. Næsten alm. (Sv. blänka). Dæ blænkje paa dæ (Gbr.): det seer blankt ud, det glindser af det. — 2) v. a. pudse, polere, gjøre blank. Guldbr. og fl. — 3) mærke Træer ved at hugge en Spaan af dem. Hall. Vald. og fl. Ellers: blekkje og blika.
blenkjast, v. n. (imp. -ktest), blive blank.
Bles (aab. e), og Blese, f. Blis, Stribe langsad Forhovedet. Isl. bles. Heraf: blesut (blesette), adj. blisset. Bles’en, om en blisset Hest.
blesk, el. bleisk, adj. læspende, som ikke taler reent. Nhl. (Isl. blestr). Jf. kleis.
blesma, v. n. løbe, gaae i Parring (om Faar og Gjeder). Nordre Berg. og fl. (Ved Trondhjem hedder det bresne). Hertil Subst. Blesme, f. i Talemaaden: laupe Blesme (ved Tr. Bresne). Isl. blæsma, geil.
blettast, og bletta, v. n. holde sig, holde det ud. Han kann inkje blettast. Helg. Hedder ellers: plitte seg (Sdm. Nfj.), platta seg (Nhl.). Jf. berga og belle.
bli, Hjælpeverb. (bli’, blei, blitt), blive. Et nyere Ord, som bruges overalt søndenfjelds. S. verta. (Jf. bi og bliva).
