blid’ (bli), adj. blid (G. N. blíðr). Heraf blikka.
bli(d)laaten, adj. blid, venlig af Udseende. Ag. Stift.
blidna (blinna), v. n. blive blid (= blikkast).
Blidskap, m. Blidhed, Venlighed.
blidsleg (i Tell. bliskleg), adj. blid, af et venligt, godmodigt Sindelag. Ogs. blidvoren.
blidspent, adj. bruges meget i Sdm. og Ndm. i samme Mening som blidlaaten.
Blik (aab, i), n. en bleg eller hvid Plet (paa Klipper, Vægge o. s. v.); ogsaa et Slags hvid Lav eller Mos paa Steen (Sdm.); et Mærke paa et Træ (Østerd.); sjeldnere: Glands, Skin (Isl. blik).
blika (aab. i), v. n. (a — a), 1) see blegt ud, være blegt eller hvidt at see til. Bruges upersonligt ligesom blaae, blenkje, kvite osv., f. Ex. Dæ blika i dæ (ordet: det bleger i det). Nordl. Egne. Nogle St. bleikje. 2) blinke, glimte, glindse. Sjelden. (Isl. blika). 3) v. a. hugge Mærke i Træer (= blekkja). Hard. og fl.
Blika (Bleke), f. et Slags Ørreder med bleg eller lys Farve. Rbg. Mandal, Lister (hvor det udtales: Blege). Jf. Bleikje.
blikka (for blidka), v. a. (a — a), gjøre blid, formilde, stille tilfreds. Meget udbredt (Nhl. Hard. Tell. Ørk.), dog ikke alm. (G. N. blídka).
blikkast (for blidkast), v. n. formildes, blive blid. Ogsaa: blidna.
blikna (aab. i), v. n. blegne (= bleikna).
blikra, v. n. bæve, røre sig sagte. Tell.
blikstill, og blikende still: saa stille, at Søen er ganske blank. Jf. blika.
blikta, v. n. 1) blinke, glimte. Sogn. Jf. blika. 2) bæve, røre sig lidt (om Lemmer, Muskler og lignende). Sogn. Ellers blikra, blakra.
blind, adj. 1) blind, som ikke seer. — 2) skjult, som ikke sees, f. Ex. en blind Nagle, et blindt Skjær. — 3) dunkel, utydelig. Ei blind’ Stil: dunkel, afbleget Skrift. Dæ va blindt aa vita: det var vanskeligt at vide. G. N. blindr.
blindast, v. n. blive blind. (Sjelden).
Blindekjuke (og -tjuke), 1) Blindebuk, s. følg. 2) en Urt: vild Matrem (Pyrethrum). Sdm. Nfj. See Kragablom.
Blindetjuv (Blindekju), Blindebuk (en bekjendt Leg). Jæd. (Mere passende end det almindl. Blindekjuke.
Blinding, m. 1) En som er blind. Sjelden. 2) et slags Klæg (Tabanus), saa kaldet fordi den let lader sig fange. 3) en skjult Nagle, som forbinder to Fjele eller Staver. Ogsaa kaldet Dubling. (Isl. blindingr).
Blind-is, m. en glat Iis, som er skjult af Snee. Hedder ogsaa: Blindhaalkje (Nhl. og fl.), Blindsvell (Sogn).
blindsa, adj. see skjævt eller til Siden. Nordre Berg.
blindsen, adj. som seer skjævt.
Blindska, f. Blindhed. (Sjelden),
Blindsvell, n. see Blindis.
blindt, adv. skjult; i Blinde. spela blindt: spille med omvendte Kort.
blingra, v. a. afbryde En (i en Tale eller et Arbeide), gjøre at han kommer af det. Sdm. Ellers: brikla (Ørk.), og villa. (Burde hellere hedde blindra).
Blink, n. (og m.) Blik; det at man blinker med Øinene. (Jf. Augneblik).
blinka, v. n. (a — a), blinke, glippe med Øinene (især om den naturlige eller uvilkaarlige Lukning og Aabning af Øienlaagene). Han stirte so, at han blinka ’kje paa lang Tid. Ogsa gjøre Miner, give Vink med Øinene. Han blinka aat meg. (Maaskee eg. blindka).
Blinking, f. Glippen med Øinene.
blisen (aab. i), partic. blæst. S. blaasa.
blistra, v. n. fløite. S. blystra.
bliva, v. n. (bliv’; bleiv; blive el. bleve), blive borte paa Vandet, drukne, omkomme. Synes at være almindeligt over det hele Land, og adskilles overalt fra bli (at blive).
bliven (aab. i), druknet, omkommen.
bljug, s. blyg. — Blod, Fl. s. Blad.
Blod (Blo), n. Blod. Ogsaa om enkelte Foregange i Blodet, saasom Kongestioner; Susen for Ørene o. s. v. — slaa seg til Blods (tebloss): slaae sig saa at det bløder. taka seg Blod: lade sig aarelade. I Sammensætn. overalt: Blo.
bloda (blode, bloa), v. a. (a — a), besudle med Blod. bloa seg ut.
Bloddrope, m. 1) Blodsdraabe; 2) Sting, Smerte i et Lem (af Uorden i Blodets Løb).
blodende, s. blodraud.
blodet (-ette, blo’ut), adj. blodig, besudlet med Blod.
blodfersk (blofæsk), adj. ganske færsk, nylig dræbt, saa at Blodet ikke er størknet.
Blo(d)fugl, m. den rødbrystede Vippestjert (Motacilla Phoenicurus).
blo(d)full, adj. blodrig.
Blo(d)hella, f. en Masse af fordærvet Blod (hos Syge og stærkt Forkjølede). Sdm.
