blygvoren, adj. bly (af Naturen).
blystra, v. n. pibe, fløite med Munden. Nordenfjelds hedder det: blistre; i B. Stift ogsaa: plystra og tildeels plustra. Isl. blístra.
blæa, v. n. vælge iblandt noget, søge at finde det bedste. Sogn, Tell. (Ellers blada). Maaskee for bledja; jf. bladd.
Blægje, f. Alter. See Bleia.
blækte, bræge. Tell. See bræka.
Blæm, m. smaa Buskvæxter, især Hinbær- og Taagebærbuske. Helg. Ogsaa: Bleim. Jf. Bring.
Blæma, f. Vable, Vandblegne i Hude. Meget udbredt. Sv. blemma.
blæmut (-ette), adj. fuld af Vabler.
Blænde, s. Blenda. Blæng, s. Bleng.
blænkje, s. blenkja.
Blæra, f. en Vandblære, Vable, Vandblegne. I søndre Berg. Bløra. (Isl. bladra; Gam. Dansk: blædre). Jf. Blaasa og Bola.
blæst, adj. stakaandet, pustende af Udmattelse. Namd. Indr. (Jf. lettblæst).
Blæstr, m. Aanderør. See Blaastr.
bløde (bløa), v. n. (e — de), bløde, tabe Blod.
Bløding, f. Blødning, Blodtab.
bløma, v. n. (e — de), blomstre, staae i Blomster. Kr. Stift, Hard. Hall. (Af Blom). I Nhl. pløma. Ellers blomstra.
Bløming, f. Blomstring, Flor.
Bløra, s. Blæra.
Bløye, f. Dækken, Undertæppe (= Kvitel, Underbreidsla), see Bleia.
Bløyg, m. en Kile til at kløve med. Rbg. Tell. Hall. — I Sdm. Blegg. Ellers Vegg. (Isl. fleygr).
bløyta, v. a. (e — te), udbløde, gjøre blød. Af blaut. bløyta seg: blive gjennemvaad. bløyte Augunne: græde. (G. N. bleyta).
bløytast, v. n. blive blød (= blotna).
Bløyta, f. 1) Udblødning; 2) blød Jord eller vandblandet Snee; blødt Føre. Dei fekk ei Bløyta: de bleve dygtigt gjennemblødte (f. Ex. af Regn). Isl. bleyta.
Bløyte-ver, n. langvarig Regn.
Bløyting, m. en Kryster, En som let bliver ræd. Guldbr. Jf. blaut.
Bo (lukt o), Behov. Du ha inkje Bo te gjera da. Sogn, Guldbr. og fl. (Mon for Bod?). S. biug.
Bobbe, m. et Spøgelse, et Skrækkebillede. Sdm. I Tell. Buv.
bobberædd’, adj. bange for smaa Farer, skyggeræd. Er mere alm. i B. Stift.
Bod (Bo, aab. o), f. Bud, Sendebud, Hilsning. Hedder i Ørkd. Bau; i Gbr. Bo, med lukt o). (G. N. bod; Sv. båd).
Bod (Bo, aab. o), n. 1) Tilbud, tilbudte Vilkaar. Af bjoda. G. N. bod. 2) Bud, Anbud (ved Kontrakt eller Auktion). Betydningen Gjæstebud (Isl. bod) findes maaskee i det Ordsprog: Burte æ baa’ steikt aa sode, heime æ daa beste Bode, ɔ: hos Andre faaer man god Beværtning, men hjemme har man det dog bedst. Sdm. Helg.
bode (boe), v. n. sende Bud; eller ogsaa: bringe Bud. Sdm. (sjelden). Rbg. (mere brugl.).
Bode (aab. o), m. Skjær eller Klippe, som kun rækker op til Vandfladen og saaledes kjendes paa Bølgernes Brydning. B. og Tr, Stift; mest alm. i Formen Boe (aab. o), Baae. I Indr. Baadaa. Isl. bodi. Jf. Fall og Flud.
boden (boen, aab. o), part. 1) buden, tilbudt; 2) indbuden.
bodfør, adj. duelig til at fremføre sit Ærinde, istand til at bære Bud. B. Stift, Tell. Hall. Ellers: ærendsfør.
Bodsending, f. Budskab, Sendebud.
Bo(d)stikka, f. Budstikke, Bekjendtgjørelse som sendes fra Gaard til Gaard. Egentlig det Redskab, hvori Kundgjørelsen forvares, nemlig et rørformigt Foderal af Træ, forsynet med en Syl i Enden, for at Overbringeren kan slaae Foderalet fast i Døren, hvis denne er tillaaset. I B. Stift hedder det sædvanlig: Bustikka.
Bog (aab. o), n. bueformig Figur. Dæ stænd’e Bogj’e, — siges i Sdm. om en Strøm eller Vandstraale, som drives til Siden, saaledes at den danner en Bue.
Bog (oo), m. (Fl. Bøg’er, Bøgje, og Boga, r), Bov, Forbenenes Rod. G. N. bógr; Sv. bog. Hertil Bogbein, Bogflesk og fl. — Ogsaa Boven paa et Fartøi. Hertil: Boglina, Bogspryte.
Boga, s. Bogje.
Boggris (e. Bo-gris?), m. den sidstfødte Gris af et Kuld (sædvanlig mindre end de andre). Sdm. I Spøg om den yngste i en Familie.
Bogje (aab. o), m. Bue, Krumning; bueformigt Redskab. I Tr. og Ag. Stift: Boga, Baagaa. G. N. bogi; Sv. båge. I Sammensætn. Boge og Boga, f. Ex. Bogedrag, n. Buestrøg. Bogesag, f. Buesav.
bogjen (aab. o), adj. (Fl. bogne), bøiet, bueformig, af en jævn Krumning. Almindl. og meget brugl. G. N. boginn. (Jf. bjug).
