I Voss og Sogn: Sprakje; ellers Brisk og Eine. Hertil: Brakabær, Enebær. Brakaflokje, m. Enebærkvist. Brakalog, m. Afkog af Enebær. Jf. Eine.
bralta, s. bratla.
Brand, m. 1) Brand, brændt Stykke Træ. Ljosbrand, en brændende, og Kolbrand, en slukket Brand. G. N. brandr. 2) en Kjæp, afhugget Stok eller Træstamme. Tell. Rbg. Lister. Ellers Strangje, Kjepp, Kubb. (Isl. brandr, Bjælke). 3) Bøilen eller Fjæderen i de gamle Skydebuer. I Betydning af et Sværd forekommer det i de tellemarkiske Viser (ligesom G. N. brandr). Ellers bruges Brand nu ogsaa i Betydn. Ildsvaade, Ildebrand; hertil Brandskot, Brandfolk, Brandkassa, og flere nyere Ord. Jf. Eld, Lauseld.
Brandfot, m. Kjedelfod, Redskab til at sætte Kjedler og Pander paa over Ilden.
brandgul, adj. brandgul, ildgul.
Brandrøyk, m. Røg af ulmende Brande (bekjendt af dens Skarphed).
brandut, adj. stribet, randet, med Striber af en anden Farve (mest om Køer). Ag. Stift. I Tell. braandut. Isl. bröndóttr.
Brank, n. Brøst, Beskadigelse; et forslidt eller gnavet Stykke, især paa Tougværk. Meget udbredt Ord; i B. Stift: Braank.
brankast (braankast), v. n. beskadiges, forslides paa enkelte Steder.
brankut (braankette), adj. forslidt, gnavet eller beskadiget paa enkelte Steder.
Bras, m. Brasen paa et Seil.
Bras, n. Flamme, blussende og spragende Ild. Østerd. (Sv. brasa). Jf. Brising.
brasa, v. n. (a — a), 1) brænde, blusse (med Flamme og Spragen). Østerd. Jf. brisa. 2) sprage, knitre (om det som brændes eller steges). Sdm. Jæd. og fl. Et andet v. n. er brasa: sætte Brasen til, i Seilads.
brasa, v. a. (a — a), lodde Jernredskaber, f. Ex. Nøgler. Alm. Nogle Sf. braasaa. Isl. brasa.
Brasing, f. 1) Spragen; 2) Lodning.
braska, v. n. bramme, gjøre sig til. I Sdm. tale et fornemt ladende Sprog. Jf. danska.
Bratl, n. Møie; Arbeide som ikke gaaer heldigt. Tr. Stift, Sdm.
bratla (braltje), v. n. kludre, slæbe med noget uden Fremgang. Sdm. Trondhj.
bratt’, adj. steil, brat, stærkt opstigende. Alm. G. N. brattr; Sv. brant. 2) stolt, med en stiv Holdning, Jf. bretta og spretta.
Bratta, f. 1) en steil Strækning, brat Bakke eller Bjergside. Alm. 2) Steilhed.
brattfjella, adj. med steile Fjelde.
Brattlenda, f. en steil Mark.
brattlendt, adj. om Gaarde og Landstrøg, som gaae brat opad.
brattna, v. n. blive brattere (om Veie).
brattrosta, adj. om et Tag, som har stærk Reisning eller er brat paa Siderne. Tell. og fl. Ellers brattrøyst; s. Rost.
Brau(d), n. Brød. Rbg. Tell. (Ellers Brød, Brø). G. N. braud. S. Brød.
braut, brød; s. brjota.
Braut, f. en Bakke; eller en Vei som gaaer opad en Bakke. Sdm. (G. N. braut, Sti). Ellers: Brekka, Kleiv. 2) Vei som brydes i Sneen. Snjobraut. Mere alm. vestenfjelds. Jf. brøyta.
brautet (-ette), adj. bakket (om Veie). Sdm.
brave, v. flamme; s. braga.
Brꜳ, n. Art, Beskaffenhed. Eit anna Braa i Ver’e: et andet Slags Veir; jf. Verbraa. Helg.
brꜳ, v. n. 1. (r — dde), ligne. Dæ braar paa dæ: det har nogen Lighed dermed. Helg.
brꜳ, v. n. 2. (r — dde), i Talemaaden: braa vid, eller: braa ’ti aat ein ɔ: tilraabe. En stærkt for at skynde paa ham. Sdm. hvor det ogsaa hedder: bere vid.
brꜳ, v. n. 3. (r — dde), lyne (= ljona, lygna). Tell. (sjelden). J f. braga.
brꜳ, adj. 1) hastig, pludselig paakommende. Alm. G. N. brádr; Sv. bråd. 2) hastmodig, som ikke kan finde sig i at bie. Skulde egentlig hedde braad; men denne Form findes ikke.
Brꜳd (Brꜳ), n. Brædning; kogt Tjære hvormed Baade og Fartøier bestryges. B. Stift, Helg. og fl. (Isl. bráð, f. ). Hertil: Braa’benk, m. Indretning hvori Fartøier opsættes under Brædningen. Brꜳdløyse, f. Mangel paa Brædning.
Brꜳ-daude, m. hastig Død.
brꜳden (brꜳen), adj. smeltet, i flydende Tilstand. Mest i Ag Stift.
brꜳ-djupt, adj. n. tverdybt; s. nærdjup.
brꜳdna (alm. braana), v. n. (a — a), smelte, blive flydende. Alm. (Isl. brádna). Jf. bræde.
Brꜳ(d)smør, n. smeltet Smør. Ligeledes Brꜳdtalg, f. (Ikke alm.).
brꜳfeig’, adj. som er nær Døden, el. snart skal døe. Han æ væl inkje so
