Brota (aab. o), f. et Brud, især hvor et Gjærde er gjennembrudt, for at man kan gaae over samme. Nordre Berg.
Brote (aab. o), m. 1) nedhugget Skov, Træer som ligge i Dynger. Østerd. (Brottꜳ). Isl. broti. — 2) et Stykke Mark som ryddes ved Afbrænding og derefter tilsaaes. Ag. Stift (hvor det hedder Brotta og Brꜳtꜳ). — 3) en uordentlig Hob af forskjellige Ting (Kar, Fjele, Arbeidstøi osv.). Tell. Hall. og fl. Ellers: Harkje, Skrap, Skrot. — 4) en Mængde, en stor Hob, en Mangfoldighed. B. Stift og videre. Jf. Horg. S. Bøverbrote.
Brotebrenning, f. Afbrænding af Krat og Skov paa en Mark som skal dyrkes. — Brotehogst, m. Nedhugning af Træer til saadan Afbrænding (Ag. Stift). Brotekonn, n. Korn som voxer paa den saaledes dyrkede Mark. Ligesaa: Broterug, Brotenæpe o. fl.
broten (aab. o), partic. brudt, brækket.
Brotføre, n. frossen Snee, som ikke er saa haard, at man kan gaae paa den; en Iisskorpe som brister under Fødderne.
Brothest, m. og Brotmær, f. Benævnelse paa Personer, som fare uforsigtigt frem.
Brothogg, n. Kjødøxe; Øxe som ikke bruges at hugge Træ med. (Isl. brythögg).
brotna, v. n. brækkes, briste.
brotut, adj. brudt paa enkelte Steder.
Brotver (ee), n. en stærk Storm.
Bru, f. en Bro. (G. N. brú). Fleertal deels: Bruir (Brue), dels Bryr (Namd. Indr.), Bry (Valders).
Brud (Bru, Brur), f. en Brud. Formen Brur (for Brudr) er meget udbredt; saaledes i Søndre Berg. Tell. Gbr. Nordre Trondhj. og Helg. Hertil forskjellige Ord, som hensigte til Bryllupsskikkene; saaledes: Brursvein og Brurpika, om Brudens Ledsagere. Brudaslaatt: en Marsch, som spilles naar Brudefølget gaaer til Kirke. Brudabite, et Slags Mellemmad (Sdm. og fl.), og Brudagraut, et Maaltid Flødegrød i Brylluperne.
Brudbunad, m. Brudedragt. Ellers: Brurapynt, n. og Brurasylv, n.
Brudfylgje, n. Brudefølge. Ogs. Brudfær.
Brudgum (alm. Bruggum), m. Brudgom. G. N. brúdgumi. — Ordet Gume (Ang. guma, Mand) er ellers ganske ubekjendt.
Brudsvein, m. en af de Mandspersoner, som udsees til at vogte eller ledsage Brudeparret. Kaldes ellers: Brursvein (Tell. og fl.), Brurleiar (Hard.), Leidesvein (Sdm. og fl.). — Brudens Ledsagerinder kaldes Brudpika og Brudkaana; og samtlige disse Personer kaldes Embættesfolk. brudvigja (bruvie), v. a. ægtevie. brudvigd, ægteviet. Brudvigjelse,n. Brudevielse.
Brugda, f. Brygde, et Slags stor Hai. I Sdm. Brude, og Brud.
brugdast, see brygdast.
Brugg, og brugga, s. bryggja.
Bruk (aab. u), n. 1) Brug, Benyttelse; 2) Skik, Sædvane; 3) Drift, Næringsvei. Sjøbruk, Jorbruk. 4) Gaard, Jordepart. 5) Tømmer, Trælast. Meget brugl. i Tell. og Buskerud. — Te Bruks, til Brug. — Brukshest, el. Bruksøyk, m. en Hest som bruges til Gaardsdrift. I Ndm. Brukarhest.
bruka (aab. u), v. a. (a — a; el. a -te), 1) bruge, benytte; 2) drive, nære sig ved, f. Ex. bruke Sjøen. bruka seg, være om sig, gjøre sig Umage for en Ting.
brukande, ajd. brugbar, som kan bruges.
brukeleg, adj. brugelig, som er i Brug.
brulta, s. brutla.
Brum (aab. u), n. Knopper og Kviste paa Løvtræer; især friske Kviste, som man giver Kvæget til Foder. (G. N. brum, Knopper, ogs. Løv). Maaskee egentlig Kviste med Løv, i Modsætning til Bar; s. Brumskog. Et meget udbredt Ord (B. Stift, Tell. Hall. Helg. og fl.).
bruma, v. n. samle Kviste til Foder.
Brumskog, m. Løvskov, især Birk. I Helgeland som Modsætning til Barskog.
Brun (uu), f. Kant, Brink, Pynt; Kanten imellem en Flade og en nedgaaende Side; saaledes det øverste af en Væg, den øverste Skrænt af en Bakke eller Bjergside. Fjellbrun, Bakkebrun. (Jf. Dagsbrun). Meget udbredt. Helg. B. Stift. I Tell. og Gbr. Bron; i Sdm. ogsaa: Bru. (G. N. brún, Kant). — I de tellemarkiske Viser finds Bron ogsaa i Betydningen: Øienbrun, som ellers hedder Augnebrun. (G. N. brún). Heraf storbrynt, livsbrynt og fl.
brun’, adj. brun. (Søndenfjelds: bron). — En Hest af denne Farve kaldes: Brun’en, Bron’; og ved Stavanger: Brunkjen.
brunblakk, adj. blegbrun, om Heste.
Brund, m. Brunst. Isl. brundr.
brunda, v. n. løbe i Brunst. Sædvan-
