lig kun om Dyr af Hankjønnet. (Jf. blesma og laupa).
Brundstut, m. Tyr. Jf. Rungstut.
Brune (aab. u; ogs. Brona, Brꜳnꜳ), m. 1) Brænden, det at noget brænder. Brugeligt i Nordmør og Namd. (i Formen Brꜳne), Ørk. Gulbr. (i Formen Brꜳnꜳ). Dæ vil inte bli nꜳen Brꜳnꜳ: det kommer ikke til at brænde. Isl. bruni. — 2) Brand, Forbrændelse; ogsaa Fortørrelse. Tell. Buskerud (i Formen: Brone). — 3) Brynde, Hede; især stærk Varme i Legemet, som hos syge Folk. B. Stift (Brune). — 4) Kvalme for Brystet, Halsbrynde. Ørk. (i Formen Brꜳnꜳ).
Brunelukt, f. stærk Uddunstning, især af svedende Mennesker. Nordre Berg.
brunkast, v. n. blive brun. B. Stift, Tell.
Brunkje, m. en mørk eller brun Plet. B. Stift.
Brunn, m. Brønd. I Sdm.: Brynn. G. N. brunnr. Heraf brynna.
Brunnvatn, n. Brøndvand.
Bruntrode (-tro, -troa), f. den nederste Tagfjel; Tagets nederste Deel.
brunøygd, adj. brunøiet.
Brur, f. s. Brud.
brusa, v. n. (e — te), bruse. (Sjelden).
Bruse, m. 1) Haardusk i Panden; Stjerneman paa Heste. Mest i B. Stift. 2) Axekrands, et Knippe af Kornax. Helg. Sdm. Sfj.
Brusk, m. 1) Kvast, tæt Klynge af Straa eller smaa Væxter. B. og Kr. Stift. (Isl. bruskr). 2) Haardusk, Top. Guldbr.
bruskast, v. n. sammenhobes, voxe i tætte Klynger. I Tell. bruskas.
bruskut (-ette), adj. ujævn, voxet i Klynger.
Brut (aab. u), m. 1. et stort Rum i Laden til Korn eller Hø. Høybrut, Konnbrut. Nordre Berg. I Vald. og Sdm. ogsaa Bryt (aab. y); i Sogn: Brot, n.
Brut (aab. u), m. 2. Haandspig, en kort Stang til at flytte Stokke eller Stene med. Nogle Steder: Brot. (Jf. Vaag, Lunn).
bruta, v. a. flytte ved Haandspiger.
brutla, v. n. larme, rasle; især om en svagere avbrudt Lyd, som naar man hører, at En arbeider eller flytter og rører noget i nogen Frastand. Vestenfjelds; i de nordlige Egne udtales det brultje, brulsje. I Ørk. er brultje, at slæbe eller arbeide med noget.
Bry, n. Umage, Uleilighed, Bryderie. Alm. (Sv. bry).
bry, v. a. (r-dde), 1) umage, uleilige. Alm. (Sv. bry). bry seg: gjøre sig Umage. D’æ leidt te bry han: det er slemt at paaføre ham Umage. I Hall. ogsaa v. n. Han brydde mæ dæ: han arbeidede med det. 2) i Talemaaden bry seg um: agte, ændse, skjøtte om. D’ær ingjen som bryr seg um dæ: der er Ingen som vil ændse det. S. brugdast. 3) drille, bryde En med noget, som han ikke vilde have omtalt, f. Ex. en Kjærlighedsforstaaelse. Tell. Hall. o. fl. (Jf. ꜳbry). Ellers: narra, erta.
Brya, f. Hakkeblok, eller et lignende Kar som er dannet af et udhulet Træ. B. Stift, Ørk. Helg. o. fl. I Hard. Bryggja, eller maaskee Brydja. Tingen hedder ellers: Hokk (Shl.), Stokk (Gbr.), Kupe (Tell.), Tro (Hall.), Nuv (Buskr.), No (Østerd.) — Ellers siges Brya spotviis om tykke og tunge Kar, ligesaa om Baade og Fartøier, som have et plumpt og klodset Udseende.
bryast, v. n. uleilige sig, have Umage; ogsaa skjøtte om (= bry seg). D’æ int vart (ɔ: værdt) te bryes mæ dæ. Indr.
brydda, v. n. (e — e), spire, skyde Spirer, komme op; om Græs og Korn (i Spøg ogsaa om Skjæg eller Haar). Nordre Berg. og fl. Af Brodd. — Brydding, f. Opspiren, Fremkomst.
brygda, v. a. forandre. Nhl. S. brigda.
brygdast, v. n. med um: ændse, skjøtte om. Han brygdast ikje um da. Nhl. Voss. (Sjelden). Ogsaa: brugdast. Jf. bry.
Brygg, n. Brygning; det som brygges paa een Gang. I Nhl. og Hard. Brugg.
bryggja, v. a. (a — a), brygge, lave Øl. Hedder i Nhl. Voss og Hard. brugga. (Isl. brugga). Hertil: Bryggjar, m. en Brygger. Bryggjing, f. Brygning. Bryggjekjer, n. og Bryggjarsꜳ, m. et Bryggekar.
Bryggja, f. en Brygge, Udbygning i Vandet til Bekvemmelighed for Landstigning og Losning. (G. N. bryggja). Beslægtet med Bru.
Bryggjespor (oo), m. den yderste Ende af en Landgangsbrygge. (G. N. bryggjusporðr).
brykje, v. n. arbeide stærkt, være meget om sig. Sdm. See ellers brytja.
brylaust, adv. let, magelig, uden Umage. Nogle St. bryalaust.
Bryllaup, n. Bryllup. Udtaleformen Brydlaup (i søndre Berg.) er egentlig
