hed, hvorved Sproget let kunde faae et andet Udseende end det egentlig burde have; men man vil ogsaa let indsee, at det her er vanskeligt at sige, hvilken Plan der er den bedste, og at enhver Plan vilde være udsat for at blive lastet og misbilliget fra forskjellige Sider.
Da vi nu ere saa heldige at have Adgang til at kjende det gamle Sprog, hvorfra Folkesproget er udgaaet, saa kunne vi rigtignok deraf for en stor Deel vide at bestemme Ordenes rette Form. Naar nu den gamle Form virkelig endnu findes, om endog kun i faa Dialekter, synes det ogsaa at være temmelig klart, at denne Form bør foretrækkes, ligesom Skrivemaaden i det Hele bør læmpes efter det gamle Sprog og ikke efter vort nuværende Skriftsprog. Naar derimod den gamle Form er enten meget sjelden eller ganske tabt, kan der være Tvivl om, hvorvidt Ordene skulde føres tilbage til den gamle Form. Forsaavidt som det ikke kom an paa at vise Sprogets nuværende Forfatning, kunde der vist være megen Grund til en saadan Tilbageførelse; man vilde derved faae en fuldkommen og usvækket Sprogform, der vilde forholde sig til Dialekterne saaledes, som det svenske og det danske Skriftsprog forholder sig til den svenske og danske Dagligtale, hvori der ogsaa gives en Mængde svækkede Former, som afvige fra den Form, der er hævdet ved Skriftsprogene. Ved strax at antage denne Plan vilde man saaledes opnaae den Fordeel, at Læseren fra først af blev vant til at see Ordene i deres egentlige Skikkelse og derved til at gjøre sig fortrolig med Tanken om en norsk Sprogform, som staaer over de forskjellige Dialekter.
Men ihvor nyttigt og nødvendigt det end kan være at have denne Plan for Øie, vilde det dog neppe være tilraadeligt at lægge an paa en fuldstændig Gjennemførelse af samme i en Bog som denne. Det maatte her komme mest an paa at fremvise Tingen saaledes som den virkelig forefindes. En Opstilling af forældede Former vilde ansees som en Afvigelse fra Sandheden, og Læseren vilde deraf tage Anledning til at ansee Bogen som upaalidelig; Almuen vilde ikke vedkjende sig disse Former, og den Sprogkyndige vilde heller ikke være tilfreds med en Form, som kun staaer paa Papiret og eller ikke bruges. Dernæst maa det erindres, at det nye Norske er ikke længere det samme som det gamle, endskjøndt det har megen Lighed dermed; naar nu altsaa en vis Afvigelse fra det gamle Sprog gaaer igjennem samtlige Dialekter, da kunde dette ansees som en Egenhed ved det Norske, og saadanne Egenheder maae ansees at være ligesaa berettigede i dette som i andre Sprog; de kunne desuden være til megen Nytte ved Sprogenes Sammenligning. Endelig maa det betænkes, at en gjennemført Restitution ad de svækkede Former vilde medføre mange Vanskeligheder, blandt andet ved saadanne Ord, hvis gamle Form man ikke med Vished kan vide, da man her maatte bygge paa Formodninger om Ordets Oprindelse og saaledes let komme til at opstille en Form, som senere hen vilde befindes at være urigtig.
Af visse Grunde syntes det raadeligst at holde sig til den virkelige Talebrug og kun at foretrække de Former, som stemme bedst med det gamle Sprog, altsaa at anlægge Sprogformen efter nogle af de bedste Dialekter og søge at faae den saa regelmæssig og konsekvent som muligt. Det er saaledes kun i nogle faa Tilfælde, at jeg har vovet at opstille en Grundform, som jeg ikke egentlig har forefundet, og i disse Tilfælde er da enten Formen angivet som ubrugelig, eller ogsaa er den Deel af Ordet, som bortfaller i Udtalen, bleven betegnet ved Indcirkling eller Parentheser. De Tilfælde, hvori dette er skeet, ere hvor den fuldkomne Form vel ikke er forefunden, men dog tydelig lader sig paavise, enten ved de forefundne
