Ull: banke Uld. dængje ein Jaa (Hall.): Udhamre en Lee. G. N. dengja. 2) slaae, prygle, give Riis. Mere alm. (Sv. dänga). Heraf. dengd’, partic. slaaet, banket.
Dengsla, f. Prygl, Pidsk. Han fekk ei Dængsla: han fik en Dragt Prygl. B. Stift.
denne, pron. denne. Hedder ogs. denna, ligeledes: dinne, og dinna (mange St.), ogsaa: danna (Sogn, søndre Berg. Helg.); med tilføiet ne eller n: dennane, dinnan, dennin; derimod forkortet i Romsd. og Ndm. ’ne og na. G. N. þenna (acc. af þessi). — En Dativform: desse eller dissa — forekommer i Rbg. Vald. Nfj. og i Ndm. forkortet til ’sa; f. Ex. aat dissa Mann’a (ɔ: til denne Mand); mæ dessa Stav’a (med den Stav der); i ’sa Baat’a (ɔ: i den Baad der). Ndm. I de tellemarkiske Viser findes ogsaa Formen: dessom. G. N. þessum, þessu, þessari. — Det tilsvarende Neutrum hedder: dette, og detta (mest alm.), ditte, ditta (aab. i) og datta (søndre Berg. og fl.), forkortet: ’te og ’ta (Ndm.); forøget med ne eller n: dettane, dettan, dittin. (G. N. þetta). — Fleertal er ligt i alle Kjøn og hedder: desse, dessa, dissa; ogs. dassa (Sogn, Nhl. o. fl.); forkortet: se og sa (Ndm.); f orøget med ne el. n: dessane, dessan, dissin. (G. N. þessir osv.). Paa mange Steder bruges to Former ved Siden af hinanden, saaledes at den ene betegner det nærmeste, og den anden det længst fraværende; saaledes: denna og danna (i Sogn), denne og danna (Helg.), dinne og dinna (Sdm.), ne og na (Ndm.); den sidstanførte Form betegner det fjerneste.
Depel (aab. e), m. (Fl. Depla, r), 1) Dynd, Mudder, f. Ex. paa en Vei. Meget brugl. i nordre Berg. og Sdm. I Gbr. Dipel (aab. i). Ellers: Dy, Gor, Surp og fl. — 2) Søle, Pøl, Samling av Dynd. Sdm. og fl. I Shl. Dopel (aab. o). Ellers: Evja, Dyngja, Dikje. (I danske Dial. Dybbel). — 3) en Slump eller Levning af vaade Varer i et Kar. Shl. I Tell. Dipel. (Jf. Dape, Sope, Skyld).
Deplemark, f. sympig Grund med enkelte Dyndpytter. Sdm.
Deplesvorte, f. Et Slags blød Jord som bruges til sort Farve. Sdm.
deplet (-ette), ndj. sølet, fuld af Dynd.
der (deer), dig. En Dativform som bruges af de Gamle i Nhl. (G. N. þér).
dere (ee), Eder. See dikke.
dere, v. n. skjælve; see dirra.
Des’a, pl. s. Dos. — dese, v. s. disa.
dess, et gammelt Genitiv af da(d) eller dæ. (G. N. þess; Sv. dess). Kun i nogle Talemaader. Te dess: dertil, t il den Tid. (Nogle Steder: tess og test). Eg minnest dæ ikje sjøl te dess ɔ: jeg mindes det ikke selv engang. Dæ va Von dess ɔ: der var Sandsynlighed for det, man skulde vente det. Sdm. Han va gla’ dess at dæ vart so godt ɔ: han var glad til, at det ikke blev ringere. Dæ va dess be’re: det var endda bedre. Dess meir han fekk, dess meir vild ’an ha’ (ɔ: jo mere o. s. v.). Tell. og fl. Hedder ellers: te meir.
desse, 1) Fleertal af denne og dette. Hedder ogsaa: disse, dissa, dassa, ’se og ’sa; forlænget: desse-ne, dissin osv. (s. denne). — 2) Dativ af denne og dette. Hedder ogsaa: dessa, dissa, ’sa og ’se, — og forlænget: dessa-ne. — 3) en Genitivform af samme Ord, i Talemaaden: te desse (el. til disse) ɔ: hidtil; til denne Tid. (G. N. til þessa). Med tilføiet ne: te dissine (Sdm.).
des-foruttan, desforuden. (Rettere: dessutan).
desshelder, adv. endog (egentl. desto mere). Sædvanlig med en Negtelse: ikje desshelder ɔ: ikke engang; f. Ex. Eg veit ikje da sjøl desshelder ɔ: jeg veed det ikke selv engang. Hard. Voss. — Ogsaa: disheldur, og dishelde. I Tell. disheld. I Sdm. te-dess, og tesshelder.
dess-imillom (-myllaa), derimellem; til andre Tider; ogs. imidlertid.
dessmeir, adv. endog; hvad som er endu mere; ogs. destomere. Tell. Hall. Buskerud og fl. — Hedder ogsaa: dismeir.
dessverr, adv. desto værre. — Ligesaa: dessmindre, dessfyrr, dessnærre og fl.
Dett, m. et Fald. (G. N. dettr).
detta, v. n. (dett’: datt; dotte), 1) falde, dratte ned (om et noget hurtigt Fald; jf. fella og siga). Alm. — G. N. detta. 2) briste, springe, falde i Stykker. Mest i de nordlige Egne; f. Ex. Dæ datt sundt: det gik i Stykker. Dæ dett av: det gaaer itu. Dæ dett’e nid’atte (Sdm.): det falder igjen, der bliver intet videre af.
dette (neutr. af denne), dette. Hedder ogsaa: detta, ditta (aab. i), datta, ’ta, ’te, og forlænget: dette-ne, dittane, dittin osv.
detten, adj. som jævnlig falder, ikke er sikker i Gang. Nhl. og fl.
