di-likt, deslige; ligt dermed (likt di). slikt ꜳ dilikt ɔ: saadant og lignende.
dilla, v. n. (a — a), dingle, hænge og slænge; ogsaa i Spot: følge efter, hænge ved. Nordre Berg. Sdm. og fl. (Isl. dindla). Dæ heng’ ꜳ dilla. Ogsaa v. a. f. Ex. om Hunden: han dilla Rumpaa: den logrer med Halen. — Subst. Dill, m. bruges i Spøg; saaledes: Tausedill, En som altid vil være hos Pigerne.
Dim (aab. i), n. Tusmørke; den mørkeste Deel af Natten om SOmmeren. Meget brugl. i B. Stift, især Nordre Berg. Da sto Dim’e ɔ: Tusmørket var begyndt. I myrkaste Dima: ved Midnat (om Sommeren).
dim (aab. i), adj. dunkel, noget mørk. Temmelig alm., men hedder tildeels: dym og dum (Jæd. Gbr. Ørk.). Isl. dimmr. Om Øine: svækkede, som ikke see godt. Om Glas og Briller: uklare, ikke ret blanke.
Dima (Dimma), f. Dunkelhed i Luften, Uklarhed, Mørke. Helg. I Nordmør: Dymme. (Isl. dimma). Jf. Demba.
dimast (dimmest), v. n. dunkles, blive dunkel. I Gbr. og Ørk. dymmest. Han dimdest paa Synd’a (Sdm.): han svækkedes paa Synet. dimmyld’, adj. om Ager, som kun bestaaer af Myrjord eller sort Muld. B. Stift.
dim-øygd, adj. svagsynet, som ikke seer godt. Helg. og fl. Ogsaa: dimsynt.
din, pron. din. Hedder i masc. din (dinn), f. di (alm.), n. ditt (aab. i), pl. dine. Dativ tildeels: dine og dinꜳ.
dingla, v. n. dingle. Oftere: dangla, dilla og fl.
Dings, n. Tingest; noget vedhængende, f. Ex. Ringer eller Løv paa en Krone.
Dining, s. Dyning.
dinna (dinna-ne o. s. v.), s. denne.
Dipel (aab. i), m. 1) en liden Slump Vand. Tell. (s. Dape). 2) Dynd, s. Depel.
dirla, v. n. rokke, hænge løs, s. darla.
dirra, v. n. (a — a), dirre, bæve, ryste. I Sdm. dere (lukt e), at skjelve. (Jf. dissa). Etsteds i Ag. Stift: darra. (Sv. darra).
disa (aab. i), v. n. sladre, fisle. B. Stift. Ogsaa tisa, bisa, kvisa. — Disar, m. og Diseltut, m. Sladrer, Øretuder.
dishelder, og dismeir; s. dess.
Dism, n. Solrøg; s. Moe.
dissa, v. n. (a — a), bævre, ryste, skjælve. Alm. vestenfjelds og Tr. Stift; ogs. Gbr. og fl. Dæ dissa i Myrenne, — om Sumpjord som er saa blød at den gynger eller bæver naar man træder paa den. Han skolv, so han dissa (ɔ: rystede). Ogsa v. a. dissa seg, gynge, duve (Tr. Stift).
Dissa, f. en Gynge (= Huska, Riga). Sjelden.
dissa (dissane, dissinne), s. desse og denne.
dit, s. didt. — ditta, s. denne.
djerv (jerv’e), adj. djærv, dristig, modig.
djervast, v. n. blive mere dristig.
Djevel, m. Djævel. Ogsaa: Devel, Jevel, Djekel, Dekel; ligesaa: Bøvel, Bøker, Poker, Faker, Dunder og fl.
Djoke, f. en liden Pige. Sdm. (hos de Gamle).
Djup (Jup), n. et Dyb, dybt Vand.
djup (jup’e), adj. dyb (G. N. djúpr); figurl.: dybsindig, ikke let at forstaae. (Paa de fleste Steder udtales dj kun som j). Heraf: dypast, Dypt.
Djup-ꜳl, m. en dyb Rende i Bunden (i Elve og Sunde). I Djupꜳlen: i den dybeste Rende.
djupgjengd, adj. dybtgaaende. (Sjeld.).
djuplendt (juplænt), adj. om Ager, som har dyb Jord. Modsat: grunnlendt. Almindl.
djupna, v. n. blive dybere. Ogs. dypest.
djupsjøa, om et Sted, hvor Søen er dyb.
Djupsogn (Jupsaagn), f. Fiskesnor med Lod og Krog, at bruge i dybt Vand. Nogle Steder: Jupsaang; i Helg. Juksaang. Oprindelsen er tvivlsom; maaskee af Agn.
djuptenkt, adj. dybtænkende, dybsindig.
Djuv, n. en Huulning, Fordybning i Jorden; ogsaa en Hule eller Bjergkløft. Meget udbredt. I Sdm. Dju’; i Nhl. Ju; søndenfjelds Juv (som formodentlig er samme Ord).
djuvet (juvut), adj. fuldt af Huulninger eller Huler. Dær æ so djuet’ ꜳ dalette (Sdm.).
do (ɔ: døde), og doe, s. døya.
Dogg, f. 1) Dug. (G. N. dögg; Sv. dagg). 2) Taar, Draabe. Kvar ei Dogg: hver en Draabe. Kvar ei Dogg: hver en Draabe. ei lita Dogg. (Jf. Sope, Skvett, Vaatt).
dogga, v. a. dugge, bedugge (s. deggja).
Dogg-ꜳm, = Ꜳma. (Mandal).
Doggfall, n. Dugfald. Eit stort Doggfall: naar der falder megen Dug paa Græsset.
Doggløysa, f. Tørke, Mangel paa Dug.
doggslegjen, adj. fugtig af Dug. (Sjelden).
doggvꜳt, adj. vaad af Dug.
