Slags Fiskerie med Garn. Tr. Stift; s. driva.
driva, v. a. og n. (driv; dreiv; drive, aab. i), 1) v. a. drive, f. Ex. Nagler; ogsaa: anspænde, udmatte; gjøre megen Brug af; fremskynde; tvinge, nøde. 2) kaste, slænge. Meget brugl. paa Helgeland. 3) transportere Trælast fra Skovene, især tilvands. Tell. og fl. 4) v. n. drive, fyge, kastes afsted som Snee eller Vand. Ogs. flyde afsted paa Vandet (s. reka); vanke omkring (jf. slyngja). Nogle St. ogsaa: falde over, falde til Siden. Han dreiv stad ɔ: han faldt overende. Sdm. og fl. 5) fiske ved at holde Garnene i Søen og lade dem drive med Strømmen. Tr. Stift. Hertil: Driv, Drivgarn. 6) bestille, sysle med noget. Kva æ dæ de drive pꜳ ɔ: hvad er det I nu arbeide med?
Driva (aab. i), f. 1) en Byge, hvorved Sneen eller Vandet driver. 2) en stor Skynding, Hast, Forvirring. Da gjekk i ei Driva.
drivande, adj. 1) som kan drives. 2) driftig, arbeidsom, dygtig. drivande Folk. — Forskjelligt herfra er drivende, adv. f. Ex. drivende kvitt ɔ: hvidt som Snee.
Drivar, m. Drivholt (Bødkerredskab).
driven (aab. i), adj. 1) dreven; ogsaa anspændt; fremskyndet; nødt, tvungen; 2) øvet, dreven i en Kunst; 3) udgraveret, om Sølvtøi. Tell. og fl.
Drivgare (aab. i), m. en Byge som driver Vandet op; en Styrtning af drivende Vand (paa Søen). Sdm.
Drivgarn (-ga’n), n. et Garn som er indrettet til at drive med (s. driva, 5). Tr. Stift, Sdm.
Drivhjul (aab. i), n. Drivehjul.
drivlast, v. n. løbe sammen, blandes, blive vanskeligt at skjelne. B. Stift.
Drivmjell, f. løs, fygende Snee. Gbr.
Drivsand, m. fygende Sand, Flyvesand. (I alle disse Sammensætninger er i aabent).
Drivsle (ii), f. Flødning, Transportering af Trælast. Tell.
drjug, s. dryg.
drjupa, v. n. (dryp’; draup; drope, aab. o), dryppe, falde i Draaber. Inf. hedder ogsaa drupe, drypa, drjøpe, drøpe (aab. ø). G. N. drjúpa. Heraf Drop, Drope, drøypa. — „Dæ kvorken dett’ elde dryp’e ta ’naa“ siges i Sdm. om En som er meget stille og ikke tager Deel i en Sag. (Isl. ekki drýpr af honom).
Drjuping, f. Dryppen, Draabefald.
Drog (oo), f. Skyernes Gang. Sdm. og fl. Ellers: Drag, Draatt, Drætte.
Drog (aab. o), f. 1) et Sted hvor man drager eller trækker noget; Fjeldsti hvorpaa Ved og Tømmer trækkes ned. Gbr. 2) Vei, hvor et Dyr har krøbet eller nedtraadt Græsset; især Otterens Vei fra Søen til sin Hule. Slentredrog. Sdm. 3) en kort Slæde til at kjøre Tømmer paa. Søndre Berg. Ag. Stift. Jf. Stytting.
Drog, m. et Spøgelse; s. Draug.
Droga (aab. o), f. en Dragt Ved eller Hø, som man trækker med Hænderne. Meget udbredt (Rbg. Tell. Sdm. og fl.). Isl. draga.
drogsleien, s. draugslegjen.
Drok (aab. o), f. (Fl. Drek’er), Pige, Tøs. Brugl. i Ndm. Jf. Vækja, Fesja.
Drold, m. s. Stril.
Drop (aab. o), n. Dryppen, Draabefald; f. Ex. af et Tag. Rbg. Mandal. G. N. drop.
Drope (aab. o), m. Draabe. I nogle Dial. Drꜳpa og Drꜳpꜳ. G. N. dropi. Ogsaa en liden Slurk, en Sup.
dropefri, adj. draabefri, om Huse.
dropen, s. drepen.
dropla, v. n. (a — a), dryppe smaat, sprøite, falde i smaa Draaber. Maaskee alm.
droplut (-ette), adj. spraglet, smaaplettet. Tell. B. Stift, I Helg. droplaat. En Ko af spraglet Farve kaldes: Dropla.
Drose (aab. o), m. Korn og Avner tilsammen; aftærsket Korn som ikke er renset eller drøftet. Overalt i de nordlige Egne fra Sogn og Valders; tildeels i Formen: Drꜳsa, Drꜳsꜳ (Ørk. Østd.), og Drøse. Ellers: Viste. (I Sverige: dråse).
Drott, s. Landdrott.
drug (drøi), s. dryg.
drukkjen, adj. 1) uddrukken, udtømt. 2) fuldsuget af Vædske. vassdrukkjen, sjødrukkjen. 3) drukken, beruset.
drukna, v. n. (a — a), drukne. (Jf. bliva).
Drull, m. Skrald, Drøn. Sdm.
drunta, v. n. nøle, være seen, ikke blive færdig. B. og Kr. Stift. (Ogsaa i Danmark).
drusa, v. n. (e — te), styrte frem; ogs. slumpe til, slaae til. Ikke alm. Jf. rusa og dusa.
drust (uu), adv. rigeligt, overflødigt; ogsaa: prægtigt, herligt. Tell. Jf. drysja).
drusteleg, adj. prægtig, herlig. Tell.
drye, s. drygja.
dryfta, v. a. (e — e), drøfte, rense Kornet
