fra Avner ved at ryste det i et dertil indrettet Trug (kaldet Dryftetrog, n. eller Dryfting, m.). Jf. kasta.
Dryfta, f. en Slump Korn som drøftes paa een Gang.
Dryfting, m. s. dryfta.
Dryg, m. Drøihed; Forslag, Varighed. D’æ ikje nokon Dryg i dæ. Tell. o. fl.
dryg’, adj. drøi, som indeholder meget eller varer længe. Ogsaa: dristig, som gaaer vidt i sine Paastande. Ordet hedder ellers: drjug’e (Sogn, Voss, Hard.), drug (Nhl. Hall. Gbr. og fl.) og dryg. G. N. drjúgr. I drygꜳ: drøit, vel meget. Sdm.
Drygd, f. Forslag, Drøihed. (Sjelden).
drygja (drye), v. a. og n. (-gje, -gde), 1) gjøre drøiere, forlænge, gjøre at noget bliver varigt. (G. N. drýgja). 2) v. n. føle, opsætte noget, forhale Tiden. Eg drygde te Kvelds: jeg opsatte det til Aftenen. Alm. og meget brugl.
drygjande, som kan udsættes. Dæ va ikje drygjande lenger ɔ: man burde ikke bie længere.
drygjast, v. n. (-est, -dest), blive drøiere; ogsaa vedvare, vare længe.
Drygjelse, n. Forslag, Noget som gjør en Ting mere drøi eller varig.
drygjen, adj. 1) besparende, som gjør en Ting varig; 2) seenfærdig, nølende.
Drygleik (-leikje), m. Drøihed.
Drykk, m. Drik. (Nfj. Sfj. Nhl. Rbg. og fl.). Fleertal Drykkje.
Drykkja, f. Gjæstebud, Gilde. Nhl. og fl. G. N. drykkja. (Jf. Aata).
dryle, v. a. (e — te), slænge eller drive noget afsted, kyle. Sdm. og fl.
Dryn (aab.y), m. Bulder, Brag; s. Dyn.
drynja, v. n. (dryn’, drunde), om Køer: give en svag langtrukken Lyd (= tryta). Tellemarken.
Drypel, m. Drøbel (s. Ulv). Hall. Buskr.
drysja, v. n. (drys’, druste), 1) drysse, spredes, falde som Korn eller Frø; 2) v. a. udstrøe, udsprede. Nogle Steder: dysja; i Helg. tossa.
dræg, s. draga. — Dræker, s. Drok.
Dræng, s. Dreng.
Drætte, n. 1) Dragen, Trækken, f. Ex. ved Fiskerie. Af Draatt. 2) Skyernes Løb. Nordre Berg. Ellers: Drag, Draatt. 3) Dræt, Skagler med Tilbehør paa Plove og Kjøreredskaber. Ag. Stift og fl. Ellers: Greie og Beite. Jf. Tvidrætte. 4) en kort Slæde, Tømmerslæde. Sogn. Jf. Stytting. 5) Efterslæng, Noget som man slæber med sig. Nfj. Sdm.
drøg’, adj. dragende. I Sammensætning som: langdrøg, hardrøg. Af draga, drog.
Drøgje, n. et lidet Læs (især af Ved); Noget som bliver draget. Ogsaa ligesom Droga, om et seenfærdigt Menneske, som man maa drive og paaskynde.
drøn, s. drynja. — drøpe, s. drjupa.
Drøsa, f. Sladder; Sladderhistorie. (Mest i Fleertal). Nordre Berg. Helg og fl. — G. N. dræsa.
drøsa, v. n. (e — te), sladre, føre Sladder.
Drøym, m. 1) Drøm, s. Draum; 2) en Nøler, seenfærdig Person. Sdm. og fl.
drøyma, v. n. (e — de), drømme. (G. N. dreyma). Ogsaa: nøle, gaae som i halv Søvn. Undertiden v. a. f. Ex. Han drøymde Gomor si (ɔ: om sin Bedstemoder). Eg drøymde meg rædd: jeg drømte saa at jeg blev forskrækket.
drøymen, adj. som drømmer meget; ogsaa nølende, seenfærdig.
drøypa, v. a. og n. (e — te), sprøite, stænke, lade dryppe. Søndre Berg. og fl. G. N. dreypa. (Af drjupa, draup).
du, pron. du. (I dat. og acc. deg). G. N. þú. Jævnf. did.
dua, v. a. tiltale med „du".
dua, s. duva og duga.
dubba, v. n. (a — a), nikke af Søvn, duve med Hovedet. Ordet synes at være alm. men hedder paa nogle Steder duppa (Nhl. Hard. Sogn. Gbr.).
dubbel, adj. dobbelt. S. tvifald.
Dubl (Dubb’l), n. Boie; en Stok eller et lidet Kar, som viser Stedet hvor et Garn er udsat, og er bundet til dette ved et Toug (Dubletog, n. ). Isl. dubl.
dubla, v. n. duve op og ned i Vandfladen, skjule sig af og til i Bølgende. Nordre Berg.
Dubling, m. Blindnagle (= Blinding). Sdm.
due, s. duga, duva, dua.
Dufs, m. Dusk, Kvast. Tell. (Sv. tofs).
Dufseblom, m. Skabiose (en Urt). Tell.
Duft, f. 1. Brede, s. Dyft.
Duft, f. 2. Støv, især fiint Støv af noget som bliver knuset eller malet; f. Ex. Mjølduft: Meelstøv. Alm. men hedder i Sogn og Nhl. Dupt; i Sdm. Dyft. G. N. dupt. Jf. Dumba.
dufta, v. n. (a — a), støve, ryge.
Dug (aab. u), m. Duelighed, Styrke; Hjælp, Forslag. Tell. o. fl, G. N. dugr.
duga, v. n. (-gje, -gde), due, nytte, hjælpe, være tjenlig. Nogle St. due; i Helg. duve; i Ndm. og Ørk. dauge. G. N. og Sv. duga. Præs. hedder i Tell. dugjer, og nogle St. dygje (for dugje) men ellers: due.
