dugeleg (duele), adj. duelig. (G. N. duglegr). I Nhl. som adv. dugtigt, tilgavns.
duglaus, anj. uduelig. Tell. (sjelden).
Dugløyse, f. Kraftløshed; Uduelighed.
Dugnad, m. Arbeidsselskab; Sammenkomst af Naboer og Bygdefolk for at hjælpe En til at udføre et eller andet stort Arbeide i en kort Tid; saaledes: Slaattedugnad, Tekkjedugnad og fl. Ogsaa et Gjæstebud for Deeltagerne i Arbeidet, som tildeels holdes paa en anden Tid. Betyder egentl. Hjælp, af duga i den gamle Betydning: at hjælpe; i Nhl. bemærker det tildeels ogsa Tilskud af Materialier, især til en Bygning. Ordet er alm. men i forskjellig Form; saaledes: Dugna (Sogn, Nhl. Stav. Vald.), Dunad (Nfj. Sdm.), Duna (Ndm.), Dona (Ørk. Gbr.), Dogna (Indr.), Dugning (Tellem. Rbg.), Doning (Østd.), Dovning og Domning (Hedm. Buskerud).
Dugning, m. s. forrige.
Dugur, m. Maaltid Kl. 10, s. Dogur.
dugura, v. s. dogura.
Duk (uu), m. 1) Dug (G. N. dúkr); Borddug; Klædningsstykke (Brøstduk, Halsduk); Tøi (Seglduk, Voksduk). 2) en Omgang ved Alteret. Namd. See Bleia. 3) en liden Ager af opkastet Myrjord. Tell. Ellers: Reit, Trøe. duka, v. a. (a — a), 1) duge, lægge Dug paa. 2) i Tell. opkaste Jord til at saae i.
dukka, v. n. (a — a), dykke i Vand. dukka unde: holde Hovedet under Vand.
duld’, adj. dulgt, skjult; s. dylja.
dul-ram, adj. udholdende i at dølge noget; ubrødelig taus. Tell. S. ram.
Dulsmꜳl, n. Dølgsmaal.
dum, adj. 1) stum, som ikke kan tale. Alm. Sv. dum. G. N. dumbr. 2) dunkel, mørk (f. Ex. om Glas). Gbr. Ørk. See dim.
Dumba, f. Støv; let Affald af tørre Sager, f. Ex. af Korn under Tærskningen. Næsten alm. (Udtales paa nogle St. Dumme og Domme). Sv. dam. Isl. dumba, Taage. Jf. Duft og Dembe.
dumbut (-ette), adj. støvet, fuldt af Støv.
Duming, m. En som er stum.
dumle(g), adj. dunkel, mørk, om Luften. Eit dumle Ve’r. Ørk.
Dumme (el. Domme), m. Krog, Hage i Gjængerne paa Døre og Vinduer. Sogn, Søndre Berg.
Dump, m. 1. Vindkast, Vindbyge. Fosen.
Dump, m. 2. en Fordybning, Huulning i Jorden. Vald. Guldbr. I Ndm. Daamp.
Dump, f. den forreste Deel af Bunden i en Bredslæde. Ved Kristiania. (Vel egentlig Dybde eller Huulning ligesom forrige Ord).
dumpa, v. n. plumpe, falde pludselig. Ag. Stift. (Isl. dumpa). Jf. stumpa.
Dun (uu), n. Duun. (Søndenfjelds: Don).
Dun (aab. u) og Dune, m. Drøn, Bulder. Nhl. Rbg. og fl. Ellers Dyn.
duna (aab. u), v. n. drøne; s. dynja.
Dunad, m.s. Dugnad.
dunast, v. n. faae Duun, blive dunet.
Dunder, m. et Navn paa Fanden. Sdm.
dundra, v. n. (a — a), dundre, drøne. Egentl. dunra, ligt: dunsa og dunka af dun-de (dynja).
dunga, v. a. opdynge. (Sjelden).
Dungje, m. (Fl. Dunga, r), Dynge, Hob. Nordre Berg. Sdm. Nhl. Hard. Ørk. og fl. Ellers: Dyngja, f. — Dungestad, m. Stedet hvor en Dynge har ligget (især paa Agrene). I Sdm. ogsaa: Dungestyde (aab. y), n. — I dungevis: i Dynger, i mange Hobe.
Dunk, m. 1. Dunk, Bimpel (= Kaggje).
Dunk, m. 2. et lydeligt Slag, f. Ex. paa en Væg. Temmelig alm. Ogsaa: en dump Lyd, som naar noget tungt falder ned. Isl. dunkr.
dunka, v. n. (a — a), give en dump Lyd, som naar noget falder ned. Jf. dunsa.
Dunn, n. Smaasysler i Huset. Sdm. og fl. (Isl. duðr). Ogs. Dunning, f.
dunne, v. n. sysle i Huset, med ubetydelige daglige Forretninger. Sdm. I Nhl. dona.
Duns, m. Lyd af noget som støder eller falder ned. Mange St. (Sv. duns).
dunsa, v. n. (a — a), dundre, som naar noget tungt falder ned. Vestenfjelds, Hall. Ørk. — Ellers dunka.
Dunseng, f. Fjæderdyne.
Dupp, m. Top, Dusk. Ørk.
duppe, v. n. 1) nikke, s. dubba. 2) dyppe. Nogle St. søndenfjelds. S. duva.
Duppe, f. Dyppelse, Sauce. Ag. Stift.
Dur (for Dugur), s. Dogur.
Dur (uu), m. Bulder, Drøn, Larm. Nhl. Hall. Gbr. og fl. Andre St. Tur.
dura, v. n. (a — a), buldre, larme (om en langvarig og eensformig Larm). Nhl. Tell. Hall. Gbr. — Ellers tura.
Durm, n. Dunkelhed, Mørke i Luften, forud for Uveir. Sdm.
durmen, adj. dunkel, mørk i Luften.
Dus (uu), m. et Stød, Slag. Hard. Sdm.
