Side:P. A. Munch - Samlede Afhandlinger 1.djvu/103

Denne siden er ikke korrekturlest

Geistligheden, som kort efter Magnus Lagabøters Død fandt Sted, synes Lendermændene fremdeles ivrigen at have deeltaget, og tillige at have været heel voldsomme: derpaa tyde især Udtrykkene i Haakon V.’s Retterbod, hvori deres værdighed blev ophævet. Denne merkelige Retterbod af 16de Juni 1308 gav hele det administrative Væsen et forandret Udseende og Konge- magten større Udstrækning; saa forhadt sees Jarle- og Lendermands-Værdigheden at have været Kongen, at han ei alene ophæver dem, men og erklærer det for Landsforræderi, at virke til Jarle- eller Lendermands-Værdighedens Gjenoprettelse.[1]

Hvormange Lendermænd der til enhver Tid have været, er vanskeligt at afgjøre. Harald Haarfagre bestemte, at der idetmindste skulde være fire i hvert Fylke; senere synes deres Antal at have aftaget, da der udtrykkelig fortælles i Olaf den Helliges Saga, „at dengang vare der mange Lendermænd“; altsaa vare der siden ikke saamange. Efter Magnus Barfods Saga C. 8 synes der i hele Viken kun at have været fire Lendermænd, og dette var dog et heelt Lagdømme. Paa den anden Side viser Thingfarebolken i den ældre Gulethingslov ved at bestemme, at to Lendermænd skulde blive tilbage i Egdafylke, to i Rygjafylke, een i Søndhordeland, een i Firdefylke, een i Søndmør – at deres Antal paa den Tid var temmelig talrigt. Fortegnelsen paa de Lendermænd, der indfandt sig ved Rigsforsamlingen i Bergen under Haakon Haakonssøn, leder ei til noget bestemt Resultat.

I Danmark finde vi neppe nogen Værdighed, der svarede til Lendermands-Værdigheden i Norge; neppe heller i England; dog synes her de saakaldte ealdormen i flere Henseender at kunne sammenlignes dermed, ligesom den saakaldte geréfa, forsaavidt han instituerede Søgsmaal, nævnte Nævninger o. s. v.,

  1. Udtrykkene ere disse: „sakir framferða ymisra manna er haft hafa við vára þegna bæði i bernsku ockarra brœðra ak sva nu um stund siðan – – – allar syslur um alll landit se nu undir oss kallaðar med þessu váru brefi. Stiorn hirðar várrar vilium ver at mest se undir oss; – – Jarla nöfn ok lendra manna utan konungs sonum ok jarlinum af Orkneyium tokum ver af opinberliga, at nockurir geriz heðan af; en þeir, sem nu eru lendir menn, halldi heiðr sinum ok rétt um sina daga. Kina kollum ur sanna landraða menn, at heðan af raða þat ungum konungi, at fleire se höfðíngiar i veralligu valldi i Noregs konungs riki, en af rettu ætterni ero komnir“. Vel omtales et Par Gange senere i latinske Breve „barones regni Norvegiæ“, men at dette Intet har at betyde, og maaskee blot er et Udtryk, brugt i Breve til Udlandet, hvori man ei vilde savne Hoftitler, som der vare almindelige, er af Munthe viist i Saml. 3die B. S. 590.