stige Bestræbelsen efter at forandre Sproget, burde man dog først undersøge, hvorvidt dette Afhængighedsforhold i literair Henseende virkelig kan have skadet. Og da vil man tilvisse indsee, at det i Grunden maa ansees heldigt for os, at vi saa bekvemt komme til at deeltage i en af Europas meest dannede Nationers Literatur; at Alt, hvad Danerne arbeide for sig, ogsaa kommer os tilgode; at vi gjennem dem sættes i Forbindelse med alle øvrige videnskabeligt dannede Nationer, hvilket vistnok — paa Grund af vort Lands afsides Beliggenhed — næppe, eller saare vanskeligt vilde have været Tilfældet, hvis vi stedse havde haft et eget Sprog, ligesom og vor Literatur, hvor fattig den end nu er, dog i hiint Fald havde været endnu fattigere, da det baade vilde have kostet os mere Anstrengelse, at holde Skridt med Tiden, og det læsende Publikums ubetydelige Udstrækning vilde have sat snevre Grændser for literair Produktion.
Saa langt vi kunne følge den norske Stamme tilbage i Historien, har den i ældre Tider stedse talt eet og det samme Sprog, det Oldnorske (Islandske), hvilket noksom kan skjønnes af de gamle Kvæder, da de ældste Eddadigte ere ligesaa reen oldnorske, som de bedste Kvad fra Harald Haardraades Tid. I Norge, Stammens Hovedsæde, taltes der udelukkende Norsk, paa de Egne nær, hvor endnu det Lappiske tales, ligesaa i det egentlige Sverige eller Svealand (Svithjod), Derimod synes det norske Sprog senere at være blevet indført i det saakaldte Gautland (Göthaland) og Danmark, i hvilke Lande et sig det Gothiske eller Angelsaxiske nærmende Sprog udentvivl har været talt; det sidste endog ganske vist i Jydland (see Chron. saxon. ved Aar 449[1]), hvor Almuesproget endnu ligner meget det Gammelengelske[2]. Senerehen udbredte det norske Sprog sig med de norske erobrende Stammer ogsaa til disse Egne, men kunde naturligviis ikke beholde sin fuldkomne Reenhed, og maatte lide under en mægtig Reaktion. Derimod vedblev i
- ↑ 449. „I denne Tid søgte Hengest og Horsa, indbudne af Briterkongen Vyrtgeorn, til Britanien … Da kom der Folk af tre germaniske Stammer, af Old-Saxer, af Angler, af Jyder. Fra Jyderne kom Beboerne af Kent og Wight, samt den Slægt i Wessex, der nu kaldes Jydeslægten".
- ↑ See f. Ex. Feldborghs Denmark delineated Vol I. Pag. 29, hvor der fortælles om Foersom, at han forstod strax de selv for Engelske uforstaaelige Ord i Burns’s Digte, fordi alle disse Ord deriverede sig fra hans Fødeegn Syd-Jydland.
