sammensat Sprog kan ingenlunde være ønskeligt. Ved at forandre Sproget saaledes, som nu er viist, idet man aabenbar fornægter Sprogdannelsens historiske og naturlige Grund, og under denne voldsomme Adfærd ei engang røber noget Blik for Sprogets Kjerne, bliver det Product, man udbringer, endnu altid — Dansk, men naturligviis fordærvet; og hvor langt bedre er det ikke, at skrive reent end fordærvet Dansk, der dog aldrig bliver Norsk?
Det vil have viist sig af hvad der ovenfor er sagt, at det hovedsageligen er Ordforandringer, der beskjæftige vore Sprogreformatorer. Dette Arbeide gaaer dem rask fra Haanden, og den ubetydelige Dygtighed, som hertil udfordres, staaer heller ikke i noget Forhold til den Vigtighed og Betydning, man tillægger et saadant Foretagende. Frygten for Ordlighed med de Danske er i det Hele taget af en høist pudseerlig Virkning; man miskjender nemlig og overvurderer Frygtens Gjenstand og griber derfor til blinde og intetsigende Forholdsregler. Det er dog bekjendt nok, at Ligheden mellem de blotte Ord i forskjellige Sprog, uden Hensyn til Ordføininger og grammatiske Former, den saakaldte lexikalske Lighed, aldrig kan gjøre Udslaget i at bestemme Sprogets indre Væsen og Navn; hvor den er charakteristisk og indgribende, vil den vel antyde Sprogenes Stamme eller indbyrdes Slægtskab, men dens hele Anvendbarhed, som Særkjende, er ogsaa derved udtømt. Man kan ikke bedre betegne Værdet af denne evige Experimenteren med Gloser end ved at bringe i Erindring, hvortil den ledede flere af det forrige Aarhundredes og selv nogle af vore Dages Lærde; her seer man engelske, tydske, franske, gaeliske, arabiske, chinesiske, persiske o. s. v. Ord sammenlignes for derved at bevise en Slags almindelig Sprogforbindelse, uagtet dog det Tilfældige og Grundløse heri er aldeles aabenbart. Man kunde paa denne Maade maaskee komme til det Resultat, at Svensk var beslægtet med Fransk, thi som bekjendt have Svenskerne mere end nogen anden nordisk-germanisk Nation den Skik, at spække Talen med franske Udtryk, og man vil lettelig træde flere Steder i svenske Bøger, der ere nogle Decennier gamle, hvor Foredraget for en stor Deel bestaaer af franske Udtryk; men Konstruktionen, Vendingerne, Charakteren bliver dog altid svensk; de optagne Ord ere blot en ydre Klædning. Efter denne Digression behøver jeg næppe at bemerke, hvorlidet man igrunden rykker fra det Danske og nærmere vort Oldsprog, eller
