Grundformer eller Ordformer; derimod have Maalene i de christiansandske og agershusiske Fjeldbygder en skarpere Adskillelse af den sterke og svage Flexion og en større Fuldkommenhed i enkelte Bøiningsformer. Tvende vistnok merkelige Dialekter, der, hvorvel de Egne, hvori de tales, ei længer tilhøre Norge, ligefuldt maae kaldes norske, nemlig den jemtelandske og den bahuslehnske, har Forf. ei haft Anledning til at undersøge. Af den første meddeler Hülphers i sin Beskrivelse over Jemteland, af den anden Holmberg i sin Beskrivelse over Bahuslehn temmelig fuldstændige Prøver, hvoraf det viser sig, at de begge endnu fuldkommen have vedligeholdt sin bestemte norske Charakteer. I Jemteland bruges endnu de charakteristiske Diphtonger, og alle de bahuslehnske Ord, der hos Holmberg anføres som særegne, ere almindelige norske Udtryk.
Forfatteren gjør i Fortalen Regnskab for, hvorledes Verket er blevet til, og hvorledes vi, næst hans eget Talent og Udholdenhed, skylde det kgl. norske Videnskabs-Selskabs Liberalitet og patriotiske Iver, at det har seet Dagens Lys. Vore Læsere heri Landet er Forf. allerede af Navn og Ry saa bekjendt, at nogen nærmere Omtale af hans Virksomhed og særegne Berettigelse dertil vilde være overflødig. For Læsere i andre Lande torde det derimod ei være overflødigt at anmerke, at Forf. selv er Bondesøn og Autodidakt og maa derfor allerede paa Forhaand besidde en Indsigt i og Takt for Folkesproget, som den, der ei hører til Bondestanden, vanskelig erhverver; at han tillige er fra Søndmøre, en af de Bygder, hvor Sproget tales renest. Anledningen til, at han kom til at udføre dette Arbeide, var, siger han, ellers følgende:
„Jeg havde for endeel Aar siden skrevet en liden Samling af Ordforklaringer tilligemed en kort Fremstilling af de grammatiske Former i Dialekten i min Fødeegn, Søndmør, uden at have nogen Tanke om, at mit Arbeide skulde komme til at omfatte flere Dialekter. Dette Skrift, som jeg engang under et Ophold i Bergen foreviste for nu afdøde Biskop Neumann, blev af ham værdiget den Opmærksomhed, at han ei alene opmuntrede mig til at vedblive med et saadant Arbeide, men endogsaa omtalte bemeldte Skrift i en egen Opsats i et af de offentlige Blade. Videnskabs-Selskabet havde imidlertid, som jeg senere erfarede, længe ønsket at formaae Nogen til at undersøge og beskrive nogle af vore mest ægte Dialekten og da Selskabets Præses, Hr. Rektor Bugge, ved denne Leilighed var gjort opmærksom paa mit foranførte Arbeide, havde Selskabet heri seet en mulig Leilighed til at faae sin Plan udført, og havde derfor antaget Bugges Forslag om at tilbyde mig et Stipendium for det Tilfælde, at jeg vilde foretage en Undersøgelse af de øvrige
