Archiver, uagtet Meget er tilbageleveret og indlemmet i vort Rigsarchiv. Noget findes ogsaa i Sverige, Skotland m. v. Overhovedet er det saaledes ulige vanskeligere for den norske Historiegransker, end for Andre, at komme til at benytte sit Fædrelands Diplomer, naar Arbejdet ej ved en udgiven Samling lettes ham.
Betragte vi nu de ved Trykken udgivne Kildeskrifter, der staae vore Historiegranskere til Raadighed, da vide vi for del første, at en Udgave af Lovene med Tilbehør indtil Aar 1387 er paabegyndt og ved Storthingets eg det kgl. norske Vidensk.-Selskabs Liberalitet skrider raskt fremad. Med de egentlige historiske Skrifter eller Sagaer er det vistnok anderledes. Vi savne en fuldstændig Række af de fortrinlige norske Kongesagaer, overhovedet hvad man kunde kalde et Corpus scriptorum rerum Norvegicarum, hvor enhver selvstændig Sagasamling som t. Ex. Flatøbogen, der behandler Norges Historie yderst vidtløftigt fra Harald Haarfagre til 1263, Morkinskinna, den ældste Bearbejdelse af Kongesagaerne fra Magnus den Gode til Magnus Erlingssøn, fuldstændigst og i sin Heelhed var optagen. Men vi have dog det historiske Stof, som disse Bearbeidelser indeholde, nogenledes tilgængeligt i de hidtil udkomne norske Kongesagaer, hvor flere Bearbejdelser paa een Gang ere benyttede, og om saadanne Sammenblandinger end lade meget tilbage al ønske og et Corpus, som det ovennævnte, snart vil blive nødvendigt, saa er dog den allerførste Trang nogenledes afhjulpen, og i alle Fald føle vi allermest Savnet af et Diplomatarium. Thi eftersom Nationalfølelsen efter Norges politiske Gjenfødelse tiltager, og med den Sandsen for Fædrelandets Historie og Oldtidsminder bliver sterkere, Fordringerne til de fædrelandske Historiegranskere større og disses Arbejder mere dybtgaaende, bliver ogsaa en uhindret daglig Adgang til vor Diplom-Skat mere og mere nødvendig. Og denne kan ikke opnaaes uden ved en fuldstændig Udgave af vore Diplomer eller, som de i daglig Tale kaldes, Skindbreve, Kalvskindsbreve.
En Udgave af norske Diplomer paabegyndtes allerede af Thorkelin, hvis Diplomatorium Arnamagnæanum, Tom. II. (Kjøbenhavn 1786), indeholder udelukkende norske Diplomer ældre end 1300, chronologisk ordnede. Men denne Samling synes, hvad Titlen ogsaa viser, egentlig blot at være bestemt til at omfatte de Diplomer, der opbevares i den arnamagnæanske Samling, uagtet rigtignok ogsaa nogle faa andre ere optagne;
