den er derhos heller ikke bleven fortsat. Endelig kommer dertil den største Mislighed, at Brevene ere højst upaalideligt aftrykte, og det saaledes, at de fleste Fejl ikke engang lade sig henføre til Skjødesløshed ved Afskrift og Korrektur, men til formelig Uvidenhed, f. Ex. naar det bekjendte juridiske Udtryk actio in factum læses actio in futurum, naar Udtrykket minn Judas (ɔ: min Forraader) er læst monnum vidas, der ingen Mening giver, o. a. d. Disse Fejl kunne baade skrives paa Thorkelins Regning og ikke, eftersom man tager det. Thorkelin var vistnok en for sin Tid lærd og indsigtsfuld Mand, men han var skjødesløs og stolede formeget paa fremmed Hjælp, som han formedelst sine mange Arbejder var nød til at benytte. Han har saaledes rimeligviis ladet Afskrifterne og Korrekturen af Diplomerne skee for nøjeste Priis ved Islændinger, hvis tilfældige Egenskab, at forstaae vort ældre Sprog, var den eneste Adkomst til deres Benyttelse ved et Arbejde, paa hvilket de forresten ej havde Forstand, og for hvilket de manglede al Interesse. Men Diplomer taale mindst af alle deslige Sager nogen skjødesløs Behandling. Om derfor Thorkelin end for sin egen Person kan frikjendes for hine Uvidenhedsfejl, saa hviler dog den Anke paa ham, ved overfladisk Behandling at have fordærvet et Arbejde, der ellers kunde blevet saa fortjenstligt. Det norske Diplomatarium er forresten det af hans eget Arbejder, hvis Mangler hidtil have været mindst bekjendte, thi hans capitale Nederlag ved Udgivelsen af det angelsaxiske Beówulf-Digt, uagtet han ej forstod et Ord Angelsaxisk, har fordunklet alle hans øvrige literære Synder. Hans Udgave af de norske Diplomer kan altsaa næsten betragtes, som om den ikke existerede. Det samme kan ogsaa siges om hans Analecta, en lille norsk Diplomsamling, som han tidligere udgav uden nogen bestemt Plan og Orden, og som vrimler af de groveste Fejl.
Udgiverne af den Samling, vi her anmelde, have i Fortalen behørigen omtalt afdøde Professor G. F. Lundhs Fortjenester af det norske Diplomvæsen, ligesom de og have nævnt, at det var ham, der gav det første Stød til Udgivelsen af de gamle Love. Lundhs i 1824 udkomne „Specimen Diplomatarii Norvagici“ var den første Prøve paa, hvorledes et ordentligt Diplomatarium skulde see ud, og han antydede allerede i Fortalen til dette Prøvehefte flere af de Hovedprinciper, som Udgiverne af nærværende Samling have fulgt. Udgivelsen af Lovene maatte imidlertid først bringes istand, og Trangen til Diplomatariet føl-
