Side:P. A. Munch - Samlede Afhandlinger 2.djvu/450

446

		2.	3.	4.	5.	6.	7.	8.	9.	10.
	Sanskrit:	dva	tri	tshatvâr	pantshan	shash	saptan	ashtan (ashtau)	navan	das’an
	Zend:	dva	thri	tshathvâr	pantskan	esvas	haptan	astan	navan	das’an
	Slavisk:	dva	tri	tshetyri	pjat’	shest’	sedm’	osm’	devjat’	desjat
	Littauisk:	du	trys	ketur	penki	soeszi	septyni	ashtuni	dencyni	deszimi
	Græsk:	δύο	τρεῖς	τέσσαρες	πέντε	ἕξ	ἑπτά	ὀκτώ	ἐννέα	δέκα
	Latin:	duo	tres	quatuor	quinque	sex	septem	octo	novem	decem
${\Bigg \{}$	Gotisk:	tvai	þreis	fidvôr	fimf	saihs	sibun	ahtau	niun	taihun
	Oldnorsk:	tveir	þrír	fjórir	fimm	sex	sjau	átta	níu	tiu
	Angelsax.:	tvegen	þrî	feóver	fif	six	seofon	eahta	nigon	tyn
${\bigg \{}$	Irsk:	do	tri	ceathair	cuig	se	seacht	ocht	noi	deich
	Kymrisk:	dau	tri	pedwar	pump	chuech	saith	wyth	naw	deg

Man overbeviser sig ved første Øjekast om, at der mellem alle Former for hvert enkelt Tal er en Overeensstemmelse, der vidner om Slægtskab og oprindelig Nedstammelse fra en eneste. Endnu større vil man finde Overeensstemmelsen mellem enkelte Rækker, f. Ex. den græske og latinske, naar man erindrer, al den ældste græske Form for 4 ikke er tessarea men det Æoliske pisyres eller petyres, hvortil svarer det Oskiske petora; ligesom quinque paa Oskisk hed pomtis. Da nu Latinen tildeels stammer fra Oskisk, og man tillige i andre Tilfælde, f. Ex. ved Spørgeordene, finder, at Latinen har sat qu istedetfor det oprindelige p (man sammenligne f. Ex. alle de græske Spørgeord ποῖος, πόσος, που, med de tilsvarende latinske qualis, quantus, quî), er man berettiget til, i etymologisk Henseende, at betragte de latinske Tal quatuor og quinque, som om der stod patuor og pimpa, og det græske tessares, som om der stod pettarea. Hvad Gotisken og Græsken angaar, da udtrykkes Lyden af det lange i ved ei, følgelig kan man betragte τρεῖς og þreis som om der stod tris