eller vestligere Strøg, rimeligvviis i Lilleasien (Phrygien). Da Hovedretningen af Udvandringerne fra Asien til Europa gik i Vest, er det sandsynligt, at ogsaa Sprog-Indflydelsen gik i samme Retning, og saaledes at Indflydelsen af eller Slægtskabet med et asiatisk Oldsprog maa have været stærkest i den Egn af Europa, som laa dette Oldsprogs egentlige Hjem nærmest. Nu have vi seet, at Littauisk og Slavisk unegtelig ligge Sanskrit nærmere, end baade Græsk samt Latin i Syd, og Germanisk i Vest og Nord. Er nu Græsk og Latin blevet paavirket af et sydvestligere Ursprog, der beherskede det sorte Havs sydlige Kyster, er det ganske i sin Orden, at Sanskrit virkede tilligemed Zend langs Nordkysten af det sorte Hav, altsaa nærmest paa Slaver og Littauer, og endelig, at et tredie eller fjerde Oldsprog, Germaniskens Modersprog, med fuldstændig Lydfremskydning, virkede i Retningen nordenfor Slaverne, forbi Østersøens Kyster indtil Havet. Saameget bliver i alle Fald udenfor enhver Tvivl, at Sanskrit nok er beslægtet med, men aldeles ikke Modersprog eller Stammesprog for Græsk og Latin, endnu mindre for Gotisk og Oldnorsk. Man kan sige, at dette eller hiint latinske, græske, gotiske Ord er beslægtet med et tilsvarende i Sanskrit, eller at det, etymologisk betragtet, er det samme, men ikke, at det er ligefrem dannet deraf.
Man vil lettelig skjønne, hvilken Sikkerhed Lydfremskydningslæren giver det etymologiske Studium. Grimm siger meget betegnende: „Das Lautverschiebungsgesetz hilft wilde Etymologie bändigen und ist für sie zum Prüfstein geworden.“ Medens man tidligere, ja endnu i Adelungs Dage, etymologiserede fra Germanisk til Latin eller Græsk, og omvendt, efter den umiddelbare Lyd-Identitet, er det nu blevet klart, at fuldkommen Identitet af Lyd mellem Ord, som tilhøre Sprog paa forskjelligt Lydtrin, netop vidner om, at de sammenlignede Ord ikke ere beslægtede og at Ligheden blot er tilfældig, medens Slægtskabet tvertimod erfares af den med Fremskydningslærens Regler overeensstemmende Ulighed. Her kunne vi anføre flere slaaende Exempler. Naar vi hos os finde Ordet Frugt, i Latin fructus, kunde man ved første Øjekast let finde paa at ansee det af fælles Oprindelse med „Frø.“ Men det latinske fructus er, som bekjendt, afledet af Ordet fruor, fructus scum, jeg nyder, bruger; Formen fructus viser, at Verbet oprindelig har hedet frug-or, og saaledes været beslægtet med frug-es, Korn, og frug-i, brav, dygtig. Efter Fremskydningslæren svarer
