intet med Sanskrit at gjøre. — Naar det (S. 2) heder, at „enkelte Exempler synes at tyde paa, at H ogsaa kan gaa over til J,“ og dette belægges med barh = beria (rettere berja), prygle, synes Ff. ej at have skjønnet, at ia eller ja i berja kun er den for en Mængde lignende Afledsverber (som temja af tam, selja af sal, vekja af vakr, hylja af HUL) fælles Afledsendelse, og at Rodformen kun er BAR. — Ff. mener, at „den Nominalendelse -ði, som i Oldn. bruges ved flere Derivater af Rødder, der ende paa lang Vokal eller Diphthong, synes at kunne udledes af et oprindeligt H.“ Men dette -ði i Oldn. er egentlig paa anden Haand afledet af det adjectiviske Þ, hvilket det af Forf. selv anførte Ex. dauði, Død, viser, der nærmest kommer af dauðr, død, Got. dauþs; denne Afledningsbogstav staar heller ikke udelukkende efter lange Vokaler, men ogsaa efter Consonanter, kun skjuler den sig der ofte under en Assimilation, f. Ex. sinni, Ledsager, Got. ga-sinþ-ja. Og Bemærkningen, „at Verba, hvis Rod ender paa en aceentueret Vokal eller Diphthong, i Oldn. i mange Former indskyde G foran Form-Endelsen,“ er af den Grund aldeles falsk, at det er netop dette i Roden liggende G, ofte svækket til H, som har bevirket hiin Accent eller Vokalforlængelse ved at assimileres, og som derfor kommer igjen, saasnart det ved en paafølgende Vokal kan understøttes; saaledes det af Forf. selv anførte Ex. slá, der er sammendraget af slake f. slaga, Got. slahan, Tydsk schlagen. Der er altsaa her intet G. som indskydes, men et udeladt G, som kommer tilbage. Ff. forklarer Titlerne sira og herra af et og samme Sskr.-Ord, srê, „a prefix of respect to proper names of persons.“ Men St. Augustins bekjendte Oversættelse af Kyrie eleison ved Sihora armên[1] viser, at sihora er den opr. Form for síra, hvilket ogsaa bekræftes ef det franske sieur. — „N indskydes,“ siger Ff., „i Oldn. i Gen. Plur. foran A i de Neutra og Feminina, som endes paa A, f. Ex. augna, tungna. Det indskydes i Got., Oldht., Angels., Oldsaxisk i alle Casus obl. af den svage Nominalflexion og er charakteristisk for denne; man har i Oldn. ogsaa Levninger af den i Mask., der ej ender paa a, f. Ex. gumi, Gen. gumna, Angels. gumena; goti, Gen. gotna, Angels. gotena. Ff. har her overseet en heel Flexionsklasses mest charakteristiske Mærke.
At Skriftet saaledes maa siges at være udgaaet fra en mindre rigtig Forestilling om, hvad Forkundskaber der til et saadant Arbejde udfordres, saavelsom at det maa kaldes vildledende for
- ↑ Holtzmann har (Germania II. 448) vist, at Augustinus har skrevet Frêja armês og at der ikke har existeret noget Ord sihora.]
