den uindviede, staar ikke til at negte. Imidlertid kunde det dog som første Arbejde forsaavidt ansees som fortjenstfuldt og gjøre Fordring paa Overbærelse, hvis man virkelig kunde sige, at det allerførst har aabnet Øjnene for Slægtskabet mellem de tvende Sprog, som dets Titel nævner. Men dette er, ifølge hvad jeg ovenfor har paapeget, ingenlunde Tilfældet, eftersom Bopp og andre Sproggranskere allerede for over 30 Aar siden tilfulde havde efterviist Sanskrits Slægtskab med de germaniske Sprog i Almindelighed, følgelig ogsaa med hvert enkelt af dem, hvoriblandt da og Oldnorsk.
Det andet af de ovenanførte sprogsammenlignende Skrifter, om det oldnorske Verbum, røber unegtelig større Anelse om Methode, end det foregaaende; imidlertid træffe vi ogsaa der saadanne Anstød mod de germaniske Sprogs inderste Analogier, som, ret indseede, nødvendigviis fra Grunden af maa ryste den af Ff. opstillede Bygning. Vi maa her først og fremst henlede Opmærksomheden paa et Sted i Fortalen, hvor en saadan error in substantialibus saare skarpt fremtræder. Efterat Ff.. rigtigt har bemærket, at vort Oldsprog selv i den ældste Skikkelse, hvori det ligger for os, allerede har tabt meget af sin oprindelige fuldkomnere Dannelse, vedbliver han: „men ligesom Reminiscenser fra Ungdommen ofte med en forunderlig Klarhed fremstille sig for Oldingen, saaledes sees ofte Sprogene undertiden igjen at optage forlængst forsømte Former, som det synes uden tydelig Bevidsthed om, at de forhen have været i Brug. Det er saaledes et paafaldende Phænomen, at vort nyere Sprog i nogle Enkeltheder tydeligen slutter sig nærmere til Kilden end det Oldnorske, som dette optræder i Literaturen, hvilket dog i alt Væsentligt ligger de gamle Frændesprogs Sanskrit og Zend langt nærmere.“ Denne Paastand om Gjenoptagelsen af forsømte Former og sammenligningen med Ungdomsminders Opdukken for Oldingen klinger jo vistnok for een Gangs Skyld ret godt, men ved nærmere Eftertanke vil man dog finde, at hverken en saadan Gjenoptagelse nogensinde finder Sted, med mindre den gjentagne Form virkelig har holdt sig ubemærket den hele Tid (f. Ex. ital. battere af det obsolete latinske batuere), eller at Sammenligningen holder Stik, hvilket alene kunde siges at være Tilfældet, hvis Erindringen om, hvad Tipoldefaderen havde gjort, ubevidst dukkede op i Sønnesøns-Sønnesønnens Tanker. Aarsagen, hvorfor vort Skriftsprog har enkelte Former, der komme de ældste nærmere end oldnorskens, er den, at vort
