spørgen udsætter sig for at begaa, bliver af dette Exempel frem deles indlysende.
Fejltagelsen med -ga bliver end mere iøjnefaldende derved, at denne Endelse, uagtet en saa secundær eller tertiær Afledsform, endog anvendes til at forklare de sterke intransitive Verber som Passivformer, f. Ex. renna, som om det opr. havde lydt renga, sleppa s. slepga. Men allerede Got. har jo rinnam brinnan, o. s. v., og alle disse Verber have sterke Præterita, rann, brann, ikke rennaða, sleppaða.
S. 17, hvor Exempler anføres paa dobbelte Præterita, ved Verber af 1ste svage Conjugations 2den Klasse, f. Ex. valiðr og valinn, stilles ved Siden af disse kunnr og kuðr: en overvættes stor Fejltagelse, eftersom kunnr og kuðr for det første er een og samme Form, ligesom gunnr (Krig) og guðr, sannr' (sand) og saðr, efter den velbekjendte Regel, at nn i Oldn. ofte i archaiserende Stiil ombyttes med ð, saaledes at undertiden begge Former bruges ved Siden af hinanden, undertiden kun den ene, som maðr, ikke mannr; dernæst er kuðr dannet af det oprindeligere kunnr, medens valinn derimod er en i Sprogets sildigere Stadium ved en saaatsige overdreven tilbagevirkende Analogi dannet Variantform af valiðr, som er det oprindelige. Man har følt, at ð istedetfor nn i det hele taget har haft noget archaiserende ved sig og saaledes ogsaa, for at undgaa dette Præg, forandret valiðr til valinn, uagtet ð her er oprindeligt. Paa nogen Sammenhæng med Sanskrit er her altsaa ej at tænke.
Alt hvad der forresten bemærkes om Verbalflexionen, gjelder atter ligesaameget Gotisken (af hvilken her ogsaa Exempler ere anførte) og de øvrige germ. Sprog, som Oldnorsken, med Undtagelse af den for Oldn. egne Reflexivform paa -umk, om hvilken Ff. antager, at den i enkelte Tilfælde, hvor den sædvanlige Forklaring af sammendr. mik ej slaar til, kan være beslægtet med Sanskritformen i 1 Pers. paa -mi; hvad han anfører, har unegtelig meget for sig og fortjente en nærmere Undersøgelse. Hvad der fornemmelig taler derimod, er den af Ff., som det synes, ikke nok paaagtede Omstændighed, at i Oldn. ogsaa l Pers. Sing. i Præteritum har denne Form, medens Endelsen -mi her ikke findes i Sanskrit. Man synes derfor enten at maatte vende tilbage til Forklaringsmaaden -mik, eller tænke paa en Analogi med den i franske Dialekter ikke usædvanlige Brug, efter je at sætte en Pluralisform s. j’avons istf. j’ai.
I det sidste af de nævnte Skrifter har Forf., som vi ovenfor
