here are much more freqvent“. Han har saaledes ikke alene bemærket Undtagelser i Gotisk, men meget hyppigere Undtagelser i Oldnorsk, hvorpaa han anfører adskillige Exempler. Det første af dem er tilfældigvis et af de samme, som M. S. 367 har erklæret for en Feil hos mig, nemlig S. ketah = O. geð; videre S. taru = O. tré; S. grabh = O. gripa o. s. v. og bemærker derhos: The Sanscrit mediæ answer, with almost eqval frequency, to all the three series of corasonants“ og anfører derpaa flere Exempler.
Undtagelsernes Mængde har endog bevæget Folk af Faget blandt Grimms egne Landsmænd til at forkaste den hele Regel som uholdbar, f. Ex. Graff, Forfatteren af det udførligste oldhøitydske Lexicon, om hvem Grimm — Geschichte der deutsehen Sprache I, S. 418 — siger: „Graff hat nichts von seiner seite unterlassen, um das gesetz der lautverschiebung als ein nichtiges darzustellen“.
Jeg deler hverken Graffs eller Ms. Mening om Regelen, men jeg anseer den for en vidt om sig gribende Undtagelse fra den naturlige Grundvold for al Sprogforplantelse, Identitet og holder for, at den har langt mindre Betydning for Forholdet mellem Sanskrit og Oldnorsk, end for de Sprog, hvis Sammenligning har foranlediget dens Opdagelse, nemlig Græsk, Latin og Gotisk.
Hvor let man forvilder sig, ved dens Anvendelse paa Sanskrit, derom har man Grimms egen ovenanførte Erklæring: det kan ogsaa skjønnes deraf, at Sproget har mange Ord, som uden Forskjel skrives snart med Tanuis, snart med Media, snart med Aspirata, hvorom man blot ved at slaa efter i et Lexicon kan overbevise sig.
Jeg haaber saaledes at have godtgjort, at den Maalestok M. anlægger paa sin Sprogsammenligning, er upaalidelig, og som saadan ikke kan levere paalidelige Resultater; og dog er det dens Anvendelse, som har leveret ham de talrigste Exempler paa formeentlige Feil hos mig.
Jeg vil nu gaae over til den anden, ogsaa under Begrebet Methode hørende Ankepost, den, at jeg har sammenlignet Oldnorsk med Sanskrit uden (som M. mener) at tage de beslægtede Hovedsprog paa Raad med. Heri ligger en Misforstaaelse. Jeg har nemlig stadigen sammenlignet de beslægtede Sprog. Naar Prof. M. troer det Modsatte, kan det maaskee tjene ham til nogen Undskyldning, at jeg i Afhandlingen af 1846 har und-
