menligning“, — en Erklæring, jeg har gjentaget i Begyndelsen af Forordet til den anden Afhandling med følgende Ord: „Da jeg for halvandet Aar siden udgav min Afhandling, Sanskrit og Oldnorsk, var det min Hovedhensigt, at henlede mine Landsmænds og nærmest mine yngre Medstuderendes Opmærksomhed paa det nære Slægtskab mellem de to Sprog og paa den deraf flydende Vigtighed af Sanskritsprogets Studium for et fuldstændigt Kjendskab til vort eget“.
Vil man indvende, at denne Hensigt kunde være naaet, ved en blot mundtlig Henvisning til de Værker, hvoraf fornøden Underretning kunde hentes, da indrømmer jeg, at det vistnok kunde have ladet sig øre at underrette de Studerende om, at en Sammenligning mellem Sanskrit og Gotisk blandt meget andet findes i Bopp’s vergleichende Grammatik i Qvarto, der endnu mangler adskilligt i at blive færdig, men dog allerede har naaet et Sidetal af 1156, og opfordre dem til, for igjen at erfare Forholdet mellem det Gotiske og vort Oldsprog, at sammenligne Grimm’s deutsche Grammatik i Octave, i 4 Bind paa 600—900 Sider hvert. Men denne Vei forekom mig vel lang, for det Øiemed, jeg ifølge ovenanførte Citater havde, nemlig at fremkalde en paa egen Anskuelse bygget Erkjendelse af Studiets Vigtighed. Jeg ansaae det hensigtsmæssigere paa faa Ark at give let overskuelige Prøver af det Udbytte, man af Studiet kunde vente sig. Min Forventning om dette Middels Hensigtsmæssighed er heller ikke bleven skuffet. Adskillige Studerende have i de sidste Aar optaget Sanskrit i Kredsen af deres Studier, uagtet det som bekjendt ei er Examensfag, og flere have erhvervet sig en Indsigt deri, som, ihvorvel endnu af ringe Omfang, dog vil tjene dem som en god Støtte for den dybere Begrundelse af deres øvrige Sprogstudier. Mit Foretagende sees saaledes allerede af denne Grund ikke at have været overflødigt; og hertil kommer, at der i mine Afhandlinger ogsaa indeholdes Forsøg paa at løse en Deel Knuder i vort Oldsprogs Formlære, som M. selv tillægger noget Værd; s. Ex. S. 373, hvor han om mine Forslag til at forklare flere oldnorske verbale Afledsendelser yttrer: „Meget heraf er i sig selv sandsynligt, og de givne Antydninger værd at lægge nøiere Mærke til“; — S. 377 om min Forklaring af det verbale Flexionssuffix umk, siger han; „hvad han anfører har unegtelig medget for sig og fortjente en nærmere Undersøgelse“;[1] — S. 377 hvor det heder: „Ff. har her med
- ↑ Den Indvending, som M. desuagtet gjør imod min Forklaringsmaade, at
