findes i hine endnu opbevarede samt aftrykte Copibøger, for strax at kunne skjønne, at Registreringen maa have skeet yderst mangelagtigt og uden nogen bestemt Plan, ligesom vel ogsaa Opbevaringen maa have veret mislig. Først med Innocentius d. 3die begynder den fortløbende Rekke af opbevarede, mere indholdsrige Regestbøger, og man har saaledes heri tilstrækkeligt Syn for Sagn til Bekræftelse af hvad der udtrykkeligt om ham fortælles, at han bestemte, hvorledes der for hvert paveligt Regjeringsaar skulde indrettes en Copi- eller Regest-Bog, indeholdende de i dette Aar udgivne Breve. Han maa imidlertid ogsaa have givet Befaling saavel til en omhyggeligere Opbevaring af Copibøgerne, end forud, som til optagelse i Copibøgerne af flere Breve, end det hidtil var brugeligt: eller overhoved, han maa have indført en saadan forbedret Orden ved Registreringen, saavel som overhoved ved det pavelige Archiv-Væsen, at med hans Bestigelse af Pavestolen en ny Æra maa vere begyndt for dette, og at man med Føje kan tillegge denne store Pave blandt hans mange andre Fortjenester ogsaa den, at vere det nuverende Archivs egentlige Grundlegger.
i Det var dog ikke Innocentius’s Hensigt, at Regesterne enten skulde indeholde alle de fra Curien udgangne Breve, eller blot indskrænke sig til de udgaaende. Ved at sammenholde hans egne Regestbøger med de virkelige Originalbreve, der endnu haves fra de samme Aar, sees det, at flere af disse ikke ere optagne, og at man saaledes kun har indført dem, man ansaa for de vigtigste, eller af andre Grunde fandt det passende at opbevare paa denne Maade. Derhos møder man flere indkomne Skrivelser, hvoraf man altsaa erfarer, at efter den Oprindelige Plan ogsaa slige i visse Tilfelde skulde optages. Paa samme Viis finder man og indløbne Skrivelser copierede hist og her i hans Eftermand Honorius d. 3dies Regester. Med allerede med disse ophører denne Skik. I Gregorius d. 9des Regester findes ingen indkomne, kun udgangne Skrivelser, Og det sees at vere blevet Regelen, kun at indføre det sidste Slags. Derimod synes det, som om man efterhaanden har gjort Kategorien for de Breve, der skulde optages, mere omfattende. Saaledes f. Ex. finder man allerførst hos Innocentius d. 4de (1243–1254) Biskops-Udnevnelser, hvoraf ingen findes hos hine tre foregaaende Paver, ja ej engang Confirmationer af Erkebiskopsvalg, hvilke dog meddeeltes af Paven. Imidlertid synes
