pierne efter Originalerne, men derimod kun bevarede Minuterne, efter hvilke sidenefter – som det lader først hen i det 17de Aarhundrede – Regestbøger ere skrevne. Aarsagen til Forandringen laa vel i de Virkninger, som Postvæsen, Bogtrykkerkunstens Opfindelse og andre den nyere Tids Affødninger ogsaa maatte udøve paa Contoirvæsen i Almindelighed.
For tilbørligt at kunne benytte Regesterne til at erhverve Afskrifter af Pavebreve maa man nøje kjende de Regler, Registratoren fulgte ved Afskrivningen. Det gjaldt nemlig at spare Tid, Rum og Umage, og derfor indførtes ikke mere, end hvad der strengt taget var nødvendigt. Man udelod derfor alt, hvad den med Curialstilen kyndige senere Afskriver selv kunde supplere, saaledes ej alene alle Titulaturer, men ogsaa alt, hvad der kunde henregnes til courante Formularer, eller dette blev i alle Fald kun een eller to Gange skrevet heelt ud i Begyndelsen af Aargangen, senere kun betegnet med de første Par Ord og &cetera. Men i mange, især de eldste, Aargange findes ingen Formler heelt udskrevne. Hvor der samtidigt var udferdiget Breve til forskjellige Personer om een og samme Materie, og i det Væsentlige af samme Indhold, skrev man kun eet – det første – fuldt ud; af de øvrige udelodes alt det hermed eenslydende, og kun en Henviisning sattes i Stedet. Her at gjøre udtømmende Regnskab for alle saadanne Regler og at anføre alle de vigtigere Formler, vilde lede til for stor vidtløftighed. Jeg indskrænker mig til følgende:
1. Pavens Navn og Titel, hvormed ethvert Pavebrev begyndte, nemlig N. N. Episcopus, servus servorum dei, blev aldrig skrevet, uden i Begyndelsen af hver Aargang. De første Ord, hvormed ethvert Brev i Regesterne begynder, er saaledes hvad der i Originalbrevet fulgte umiddelbart efter „servorum dei“, nemlig dens Navn og Titel, til hvilken Brevet henvendtes, og dette blev, som det nedenfor nærmere skal omtales, i Pergamentsregesterne sedvanligviis skrevet med Rødt, for tillige at tjene som en Overskrift, der vejledede Øjet ved den senere Gjennemsøgning. Men ogsaa i denne Betegnelse af Adressatens Person udelodes alt, hvad der kunde henregnes til en staaende Titulatur, og som derfor den senere Afskriver selv kunde indskyde. Ved Curien fulgtes nemlig ufravigeligt den Regel at tildele enhver Katholik, der til- eller omtaltes, en bestemt til hans Rang svarende Titel eller Charakteristik. Saaledes heed:
