Landssproget, og allerede omkring 1300 see vi af Laurentius’s Saga, at denne ansaa Ukyndighed i Norsk som en absolut Hindring mod at den ellers dygtige og fortjente Flamlender Johannes fik Sogneprest-Embedet ved Mariekirken i Nidarnes. Da nu saaledes Landets egne Børn sjelden søgte, og Fremmede, der ellers ikke regnede det saa nøje, hindredes af nysanførte Grunde, maa disse Embeders Besettelse i Norge fordetmeste vere skeet paa den sedvanlige legale Maade ved Biskoperne, men som en Følge deraf findes nu ogsaa yderligt faa Provisioner for Norge. De Fremmede, som ansattes her, vare mestendeels svenske, da Sproget ej gjorde dem nogen videre Hindring; men dette har neppe veret uden Indflydelse paa Landets Sprog, og bidraget til at fremskynde den Forsvenskning og Fordanskning af Skriftsproget, som begyndte i det 14de Aarhundrede.
Efter Schismet bliver Udbyttet af Regesterne for Norden endnu ringere i Forhold til Indholdets Masse, end forhen, deels fordi Provisioner idetmindste af Biskoper nu atter vare blevne sjeldnere, deels, og især, fordi pavestolen mere og mere optoges af verdslige Interesser, nemlig som italiensk Landsregjering, og saaledes næsten ganske tabte ej alene Norden, men næsten hele Nord-Europa af Sigte og overlod dem til sig selv. Hovedmassen af Brevene vedkommer italienske Anliggender og Kirkestatens Forhold ligeoverfor de nærmeste Fyrster; kun en sjelden Gang findes Breve til eller om Norden, men da somoftest flere paa een Gang, nemlig eftersom en Gesandt eller en Fyrste fra Norden har besøgt Curien.[1] Men denne aabenbare Forsømmelse af Nord-Europa har visselig ikke bidraget lidet til at forberede Vejen for Reformationen. Da den begyndte, vare Nordeuropns Folk allerede for en stor Deel blevne fremmede for Curien, Og havde tabt Interessen for den, og det var nu for silde, at ville opfriske denne Interesse, som den ved sin egen Lunkenhed havde ladet kølne. Men endog Tausheden om Norden Og Nord-Europa i denne Deel af Regest-Rekken er her et talende Vidnesbyrd.
- ↑ Derimod findes fra denne Tid flere originalbreve fra Fyrster og Prælater i Norden, eftersom man da havde begyndt at opbevare deslige Sager, see ovfr. Side 428.
