ikke frit for, at hendes Satire ofte tog Overhaand, naar hun altfor tydelig saa sine Medmenneskers Svagheder, især da hendes humoristiske Sans ogsaa var sterkt udviklet. Men kjærlig og i høi Grad barnegod var hun, og lige til den sene Alder oplagt til Spøg og Skjelmsstykker disse sidste Egenskaber havde hendes Søn Andreas i høi Grad arvet, men i en godmodigere Form. Som gammel Kone, da hun boede paa Bakkehuset, (der hvor nu Skovveien i Kristiania begynder), samlede hun Børnebørnene om sig og kunde i lange Stunder sidde og fortælle opdigtede, fantastiske Historier, og disse syntes, at Bedstemor Munchs Hus var ligesom et Eventyr; en af dem har ytret, at hun troede, der var hemmelige Døre og Løngange der, som førte ind i Feslotte og alskens underlige Ting.
Skøieragtig var hun som sagt ogsaa. Saaledes da Presten engang ventede en Huslærer, stansede en Dag i Mørkningen en Slæde udenfor; en Herre træder ind og presenterer sig som den nye Huslærer. Presten tager venlig mod ham etc., gaar længe op og ned ad Gulvet i ivrig Samtale, og da Lyset kommer ind, opdager han, at det er hans egen Hustru i hans egne Klæder.
Den samme virkelige Huslærer narrede hun ogsaa en Gang. Han var nemlig forlovet, og hans Forlovede skulde besøge ham paa Gjerpen Prestegaard. Den Dag hun ventedes, var han aldeles nervøs for hver Slæde, som kjørte
