maa jeg absolut benægte det og heller snu Sætningen om og sige, at naar Hr. Kristensen kræver af sin Religion Underet, viser han, at hans Tænkning lidet har opfattet den kristne Gud.
Jeg har før talt om, hvorledes jeg tænker mig Guds Aabenbaringer ikke gjennem Undere, ikke gjennem at levere nogen Bog ligesom fra Himlen og sige: se her er Opskriften paa, hvorledes I Mennesker har at forholde Eder; men gjennem Love, Love i Naturens Verden, Love i Menneskeverdenen, Love, som aldrig kan krænkes ustraffet, men som gjennemborer hver den, som vil forsøge at trodse dem. Gud aabenbarer sig altid gjennem levende Mennesker som sine Redskaber til at løfte Menneskeverdenen ved at forædle, begeistre disse Menneskers Aand og forkynde sin Sandhed gjennem deres Mund, en Sandhed, afpasset efter hvad Tiden kan taale og ingenlunde fri fra, at den Tids Vildfarelser klæber ved den, men dog den høieste Sandhed efter det Folks og den Tids Forholde. Jeg glemmer saaledes slet ikke, som Hr. Kristensen mener, at tage Gud med som Faktor i Aabenbaringen til Menneskeheden, endnu mindre tænker jeg paa „at sætte min egen lille Fornuft istedetfor Gud og erklære, at disse to er et og det samme“ (det er ikke vakkert at komme med saadanne Misforstaaelser, som der ikke var Antydning til i Foredraget). Jeg har kun erklæret, at jeg anser Fornuften og Samvittigheden som gudtændte Lys i Mennesket, og det troede jeg dog, Pastor Kristensen var villig ttl at indrømme.
