Side:Pastor Kristensens Kristusfornægtelse.djvu/20

Hvad jeg sagde, var simpelthen dette, at hvis man vilde sige, at Faderen, Sønnen og Aanden var de tre store Grundpiller, hvorpaa Kristendommen hvilede, Faderen som den ene udelelige Gud, alle Tings Skaber og Opholder, Sønnen, som Menneskeidealet, den som viser os, hvor høit en Menneskesøn kan stige, naar han overgiver sig helt til Gud og gjør hans Vilje og Aanden som Bindeleddet mellem Gud og Menneske, den Guds Kraft som inspirerer, styrker, hjelper os til at kunne naa Fuldkommenheden — ja saa vilde ingen Kristen kunne indvende noget mod det, det var fornuftig Sandhed; men det er noget ganske andet end den kirkelige Treenighedslære. For at kunne finde i de tre apostoliske Troesartikler noget om Treenigheden udfordres der stærke theologiske Briller. Mine maa være for svage; thi jeg har saa mange Aar, jeg har set og læst dem, intet kunne finde derom. Der staar hverken, at Jesus er Gud, eller at Aanden er en Person; den sidste staar tvertimod sammen med andre Gjenstande som en almindelig Kirke, Syndernes Forladelse o. s. v., heller ikke at „disse Tre er Eet“. Og nu kommer et lidet theologisk Mesterstykke. Der staar i Kristensens Foredrag: „at bekjende „Tro paa“ Sønnen og Aanden ved Siden af Faderen kan ikke betyde andet end, at Sønnen og Aanden er sand Gud, ellers vilde det være Afguderi“. Begriber I dette? jeg gjør det sandelig ikke. Jeg kan da, tro paa mange Ting, tro paa Fædrelandet, tro paa Venstrepartiet, tro selv paa Pastor