ger paa Treenigheden; vi tror paa „den eneste sande Gud og den han udsendte, Jesum Kristum“.
Hr. Pastor Kristensen vil atter søge at faa slaa fast, at jeg ønsker at forkaste Kristentroen. Jeg siger, han ikke har Lov til dette, naar jeg netop i mine Foredrag staar op som Værge for den oprindelige Kristentro. Det er en Paastand, som kun kan gjøres, hvis man paa Forhaand gaar ud fra, at han har Ret og jeg Uret, at Dogmerne og Kristentroen er et og det samme. Han siger, at „naar jeg forkaster alle Undere, maa jeg selvfølgelig ogsaa forkaste Kristi Opstandelse, og med den staar og falder unegtelig hele Kristendommen“.
Aldeles ikke, Hr. Kristensen! Jeg tror ikke paa nogen Legemets Opstandelse, følgelig heller ikke paa Jesu Legems Opstandelse, og alligevel tror jeg paa en Opstandelse og paa, at Historierne om, at Jesus viste sig i materiel Form for Disciplene, er sand i sine Hovedtræk, skjønt Sagnet har udsmykket meget. Jesus aabenbarede sig med sit aandelige Legeme, det samme som vi og faar eller rettere eier ved vor Død, og hvad der skede med ham, er intet andet end, hvad man kan se de hundrede Gange i vore Dage med andre Menneskeaander, som materialiserer sig under visse Betingelser. Her er altsaa ikke Tale om noget Under. Ja, selv om man antog, at det var Jesu Kjødlegeme, der var opstaaet — hvad man ikke er berettiget til efter Evangelierne, da der staar, at han gik gjennem lukkede Døre og pludselig forsvandt — er det
